Prøv avisen
Bedste&værste

Du er god nok, men gør dig alligevel umage

Folkekirken skal være hævet over tiden, siger skribent og debattør Claes Kastholm Hansen, som synes, det er noget vrøvl, at folkekirken er for gammeldags.

Folkekirken løfter den nationale tradition. Men skribent og debattør Claes Kastholm Hansen kunne godt undvære det, han kalder folkekirkens umiskendelige præg af embedsmandskirke. Læs eller genlæs interviewet i anledning af Claes Kastholms død

Hvad er det bedste ved kristendommen?

Set fra et idéhistorisk synspunkt er kristendommen, som den er artikuleret i Det Nye Testamente og i kirkefædrenes erfaringsbaserede spekulationer, en genial konstruktion, der på raffineret vis formulerer de spørgsmål, den menneskelige eksistens stiller, og giver svar, der på én gang imødekommer det primitive og det forfinede behov og rummer en psykologisk indsigt uden lige. Set fra et personligt synspunkt er kristendommen en religion, der uden at fortrænge bitre kendsgerninger om tilværelsen breder en varme over hele livet. Den dømmer ikke, men stiller alligevel krav. Den sætter viljen fri og er på den måde et afgørende slag mod al slags determinisme, men forstår godt, at vi alligevel er bundne. Det største er nådesbegrebet. Herved får du et slag på skulderen, der siger: ”Du er god nok, som du er, men gør dig alligevel umage.” Det er, om jeg så må sige, solen i kristendommen.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Der er ikke noget ”det værste” ved kristendommen. At den kan misbruges til at øve magt over andre, er en banalitet, der gælder alle åndelige overbygninger på den rene biologi. Det er ikke et problem ved kristendommen, men ved mennesket.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Den tager vare om og løfter den nationale tradition. Den vedligeholder det nationale fællesskab og danner en ramme om lødig samtale om eksistensen. Desuden varetager den rituelle funktioner, der er uundværlige i livets grænsesituationer. I min egen verden, som er delt mellem København, hvor jeg bor, og Nordjylland, hvor jeg har en gård, kommer jeg en del i folkekirken. Især i Nordjylland, hvor jeg bedre har tid til det. Jeg kender meget til kristendommen, men hvis jeg skal sige det kort, er jeg en ”troens dilettant”, som Martin A. Hansen (forfatter, red.) sagde.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Der er mange slemme ting. For det første dens umiskendelige præg af embedsmandskirke. For det andet, at den forvaltes af biskopper, der kun for enkeltes vedkommende er personligheder af teologisk format og nærmere er en slags departementchefer. For det tredje, at den rummer for mange opportunistiske levebrødspræster. For det fjerde dens mere eller mindre ligegyldige og lavtflyvende menighedsråd, der nærmest er selvsupplerende. For det femte og afgørende, at den i sin iver efter at leve i fred som en bekvem ramme om akademiske stillinger og ikke støde an undlader at opfylde missionsbefalingen ved at fortolke den så bredt, at den bliver ligegyldig. Præsterne bør ikke alene fortolke evangeliet, men også gøre det med passion. Det skal være noget, de er villige til at gå i brechen for. Det er naturligt, at det ikke er alle, der kan holde dampen oppe, men det er unaturligt, at der ikke er flere, der så tager konsekvensen og finder noget andet at bestille.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

At den levendegør vores fællesskab med generationerne før os og inddrager os i en pagt med livet, som det har været levet af menneskene i tusinde år. At den kan forene det nutidige og det altidige i en lødig samtale om det at være menneske, en samtale, der er ved at forsvinde i det moderne liv og efterlader menneskene i latent fortvivlelse. Og først og sidst er det bedste ved gudstjenesten, at den viser, at lille Claes nok er af betydning, men at han ikke er universets centrum.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Jeg synes ikke, der er noget ”det værste” ved gudstjenesten. Den er et absolut, der står i sig selv, uanset hvordan den forvaltes. Men det ville være dejligt, hvis man altid mødte magtfuld og indsigtsfuld, kort sagt: levende, forkyndelse i kirken, og at den i bredeste forstand var musisk i sit forløb. Den katolske gudstjeneste taler til sanserne på en måde, som den puritanske lutherske sjældent formår. Da Luther rensede kirken for udenomsværkerne, gik det ud over helgenerne og billederne. Det giver den evangelisk-lutherske kirke et puritansk fornuftspræg, hvor den katolske kirke med sine mange ritualer, sine helgener, farver og sin liturgi er mere musisk. Gudstjenesten er her en større oplevelse i den kunstneriske forstand end den evangeliske gudstjeneste, som taler mere til hovedet end til hjertet.

Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?

Jeg har svært ved at se noget ”det bedste” ved det multireligiøse samfund, for spørgsmålet har kun relevans, fordi islam efterhånden spiller en stor rolle i vores land som i andre europæiske lande. Men det er naturligvis altid et gode, at menneskene har frihed til at dyrke den religion, der nu er deres. Hvis folkekirken tilskyndes til at oppe sig lidt som følge af den øgede konkurrence på troens marked, er det muligvis godt. Jeg ved det ikke. Forsøget på at popularisere folkekirken ved forskellige popforanstaltninger bryder jeg mig ikke om. Det ville være godt for folkekirken, hvis ”konkurrencen” på det religiøse område kan få kirkens præster til at kaste mere energi ind i det missionerende og forkyndende. De er mange, der siger, at folkekirken er for gammeldags og bør tilpasse sig nutiden, men det, synes jeg, er noget vrøvl. Det siger sig selv, at det skal kirken ikke. Den skal ikke tale til tiden, men være hævet over tiden.

Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?

Et land som USA er multireligiøst af historiske grunde, og USA lever på godt og ondt med dette historiske faktum. Men det er ikke vores historie og kan aldrig blive det. I de sidste tusinde år har Danmark været kristent. Ja, man kan sige, at Danmarks skabelse som nation og kristendommen er uadskillelige. Hvis det multireligiøse samfund indebærer en ligestilling af alle religioner, er dette det værste ved det multireligiøse samfund, og der kommer intet godt ud af det. Der er noget pseudo over diskussionen om det multireligiøse samfund, det er en politisk korrekt omskrivning for det forhold, at når vi taler om et multireligiøst samfund, taler vi om et samfund med islam. Det er først med islam, at problemet er opstået. I århundreder har der i Danmark levet mange trosretninger og religioner side om side uden problemer, det er først omkring islam, at man er begyndt at tale om et problem. Det har ikke noget med et multireligiøst samfund at gøre, men med et dualistisk religiøst samfund med kristendommen og islam, og der kan jeg ikke være med. I mere daglig forstand lever vi allerede i et multireligiøst samfund, fordi kirken ikke har formået at opfange og kanalisere folks ubændige religiøse behov ind i en fornuftig kristen ramme. Derfor er så mange samfundsmæssige anliggender præget af religiøs lidenskab: Det gælder miljøet, hvor vindmøllen dyrkes som en anden Svantevit (afgud, red.), det gælder sundheden, det gælder motionsbevægelserne, gastronomien og så videre. Den ene religiøse bevægelse afløser den anden.