Dronningen deltog i svær debat om Hans Egede i Grønland: Historien er fuld af ting, der er svære at forlige sig med

Dronningen markerer flere store jubilæer under sin tur til Grønland, men særligt ét er vanskeligt at fejre. Også for Kongehuset

Dronning Margrethe II ankommer til debat om Hans Egede på Grønlands Universitet, hvor hun modtages af rektor Gitte Adler Reimer. – Foto: Christian Klindt Sølbeck/Ritzau Scanpix.
Dronning Margrethe II ankommer til debat om Hans Egede på Grønlands Universitet, hvor hun modtages af rektor Gitte Adler Reimer. – Foto: Christian Klindt Sølbeck/Ritzau Scanpix. Foto: Christian Klindt Sølbeck/Ritzau Scanpix.

Kajen var stimlende fuld af mennesker, og det helt store skyts med nationaldragter, festgudstjeneste og opvisninger i Inuit-traditioner var kørt i stilling, da Dronningens farfar, kong Christian den 10., og hans hustru Dronning Alexandrine en sommerdag gik i land i kolonihavnen i den grønlandske hovedstad, Nuuk i 1921. Det var det allerførste kongebesøg i Grønland, og Kongehuset var kommet for at fejre det, der ansås for at være en stor festlighed, nemlig 200-året for den dansk-norske missionær Hans Egedes ankomst i Grønland.

Hundrede år senere i oktober 2021 var ganske få ”nuummiut”, som de lokale i Nuuk kaldes, mødt op under den grå himmel uden for Grønlands Universitet Ilisimatusarfik, der ligger i udkanten af byen med udsigt til Godthåbsfjorden og de nærliggende fjelde. Her var Dronningen lørdag inviteret til at markere 300-året for Hans Egedes ankomst med en beskeden bogoverrækkelse.

Dronning Margrethe aflægger i disse dage endnu et royalt visit i landet, og i det officielle program er det ikke Hans Egedes ankomst, der fejres, men derimod 100-året for Kongehusets første besøg i Grønland. Selvom de to jubilæer er sammenfaldne, er Hans Egede blevet et ømtåleligt emne, som er vanskelig at fejre.

”Vi har diskuteret, om vi skulle kalde det et jubilæum, eller en fejring, men nu er vi altså endt med at kalde det en markering,” lyder det forsigtigt fra Annemette Nyborg Lauritsen, der er lektor på Grønlands Universitet og medforfatter og redaktør på bogen ”Tro og samfund i Grønland i 300-året for Hans Egedes ankomst”, som dronningen lørdag fik overrakt i både en grønlandsk og dansk version ved et arrangement i universitetets kantine i Nuuk.

Jeg er pro-rigsfællesskab

Her mødtes Dronningen med universitetets rektor, fik enkelte taler og drak kaffe med bogens forfattere og andre særligt indbudte ved en form for akademisk fest, der var lukket for offentligheden, som har udgjort besøgets eneste officielle programpunkt om Hans Egede.

”Det er jo ikke en 100 procents fejring. Men det markerer en anledning til refleksion, og vi er meget stolte over at modtage Dronningen her som statsoverhoved og over hendes anerkendelse af vores arbejde med at skabe forståelse i det dansk-grønlandske forhold,” siger Aage Rydstrøm-Poulsen, forsker i teologi ved Grønlands Universitet og hovedredaktør på den overrakte bog, der er blevet til med støtte fra blandt andet Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond.

I sin tale til Dronningen ved arrangementet nævnte han, at forholdet mellem grønlændere og danskere altid har været præget af gensidig respekt og uden tom underdanighed, og han fremhævede, at Hans Egedes arbejde med at uddanne grønlænderne dannede grundlaget for, at Grønland den dag i dag har et universitet. Men han i en sidebemærkning også fik nævnt, at flere af bogens forfattere har et mere negativt syn på Hans Egedes indflydelse.

”Jeg er pro-rigsfællesskabet, og jeg ved godt, at det ikke er alle, der er helt enige, men jeg synes også, det er værd at fejre det grundlag, som det moderne Grønlandske velfærdssamfund hviler på. Jeg oplever, at langt de fleste godt kan se de positive ting, som Hans Egede har medført,” siger Aage Rydstrøm-Poulsen, der ikke så noget problem i, at de kritiske ikke var repræsenteret på talerstolen lørdag.

”Ved en fødselsdagsfest ved man jo godt, hvad den og den onkel mener, men man ødelægger jo ikke stemningen med vilje,” lød det.

Det lukkede arrangement på universitetet vidner netop om, at alle ikke er lige begejstrede for at fejre Hans Egede.

Her var ingen repræsentanter fra Kommune Sermersooq, som Nuuk hører under, ingen studerende, og ingen repræsentanter fra den brede offentlighed.

Og inde i byen, på den sidste fjeldtop, før by bliver til hav i Nuuks gamle bydel, troner en omdiskuteret bronzestatue af Hans Egede. Den er rejst med penge fra en indsamling, som blev startet under Kongehusets første besøg i landet i 1921.

Vi kan ikke lave historien om

Men selvom den skinner blankt, er den ikke længere helt finpoleret, for i præstekjolens folder gemmer sig røde pletter. På Grønlands nationaldag den 21. juni 2020 blev statuen overhældt med rød maling og teksten ”decolonize”, og aktionen kastede lys over debatten om den grønlandske befolknings forhold til kolonitiden. Hans Egede bliver fremhævet som den, der uddannede grønlænderne, indførte kristendommen, og bevarede det grønlandske sprog, ikke mindst ved at sørge for, at Bibelen blev oversat. Men der er også flere, der i dag sætter spørgsmålstegn ved hans gerninger og ser ham som en vestlig koloniherre, der tyede til tyranniske metoder og afstraffede de lokale med pisk og vold.

Aktionen mod statuen i 2020 førte til, at Sermersooq Kommune udskrev en afstemning om statuens fremtid, hvor et snævert flertal afgjorde, at den fik lov til at blive. Men kommunen besluttede at aflyse markeringen af 300-året for Hans Egedes ankomst og i stedet fejre 300-året for grundlæggelsen af Nuuk i 2028, og det er altså medvirkende til, at Hans Egede-fejringen på mange måder også går under radaren under det nuværende royale besøg.

Dronningen satte ikke selv ord på markeringen af Hans Egede under besøget på universitetet, men i sin tale ved Selvstyrets æresmiddag lørdag aften, nævnte hun bogoverdragelsen og satte ord på nogle af sine tanker omkring de vanskeligheder, der gemmer sig i det dansk-grønlandske tilhørsforhold:

”Historien er rig og kompliceret. Den er fuld af ting, som vi husker og genfortæller med stolthed, men der er også dele af den, som vi i dag undrer os over, og som det kan være svært at forlige sig med. Historien ligger bag os, den kan vi ikke lave om, den er en del af os, og den må vi tage med os. Det er vores historie, og den har formet os til dem, vi er i dag. Uden den var vi ingen.”