Du bærer lyset frem i dine hænder

Den danske lucia-tradition kom fra Sverige, mens svenskerne menes at have fået juletraditionen fra Tyskland

Luciaoptog på Plejecenter Blichergården i Viborg i går. Emma går forrest som lucia-brud. –
Luciaoptog på Plejecenter Blichergården i Viborg i går. Emma går forrest som lucia-brud. –. Foto: Preben Hansen.

Landet over blev plejehjem, skoler og andre offentlige institutioner i går svøbt i skønsang for en stund. 13.december er der luciaoptog, hvor hovedsageligt piger tager lys i håret og glæder med deres sang. Billedet her er fra Plejecenter Blichergården i Viborg, hvor Emma førte an.

Egentlig kommer den danske luciatradition fra det svenske. Men det er ingen svensk tradition heller. Det menes, at håndværkere fra Rhinlandet havde skikken med sig til Skandinavien i 1600-tallet.

Dengang var 13. december årets korteste dag, men med den gregorianske kalenders indtog i Danmark i 1700 og i Sverige i 1

753 blev den korteste dag den 21. december.

Den svenske tradition som i virkeligheden handler om natmad har en slående lighed med en sydvesttysk skik om Kristusbarnet. Det var en lille pige, der gik rundt i juledagene med lys i håret og delte godter ud. En form for Jesusskikkelse, som nogle ifølge historie-online.dk mener er forløberen for luciatraditionen i stedet for den helgen, andre mener, hun var. Kristusbarnet fulgtes med Hans Trapp, som kunne pege de uartige børn ud.

Den ældste svenske omtale af lucia stammer fra 1764, hvor en skånsk provst besøgte en familie i Västergötland. Midt om natten den 13. december oplevede han at blive vækket af sang midt om natten, hvorefter et hvidklædt fruentimmer, der var forsynet med vinger, kom ind med to lysestager, hvorefter en anden kvinde kom med et lille bord. Bordet var dækket med forskellige lækre madvarer og drikke.

Det var netop maden, der var i centrum, fordi natten var så lang, at man skulle have noget at styrke sig på i løbet af den. Ligesom det hed, at Lussenatten er så lang, at koen bider tre gange af sult i lænken, inden den er omme.

De første danske lucia-arrangementer er så vidt historie-online.dk kan finde frem til holdt i 1944 og havde karakter af en skønhedskonkurrence. Den danske luciabrud er dog modsat Sveriges hjemmelucia blevet en institutionslucia.

Og det blev der sat stor pris på ude i landet i går.