Prøv avisen

DR kritiseres for trods-reaktion med flytning af Morgenandagten

Danmarks Radio. DR-byen i Ørestaden. Foto: Scanpix. Foto: Lars Bahl

Flytning af Morgenandagten virker grotesk, lyder det fra konservativ kirkeordfører, der nu beder kulturminister om en redegørelse

Flytningen af Morgenandagten får nu den konservative kirkeordfører, Charlotte Dyremose, til at tvivle på Danmarks Radios respekt for den netop indgåede public service-kontrakt.

I kontrakten blev det for første gang slået fast, at DR som en af sine forpligtelser skal sætte fokus på den kristne kulturarv.

LÆS OGSÅ:Borgerlige partier kritiserer DR's flytning af Morgenandagten

Set i det lys virker flytningen af Morgenandagten "grotesk", lyder det fra Charlotte Dyremose, der nu beder sin partifælle, kultur- og kirkeminister Per Stig Møller, om en redegørelse.

"I den seneste kontrakt er DR som noget nyt blevet pålagt at lægge vægt på »den kristne kulturarv« for blandt andet at tilgodese radioens Morgenandagt og dækningen af gudstjenester. Og hvad gør så DR som det første? Flytter morgenandagten over på en hemmelig DAB-kanal! Det ligner jo en decideret trods-reaktion", siger Charlotte Dyremose i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ:DR-chef: Morgenandagten svækker P1

Her efterlyser hun samtidig, at Dr viser respekt for den public service-kontrakt, stationen selv har været med til at indgå.

"Omlægningen signalerer jo ikke ligefrem, at man umiddelbart har tænkt sig at leve op til forpligtigelsen. Vi skal være helt sikre på, at Danmarks Radio tager formidlingen af den kristne kulturarv seriøst", siger Charlotte Dyremose.