Dy Plambeck: Juleaften bliver man nødt til at glæde sig over Jesus’ fødsel – om man tror eller ej

Det er nærmest lige meget, hvem der skal døbes, så fælder forfatter Dy Plambeck en tåre, fordi hun synes, ritualet er så smukt. For hende handler søndagens prædikentekst om menneskenes indbyrdes afhængighed

Det bedste ved gudstjenester er at mødes om at synge salmer med andre mennesker, mener forfatter Dy Plambeck, som lærte salmernes univers at kende, da hun blev en del af det lokale kirkekor som 12-årig.
Det bedste ved gudstjenester er at mødes om at synge salmer med andre mennesker, mener forfatter Dy Plambeck, som lærte salmernes univers at kende, da hun blev en del af det lokale kirkekor som 12-årig. Foto: Leif Tuxen.

Hvad er den vigtigste pointe i dagens tekst?

Noget af det, jeg bider mest mærke i, er Johannes Døberens konstatering: ”Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen.” Her læser jeg teksten, som om den også handler om kærlighed. Særligt det at træde til side for en, man elsker, som er det Johannes Døberen gør for Jesus. For mig handler teksten om, at vi mennesker er afhængige af hinanden. I stedet for, at man selv prøver at komme frem, skal man lade andre komme til. Det er en smuk gestus.

Hvem rummer ordene polemik imod læst i 2021?

Det er en meget demonstrativ tekst. Som forfatter læser jeg teksten som en fortælling, der skal fortolkes. Men hvis man læste teksten fuldstændig konkret, så tror jeg, nogle vil blive rimelig stødt. For eksempel over at det kun er dem, som tror på sønnen, Jesus, der har evigt liv. Det deler menneskeheden op i to. Dem, der tror, er på holdet, og dem, der ikke er på holdet, skal lide.

Hvem har lært dig mest om Bibelen i dit liv?

Det har jeg selv. Jeg er ikke vokset op i et hjem, hvor der var nogle, der gik i kirke. Men da jeg var 12-13 år meldte jeg mig til kirkekoret i vores lokale kirke, og det var her, jeg begyndte at lære salmerne at kende og blev interesseret i tro som et fænomen. Efter gymnasiet rejste jeg rundt i Mellemøsten – blandt andet i Israel, hvor jeg læste Bibelen fra ende til anden. Det var et meget stort projekt. Men det var også rigtig fint, for samtidig kunne jeg tage rundt og undersøge de forskellige steder, som optræder i Bibelen. Så på den måde blev det en meget konkret oplevelse for mig.

Hvilken bibelsk fortælling har haft størst betydning for dig? Hvorfor?

Blandt andet det sted i Mariæ Bebudelse, hvor englen kommer til Maria. Først bliver hun skræmt, men så siger englen ”frygt ikke” og fortæller hende, at hun skal føde Jesus. Der er en læring i, at det, man kan blive umiddelbart bange for, bagefter kan vise sig at være noget smukt og godt. Og så holder jeg meget af sætningen fra samme fortælling: ”Maria gemte alle disse ord i sit hjerte.” Det er et meget smukt bibelsk citat. Ordene er noget, man kan gemme inde i kroppen og hjertet. Jeg synes, der er noget meget fint over, at tro og krop endegyldigt hører sammen.

Har du en særlig bibelsk sætning, som har betydet meget for dig? For eksempel et konfirmationsord. Hvorfor?

Jeg elsker Saligprisningerne fra begyndelse af Bjergprædikenen, som for mig er en fortælling om vigtigheden af næstekærlighed. Og så holder jeg meget af ordet ”salig”, som på en måde er uoversætteligt. Så er der en tekst fra Prædikerens Bog, om at der er en tid for alting på jorden; en tid til at græde, en tid til at leve, en tid til at dø. Det er vigtigt, at der både er en tid til sorgen og en tid til glæden, og at de to ikke nødvendigvis er hinandens modsætninger.

Hvor tit går du i kirke?

Det gjorde jeg en hel del en overgang – også fordi min store pige gerne ville være præst, fra hun var fire til hun var seks år. Men på grund af corona, så er det faktisk ved at være lang tid siden, jeg har været i kirke. Men jeg tænker stadig, at min yngste datter på tre måneder skal døbes til foråret, hvor man forhåbentligt kan invitere folk igen.

Hvad har været din bedste oplevelse med en gudstjeneste?

Min bedste gudstjeneste må være min ældste datters dåb. Dåben er så fint et ritual, at det er nærmest lige meget, hvem der skal døbes, så kan jeg ikke lade være med at fælde en tåre. Jeg synes, det er så smukt at inkludere barnet i fællesskabet på den måde.

Hvad har været din dårligste oplevelse med en gudstjeneste?

En juleaften var jeg i kirke, hvor præsten nærmest prædikede dommedag, mørke og undergang. Han var meget moralsk fordømmende i forhold til, at vi mennesker ikke lever op til vores ansvar på en meget gammeldags måde. Det havde jeg svært ved. Særligt juleaften. Der bliver man nødt til bare at glædes over den fødsel, der har fundet sted, om man så tror på det eller ej. Juleaften er en glæde over, at livet findes, og at vi alle sammen er blevet født ind i næstekærligheden. Så det var simpelthen mærkeligt, at han stod der og prædikede død og undergang.