De er par nummer 4. Nummeret står i en rød cirkel på den lille seddel, som Maria Munnecke på 43 år og Kristian Lajer på 41 år har fået stukket i hånden. Om lidt skal de før vielsen tale med en præst, som står klar i den store kirkesal i den københavnske Sankt Matthæus Kirke. Ved indgangen er opstillet en lille buffet med jordbær, kransekage og bobler i plasticglas.
”Åh, Jeg har glemt buketten,” udbryder Maria Munnecke, men smiler straks efter.
”Sådan er vi,” siger hendes kommende ægtemand og slår ud med armene, ”så det her passer os fint, at det behøver ikke være så formelt”.
Adspurgt om grunden til at vælge denne form for bryllup forklarer bruden, at dette var mellemvejen mellem flere ønsker.
”Valget har for os stået mellem rådhusbryllup og kirkebryllup, og dette var et godt kompromis. Jeg er traditionalist og ville gerne have haft det store kirkebryllup, men Maria er mere moderne og kunne ikke rigtig se sig selv i det,” siger Kristian Lajer.
”Vi prøvede at blive gift i Las Vegas for omtrent 10 år siden, men det kunne vi alligevel ikke, det var for plasticagtigt. Her er det højtideligt og et rigtigt bryllup, men alligevel uformelt. Jeg har de røde laksko på, men alligevel er det afslappet,” siger Maria Munnecke og ser glad ud.
For godt en måned siden faldt hun over en annonce på Facebook om drop in-vielsen og spurgte sin kæreste, om ikke ”dette er vores chance,” fortæller hun, der har været sammen med Kristian Lajer i snart 13 år. Efter vielsen glæder de sig til festen for 20 gæster hjemme i deres lejlighed, hvor en kollegas datter anretter buffet fra cateringfirmaet ”Mellemøstens rødstrømper”.
At dømme efter trængslen i kirken er par nummer 4 langtfra de eneste, som synes om denne form. Det er dog en forventet succes, melder præst Anita Rohwer om den første københavnske drop in-vielse, som kommer efter landets allerførste af slagsen, der foregik i Hornbæk i Nordsjælland sidste september. Til stede er fire præster, tre kirketjenere og to frivillige, som efter bedste formåen gelejder gæster og par til deres pladser. Det eneste, de giftelystne skal medbringe, er prøvelsesattester og id.
Der er også et vist presseopbud. En præst joker med en ung mandlig journalist fra P3, som er i gang med en lydreportage.
”Næste gang er det dig, der skal giftes,” siger hun til ham og ler.
”Så må I arrangere en speed-dating, så man kan vælge sig en partner inden,” kvitterer han.
En kvindelig studerende fra Syddansk Universitet er på egen hånd taget herind for at skrive om folkekirkens nye tiltag, der oprindeligt stammer fra Sverige og Norge.
Der hersker en intens og lettere anarkistisk stemning i kirken. Kvinder i farverige kjoler med brudebuketter i hånden og deres partnere – nogle i jeans, andre i jakkesæt – dukker op, gæster med forvirrede blikke leder efter deres par med poser af ris og fuglefrø klar til at kaste, og børn i alle aldre fylder kirkerummet.
En vielse er netop færdig oppe ved alteret, hvor parrets gæster også er med. Nu stiller de sig ved bænkene og følger med øjnene parret, der går ned ad kirkegangen akkompagneret af en bryllupsmarch. Straks efter går en ny vielse i gang, og det forrige pars gæster skynder sig ud i foyeren for at lykønske deres brudepar, mens nye gæster gør deres entré.
Ved trinnet til kirken står par nummer syv. Emilie Bjørn Lubones på 33 år står i en vintagebryllupskjole i hvid tyl, som hun fandt i Amsterdam, da hendes kæreste friede til hende i sommer. Over den har hun en sort læderjakke. Hendes datter er brudepige med blomster i håret. Rasmus Bjørn Lubones på 37 år står med deres lille, fælles søn i favnen og må skærme ham for gæsternes fuglefrø, mens lykønskninger fyger gennem luften.
De droppede at blive gift på rådhuset som ellers planlagt, da de valgte datoer blevet rykket i et ”dårligt system,” fortæller Rasmus Bjørn Lubones, der er ateist, men alligevel kunne gå med til en kirkevielse. Emilie Bjørn Lubones lægger desuden vægt på drop in-vielsens praktiske side.
”Vi ville ikke holde en stor forbrugsfest og bruge en masse penge, men vi ville gerne have vores forældre med, så da jeg læste om dette i en artikel, tænkte jeg, at det kunne være for os. Det kræver ikke så meget planlægning og er lidt mere løst, men det er alligevel mere festligt end på rådhuset. Kirkebryllup er en tradition i vores familie og det ville jeg rigtig gerne. Selvom det lyder dumt, så er man er mere ’rigtigt’ gift,” siger Emilie Bjørn Lubones.
På pladsen foran kirken står par med familie og venner i mindre enklaver. Et Dannebrog vajer, martssolen skinner og fuglesang blander sig med munter snakken.
16 par blev i alt gift. Præst Anita Rohwer er på kirkens vegne tilfreds efter dagens vielser:
”Parrene følte sig i centrum og oplevede det som en ’rigtig’ vielse,” siger hun.
Sankt Matthæus Kirke gentager drop in-vielser til efteråret.