Da en dybt bevæget 31-årig tronfølger den 15. januar 1972 blev udråbt som dronning Margrethe II, tog hun bogstaveligt talt en himmelsk magt til hjælp.
jeg beder Gud hjælpe mig og give mig styrke til at løfte den tunge arv, sagde hun fra balkonen, efter det nifoldige hurra for den nye dronning, som daværende statsminister Jens Otto Krag (S), svingede taktstokken over. Der var endnu ikke gået et døgn efter faderen, kong Frederik IXs, død aftenen før.
I den situation følte hun, har hun i et tidligere interview fortalt forfatteren Thorkild Hansen, at dér var jeg nok alligevel ikke alene, selvom jeg ikke ville have troet, at det var sådan.
LÆS OGSÅ: Kongehuset og kirken hænger snævert sammen
Den nye, unge dronning erstattede en ungdoms det siger mig ikke rigtig noget og en for 1970erne typisk nøgtern og intellektuel tilgang til religiøsitet med at blive dybt optaget af teologiske spørgsmål, og hvad tro kan betyde for mennesker.
Kirkens overhoved, næst efter Vorherre, vil nogen sige, er gået meget aktivt ind i det folkekirkelige Danmark. Men uden sjælekrængeri, som hun udtrykker det. Hun har arvet faderens foragt for ydre, kristelige manifestationer. Om end ikke så bramfrit udtalt som af den gamle sømand, kongen også var.
Men hun da påpeget over for Politikens Ninka, at evangeliet skal man omgås uden sukker.
LÆS OGSÅ:Portræt af en dronning - af Guds nåde
Kirkens overhoved prædiker årligt for hele nationen.
I alle årene har hun, som hendes far og farfar også gjorde det, holdt sin egen civilreligiøse gudstjeneste. Og det med seertal, som kan få enhver tv-direktør til at høre englene synge: nytårstalen.
2,3 millioner indbyggere i kongeriget stod den 31. december klokken 18 klar med champagneglas, kransekage eller snacks foran tusinder af tv-skærme for at høre regenten udlægge årets gang. Og ingen siger et ord, før ordene Gud bevare Danmark har lydt.
I år var det 40. gang.
Professor Margit Warburg, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, kalder det en af de anledninger, hvor staten højtideligholder nationens enhed og gør den hellig. Det gælder også gudstjenesten ved Folketingets åbning i oktober, gudstjenesten i Holmens Kirke på valdemarsdag og i højmessens kirkebøn, hvor præsten beder for øvrigheden og kongehuset.
Dronningens afslutningsord har sin parallel i de amerikanske præsidentindsættelser, hvor den vindende kandidat lover at beskytte den amerikanske forfatning og slutter med ordene so help me God. Det er en abstrakt Gud, som alle trosretninger kan rummes under, men det vigtige er påkaldelsen af Gud i den nationale sammenhæng, siger hun.
LÆS OGSÅ:Dronning Margrethe om sin tro og tvivl (interview af chefredaktør Erik Bjerager)
I 2011 sluttede Dronningen året med ordene: Lad os gå ind i det nye år med bevidstheden om, at vi alle kan være hinandens nærmeste. Gud bevare jer alle; Gud bevare Danmark.
Det er nyt, at hun siger Gud bevare jer alle. Det er de ordrette afslutningsord fra præsident George W. Bush, da han blev indsat: God bless you all, and God bless America. Og det inkluderer for Dronningens vedkommende, som for præsidentens, at det gælder alle borgere uanset race og religioneller ingen religion.
Det danske monarki er et levn fra enevælden. Dronningen underskriver alle love med Vi, Margrethe den Anden, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt
Og det er en rest fra enevælden, der egentlig sluttede med Grundloven i 1849. Som statsoverhoved er Dronningen ikke kun en del af det politiske system, men hun har også denne civilreligiøse karakter, som gør, at hun implicit har Gud på sin side til at legitimere den danske samfundsorden. Hun er simpelthen landets samlende civilreligiøse overhoved, fordi hun er dronning af Guds nåde, siger Margit Warburg.
Tidligere biskop i Københavns Stift, Erik Norman Svendsen, er personligt valgt af Dronningen i 2008 som såkaldt kongelig konfessionarius. Det vil sige, at han er den præst, som foretager de kirkelige handlinger i kongefamilien. Blandt andet har han viet kronprinsparret og døbt deres børn. Erik Norman Svendsen kan, ligesom næsten halvdelen af befolkningen, ikke forestille sig en nytårsaften uden Dronningens nytårstale.
Ved at tale direkte til os alle om vores land og liv og de aktuelle udfordringer og bekymringer, bliver hun et nationalt samlingspunkt for os alle, siger han.
Seertallet viser også den store interesse, der er for Majestætens nytårstale hvert eneste år. Talerne bliver ikke blot kommenteret i pressen, men også mellem almindelige mennesker, og nogle af hendes emner i de årlige nytårstaler huskes længe efter.
Dronning Margrethe II er den eneste borger i Danmark, som ikke har religionsfrihed. I Grundloven står der, at kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.
Om religionstvangen sagde hun i Tronen, troen og teologien sam-taler med dronning Margrethe, et interview foretaget af Kristeligt Dagblads tidligere chefredaktør Gunnar Rytgaard:
Jeg har følt, at det i høj grad var en given ting, som man ikke skal give sig til at diskutere. Jeg tror, de fleste mennesker hvis de virkelig tænker efter må sande, at der er sider af deres tilværelse, som er givne af den ene eller den anden grund. Jeg har aldrig syntes, at det var et problem i sig selv. Jeg har aldrig tænkt, at det var dog også noget skrækkeligt, at man ikke skal noget andet.
