Aarhus-biskoppen Henrik Wigh-Poulsen er noget af det nærmeste, man kommer et levende symbol på koblingen mellem stat og kirke i Danmark. Til hverdag varetager han rollen som kongehusets officielle præst, og når landets politikere i dag begynder Folketingets arbejdsår med en gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke, er det ham, der står på prædikestolen.
Men hvorfor mener han egentlig, at det giver mening, at kirken og magthaverne kobles sammen på den måde? Det korte svar er, at det hænger sammen med en luthersk kirkeforståelse, siger han.
”Det ligger dybt forankret i det lutherske, at det åndelige regimente står over for det verdslige. Og i en luthersk optik er det vigtigt, at kirken skal kunne tale et både formanende og trøstende ord til magthaverne. Samtidig er magthaverne med til at værne om kirken på grund af den kirkestruktur, vi har. Det hænger gensidigt sammen,” siger han.
Henrik Wigh-Poulsen kalder det ”velgørende”, at politikerne samles i kirken, inden det hele går løs inde på Christiansborg.
”Det er en god tradition, at de har muligheden for at løfte blikket mod en anden dagsorden end den, de selv sætter. Det er godt at få sat det hele i perspektiv. Det er jo derfor, vi generelt holder gudstjeneste – for at få Guds store perspektiv på vores det lille,” siger Henrik Wigh-Poulsen.
På trods af, at han er vant til at være i koblingspunktet mellem folkekirken og staten, har dagens prædiken alligevel givet ham kvaler. For i modsætning til en normal søndagsgudstjeneste, hvor man har en fastlagt evangelietekst at læne sig op ad, er der ved åbningsgudstjenesten tradition for, at præsten selv må vælge, hvilken tekst og hvilke temaer han vil tage fat i.
”Heldigvis må man som præst gerne hugge lidt fra sine egne prædikener. Så jeg indrømmer blankt, at jeg har siddet og bladret i gamle prædikener,” siger han.
Der faldt han over en, han havde holdt over en tekst fra Matthæus-evangeliet, der passede godt ind i den situation, både politikere og præster står i. I teksten belærer Jesus nogle farisæere om, at det største bud i loven er at elske Gud og sin næste som sig selv.
”Den oprindelige prædiken skrev jeg på et tidspunkt, hvor jeg var blevet grundigt træt af at sidde og holde uendelig lange møder. Det er noget, vi er ret så gode til i folkekirken. Men når man sidder til et møde, der bare bliver ved og ved, mens solen skinner udenfor, begynder tanken at melde sig, om man ikke snarere burde gøre noget af det, vi skal, i stedet for at snakke. Nogle gange blive verden bare fuld af ord,” siger han.
Med det tilløb vil biskoppen tale sig ind i en politisk situation, hvor der også meget nemt opstår et misforhold mellem at tale og handle.
”Det ser vi for eksempel, når Greta Thunbergs børnehær og utilfredse vælgere verden over anklager politikerne for at snakke for meget og gøre for lidt ved det. I teksten affærdiger Jesus den lovkyndiges trang til kamp på ord ved at vise hen til den konkrete næste. Jesus vil have ham og os ud i kampen,” siger han.
Sidste år opstod der en større polemik om den præst, daværende kirkeminister Mette Bock (LA) havde udpeget til prædikant ved åbningsgudstjenesten, nemlig valgmenighedspræst Morten Kvist. Han blev kritiseret i medierne for nogle udtalelser, han var kommet med for 10 år siden om homoseksuelles rettigheder. Risikoen for selv at blive hvirvlet ind i noget tilsvarende har da også rumsteret i baghovedet på Henrik Wigh-Poulsen.
”Jeg har da nået at tænke, hvad der mon ligger på internettet af sære ting, jeg kan have sagt for mange år siden. Debatten sidste år viste, at man nemt kan komme galt af sted med tilbagevirkende kraft. Især i de identitetspolitiske sager er det nemt uforvarende at blive viklet ind i noget,” siger han.
Har sidste års debat fået dig til at slibe kanter af din prædiken?
”Nej, det tror jeg ikke. Men jeg forsøger da at undgå at blive direkte politisk. Der er givetvis nogen, der vil mene, at jeg alligevel ender med at være politisk. Det er den risiko, man løber ved at forsøge at få prædikenen til at tale ind i samtiden,” siger han.