Der tændes mange lys i den mørke adventstid. Flere af disse traditioner er ikke særlig gamle, men blev først brugt i Danmark fra midten af 1900-tallet. En af dem er adventskransen. Skikken med at sætte fire lys i en grankrans pyntet med bånd menes at stamme fra de herrnhutiske miljøer i Nordtyskland og blev indført i Sønderjylland omkring år 1900, men i 1939 blev den lanceret af blomsterhandlere over hele landet.
Og de havde held med sig. Adventskransen blev en integreret del af december måneds liv, om end den udformes på mange forskellige måder, hvad angår materialer og farver. Kun de fire lys er gennemgående.
En anden lysskik har cirka samme alder i Danmark: Lucia-optogene. Denne skik har vi fået fra Sverige. Lussenatten eller Lucianatten mellem den 12. og 13. december var i mange århundreder årets længste dag, indtil kalenderreformen i 1750 i Sverige (1700 i Danmark) tog 11 dage ud et enkelt år, for at rette op på den uoverensstemmelse, der efterhånden var opstået mellem den julianske kalender og jordens gang omkring solen. Det betød blandt andet, at den længste nat nu blev den 22. december.
I Vestsverige blev man dog ved med at fejre Lussenatten, som om den var den længste. Ja, så lang mente man, at den var, at man måtte spise tre gange morgenmad, før det blev dag. Disse måltider kaldtes "lussebiten" og spistes i sengen. De bestod blandt andet af kaffe med dyppé. Mange kender sikkert de fine safran-krydrede boller med korender, de såkaldte "lussekattor". Pigerne på gårdene serverede for mændene - og krøb selv op i sengene igen.
I højere standsmiljøer lavede man et helt lille optog, hvor pigerne kom ind i herskabets sovekammer bærende på mad og lys. Pigerne begyndte i 1800-tallet at blive omtalt som klædt i hvidt med levende lys i en krans om håret. Det blev også kaldt Lucia eller Luciabrud efter den sicilianske martyr af samme navn fra år 300. Lu-ciabruden har i øvrigt en ydre fremtoning, der minder påfaldende om den sydvesttyske skik, hvor en hvidklædt pige med tændte lys i en krans om håret ("Christkindchen") går fra hjem til hjem og deler gode sager ud.
I sit følge fik Luciabruden ofte stjernedrenge, en senmiddelalderlig juleskik, der kendes fra hele Norden, hvor drenge med spidse huer og stjerner gik fra hus til hus og sang om de hellige tre konger og Jesus fødsel. Den svenske Luciatradition har således mange kulturelle rødder og flere kristne spor.
Luciaoptoget bredte sig fra højere stand til menigmand og blev først i 1920'erne kendt over hele Sverige, hvorefter man arrangerede offentlige Luciaoptog. Under besættelsen blev flere danskere så begejstrede for skikken, at de introducerede den i Danmark. Første danske Luciaoptog var i 1944 på National Scala i København. Skikken blev en succes, skønt den vel primært er blevet for børneinstitutioner og plejehjem. Den mere hjemlige side af den svenske tradition med mad i sengen og lusseboller har vi ikke taget op. Men den krans, Lucia-bruden har i håret, minder ofte påfaldende om en adventskrans. Således forenes to af decembers nyere kristne lysskikke.
livogsjael@kristeligt-dagblad.dk
På sporet af kristendommen
"På sporet af kristendommen" skrives på skift af etnologen Tine Damsholt, litteraten Johannes Nørregaard Frandsen og kirkehistorikeren Carsten Bach-Nielsen. Læsere er velkomne til at komme med kommentarer eller gode ideer til emner til de tre skribenter. Send et brev mærket "På sporet af kristendommen" til Kristeligt Dagblad, att. Liv & Sjæl, Rosengården 14, 1174 København K. eller en mail til adressen: livogsjael@kristeligt-dagblad.dk.