Hun har senere formuleret sit tvungne kirkeforhold på en anden måde i et interview med avisens nuværende chefredaktør, Erik Bjerager:
For mig er det en kæmpe fordel, så behøver man ikke stille så mange spørgsmål. Kravet går på at tilhøre folkekirken, ikke hvor mange gange man går i kirke.
Men i kirke går hun. Også tit og ikke alene ved de lejligheder, hvor hendes tilstedeværelse påkræves.
Oftest kommer hun som helt almindelig kirkegænger og har i den sammenhæng sprogfornyet med udtrykket hverdags-søndage og små søndage.
Der er nogle søndage, som er, hvad jeg kalder store søndage, hvor det hele ligesom bliver vældig spændende. Der er andre søndage, som er lidt mere hverdags-søndage, og dem skal man tage med. () Det er ikke oplevelsen, det kommer an på. Det er synd, at mange tror, det skal komme an på en oplevelse, men det har nok noget at gøre med hele vores bevidsthed om medier og begivenheder og sensationer. Eller det med, at det skal komme én ved. Efter min mening kan ingenting sige én noget hver eneste gang. Så kan det være præstens skyld, vor egen skyld, eller det kan bare være Vorherre, der siger: Kan du ikke bare tage en hverdags-søndag!, siger hun i Tronen, troen og teologien.
Med de udtalelser om kirken, Dronningen kommer med, vil jeg godt satse på, at hun er grundtvigianer. Det er lyssynets kirke, hun taler om, siger Johannes Nørregaard Frandsen, der er cand.phil. og institutleder på Syddansk Universitet.
Blandt andet har Dronningen sagt, at kristentro er hverken for kloge eller dumme. Den er for mennesker! Det forlanges ikke, at man skruer hovedet af, det forlanges heller ikke, at man skruer det særlig fint på.
Hun er et begavet menneske, som er fabelagtigt dygtig til at markere, uden at særmarkere. Hun markerer blandt andet, at hun er et menneske, der hører til i folkekirken. Hendes store, store styrke er, at hun på en dygtig måde er med på beatet, altid velorienteret, og at hun aldrig træder over stregen. Og så er hun enormt socialt begavet, siger han.
Johannes Nørregaard Frandsen har aldrig hørt det kirkelige Danmark reagere mod monarken.
Og det kan godt undre, når man ved, hvor stridbare kirkens folk kan være, siger han.
Margrethe II er ikke kommet sovende til sin store viden om teologi. Hun blev klædt teologisk på efter sin tiltrædelse. Det beskriver forfatter Jens Andersen i bogen M 40 år på tronen, der udkom sidste efterår.
Nemlig i grevens søndagsskole, hvor den nye dronning havde samtaler på Schackenborg i Møgeltønder, i dag prins Joachims residens. Her havde hun en række samtaler med blandt andet de to store Aarhus-teologer P.G. Lindhardt og Regin Prenter. Med var også Christian Thodberg, som var kongelig konfessionarius fra 1975 til 2008. Vært var greven, Hans Schack, deraf navnet på skolen.
Hun ønskede mere teologisk indsigt og etablerede i midten af årtiet (1970erne, red.) sit eget lille private fakultet af udvalgte teologer og religionsfilosoffer, som Dronningen foretrak at kalde for en bekendtskabskreds, skriver Jens Andersen.
Det var dog ikke teologi det hele, der var også tid til at bygge snemænd, på Dronningens initiativ.
Og teologisk kyndig blev hun.
Som Erik Norman Svendsen udtrykker det:
Få kender som hun salmebogen, og hun interesserer sig levende for teologi og kirkeliv.
Dronningens interesse for kirkeliv har også givet sig mere praktiske udtryk.
Ved bispeindvielser er fire biskopper fra Aarhus, Viborg, Haderslev og Aalborg iført bispekåber, der er designet af Dronningen. Hun har også udført skitser til messehageler, hvor det tilbage i 1970erne og 1980erne var prinsesse Benedikte, der kreerede patchwork, og dronning Ingrid, der broderede.
Der er også officielle gøremål som kirkeligt overhoved. Blandt andet er det regentens ceremonielle opgave at autorisere nye bibeloversættelser, salmebøger og ritualer. Det var tæt på at gå galt med den nye salmebog, da daværende kirkeminister ToveFergo (V) såede tvivl om, hvorvidt hun ville sende salmebogen videre til autorisation.
Dronningen udnævner også officielt biskopper og provster efter indstilling fra Kirkeministeriet.
Og som med al anden lovgivning i landet underskriver hun også love fra Kirkeministeriet.
Hun har mest en ceremoniel rolle, siger højskoleforstander på Testrup Højskole Jørgen Carlsen.
Men jeg betragter hende som en meget tænksom og begavet person, som godt ved, at hun ikke skal stikke næsen frem i teologiske anliggender. Det betyder ikke, at hun ikke må ytre sig om kristendom, hun må bare ikke fælde domme, siger han.
Og sammenligner Dronningens rolle med kvinderne i Ebbe Rodes monolog af Storm P.: De ska gaa i Forvejen med Madkurvene og i det hele taget holde sig i Baggrunden ...
leder side 16
