Prøv avisen

DR's morgenandagt skaber splid mellem kristelige medieforeninger

Mens KLF, Kirke og Medier er gået med til beslutningen om at fjerne Morgenandagten fra FM-båndet, nægter Katolsk Medie Forum fortsat at gå på kompromis i sagen. Foto: Colourbox. Foto: VALERY SELEZNEV

Beslutningen om at fjerne Morgenandagten fra FM-sendefladen har hidtil mødt samlet modstand fra to seer- og lytterorganisationer

Mens KLF, Kirke og Medier er gået med til beslutningen om at fjerne Morgenandagten fra FM-båndet, nægter Katolsk Medie Forum fortsat at gå på kompromis i sagen.

Det blev i marts i år besluttet, at Morgenandagten i forbindelse med sammenlægning af radiokanalerne P1 og P2 skal overgå til det digitale radiosystem DAB. En beslutning, som KLF, Kirke og Medier siden sidste sommer har været erklæret modstander af.

LÆS OGSÅ:Minister støtter DR's flytning af Morgenandagt

Således betegner landsformand Lars-Peter Melchiorsen i juli 2010 i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad det som svært at opfatte flytningen af Morgenandagten som andet end en degradering og en marginalisering af et vigtigt kirkeligt indslag i programfladen.

Dengang indledte KLF, Kirke og Medier en underskriftindsamling for at bibeholde Morgenandagten på FM-båndet. Ni måneder senere, efter en samtale med Danmarks Radios direktør, Inger Bach, har Lars-Peter Melchiorsen strakt våben.

"Jeg måtte jo se i øjnene, at det ikke kunne blive anderledes. Hvis det kun havde været DAB, ville jeg virkelig sige, at det var en degradering. Men idet DR kom med tanken om at lægge Morgenandagten på DR2's lydside og samtidig også arbejde med billedsiden, var sagen lige pludselig noget anderledes," siger han.

Oven i det kommer løftet fra DR om en morgenandagt for børn og unge. Dermed opfylder Danmarks Radio et mangeårigt ønske hos KLF, Kirke og Medier. Lars-Peter Melchiorsen mener dog ikke, at der er tale om, at DR har handlet sig til, at KLF, Kirke og Medier nu accepterer flytningen af Morgenandagten.

"Jeg tror på dialog. En samtale kan flytte på nogle ting, men ikke alle ting kan lade sig gøre. Det er udgangen på en dialog. Lad os sige det sådan," siger han.

Hos Katolsk Medie Forum, der udgør den anden af de to kristne interesseorganisationer i dialog med DR og i Sammenslutningen af Seer- og Lytterorganisationer i Danmark, møder flytningen af Morgenandagten fortsat modstand. Næstformand Niels M. Uldall skriver i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad i dag, at foreningen ikke vil gå på kompromis i sagen.

"Katolsk Medie Forum kan ikke gå på kompromis i en sag, hvor mange tusinde lyttere bliver frataget en særtjeneste på deres analoge kanal. Vi står fast, også i frygt for, at dette er begyndelsen til en æra med indgreb over for andre kristne programmer," skriver Niels M. Uldall.

Det er ifølge landsformand Annette Madsen et udtryk for et sidste forsøg på at få DR til at skifte mening. Hun håber, at Katolsk Medie Forums vedholdenhed også vil glæde KLF, Kirke og Medier.

"KLF har været nødt til at bøje nakken. Men jeg ved, at Lars-Peter Melchiorsen finder det ærgerligt, at mange mennesker går glip af noget, der har været tradition i så mange år. Katolsk Medie Forum vil prøve én gang til at få Danmarks Radio til at tænke sig om," siger Annette Madsen.

Beslutningen om at flytte Morgenandagten fra FM-radio til DAB-radio træder i kraft i november 2011.

mcghie@k.dk