Prøv avisen

Drop in-dåb spreder sig uden for København

Foto: Emil Kastrup Andersen

Over 100 danskere har benyttet sig af muligheden for at komme ind fra gaden og blive døbt, og i morgen finder drop in-dåb sted for fjerde gang. Første arrangement er nu på vej i Jylland

I morgen kan man gå direkte fra gaden og ind og blive døbt i Sct. Matthæus Kirke på Vesterbro i København. Det eneste, man skal have med, er sit kørekort eller pas – eller en forælder hvis man er under 18 år. Det er ikke engang nødvendigt at ringe i forvejen.

Det er fjerde gang, der holdes drop in-dåb i Danmark. Over 100 mennesker i alle aldre er blevet døbt på den måde. Fænomenet begyndte i Kristkirken på Vesterbro i København sidste år og har siden spredt sig mellem hovedstadens kirker. Med et enkelt arrangement i Dalum Kirke på Fyn og planer om lignende tiltag i Aarhus Søndre Provsti bevæger kirkeinitiativet sig langsomt vestpå til resten af Danmark.

Sognepræst og fremtidsforsker Birgitte Kragh Engholm er en del af holdet bag det oprindelige initiativ på Vesterbro, ligesom hun er en af de præster, der står for arrangementet i morgen. Hun oplever, at folk tager den nye måde at blive døbt på til sig, fordi den opfattes som langt mere uformel end den traditionelle dåb.

”Normalt kan der være meget ståhej og stor fest forbundet med en dåb, og for mange bliver det for formelt. Tærsklen ind til kirken er her lidt lavere, og derfor passer det bedre ind i folks behov,” siger hun, og mener, at behovet er opstået i en tid, der er mærket af at 1968’er generationen valgte kirken fra.

”Nu oplever det moderne menneske, at det hele tiden selv skal definere sit eget liv, og det er en meget stor udfordring. Man er i dag frit svævende og har brug for et fundament under sine fødder. Bliver man en del af den store kristne fortælling, kan man fortælle sig selv ind i den, og så får man noget at læne sig op ad.”

Anita Hansen Engdahl, lektor på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, forstår godt, at initiativet er blevet aktuelt:

”Det er jo en missionsstrategi, der tilpasser sig nutidens kontekst på linje med de andre nye former, vi har set som minikonfirmander og graviditetssamtaler,” siger hun og er ikke afvisende over for, at drop in-dåben i teorien kan sprede sig mere. Hun mener dog, det kan blive en udfordring i dele af landet.

”I de områder, hvor man har en meget stor bevidsthed om sogn og kirkelig tradition, er der ikke en brændende platform, som gør drop in-dåb aktuel. Så der kan godt gå lang tid, hvis det overhovedet kommer derhen. Når det starter i København, skyldes det, at den københavnske dåbsprocent historisk set er katastrofalt lav. Hvis du til gengæld befinder dig i Ribe Stift, vil du mange steder se, at næsten 100 procent af befolkningen allerede er døbt.”

Birgitte Kragh Engholm er dog uenig og tror, at behovet findes i hele landet.

”Mange præstekolleger har henvendt sig lidt skeptisk og set det som en ’Vesterbro-historie’. Men det er det slet ikke. Der findes familier overalt i landet, der aldrig er blevet døbt af den ene eller den anden grund,” siger hun, og forklarer desuden, at flere af de mennesker, der bliver døbt til drop in-dåb, kommer langvejs fra.

Til dåben i morgen stilles fire præster til rådighed, som vil rotere mellem at have dåbssamtaler og stå ved døbefonten. Derudover er to præster på tilkaldevagt, hvis der bliver brug for flere hænder.

Flere præster har tidligere kritiseret drop in-dåben, da de er bange for, at dåbsoplæring, som ellers traditionelt er en del af voksendåb, ikke har mulighed for at blive udfoldet nok under arrangementet. Sognepræst Mette Gramstrup var præst ved den første drop in-dåb i september sidste år, hvor 34 mennesker blev døbt. Hun mener, at fænomenet giver anledning til selvransagelse i folkekirken.

”Det er utroligt spændende. Teologisk bør man se på, hvad dåb overhovedet er for noget. I folkekirken har vi opført os, som om frelsen foregår gennem os, men vi er i virkeligheden bare et af de steder, hvor dåb forvaltes. Dåb er Guds gave, ikke kirkens,” siger hun.

Mette Gramstrup mener ikke, at nye kristne behøver en videre trosafhøring:

”Hvem ville bryde sig om at gå til eksamen i sin tro. Det handler om de dybeste lag i ens hjerte. Hvor får man sproget til at sige til en præst, at man gerne vil have Guds bekræftelse på, at man er elsket og hører til?”, spørger hun retorisk og fortsætter:

”Hvis jeg ville gå og eksaminere folk, var jeg nok blevet dommer eller lærer i stedet for præst. Kun Gud ved, hvad der er godt nok, når det kommer til stykket.”