Prøv avisen

Enorme prisstigninger får danskere til at sløjfe familiegravstedet

89-årige Knud Friis på vej med stok og paraply til sin kones gravsted på Skanderup Kirkegård i Skanderborg. Siden en voldsom prisstigning for vedligeholdelsen af gravstedet i 2011 har Knud Friis selv måttet stå for vedligeholdelsen. - Foto: Bo Amstrup

Folkekirken har sat priserne op for gravsteder for at flytte ressourcer fra de døde på kirkegården til det kirkelige liv. Men det har fået mange danskere til at sløjfe familiegravstedet, og både sognepræst og biskop frygter for dansk kirkegårdskultur

En prisstigning på 177 procent. Det var meldingen fra den lokale kirke i Skanderborg til 89-årige Knud Friis, som siden 2006 havde betalt i omegnen af 900 kroner årligt for vedligeholdelsen af sin kones gravsted, hvor han også selv en dag skal begraves.

Efter en takstvejledning fra Kirkeministeriet steg betalingen for vedligeholdelsen af dobbeltgravstedet pr. den 1. januar 2011 til cirka 2500 kroner.

Det var mere, end Knud Friis kunne betale, og da klager til både menighedsråd, provsti og Kirkeministeriet ikke ændrede ved taksten, står Knud Friis i dag selv for vedligeholdelsen, så godt han kan.

”Jeg har betalt kirkeskat i over 70 år og var glad for den ordning, jeg havde, hvor kirkegårdsfolkene plantede blomster to gange om året og lagde gran på gravstedet om vinteren. Derfor protesterede jeg kraftigt over prisstigningen, men det ville kirken overhovedet ikke høre tale om. Gravstedet ligger i den yderste ende af kirkegården, og det kniber med at komme derop og passe det ofte for en gammel mand som mig. Det er da frustererende,” fortæller Knud Friis.

Flere andre steder i landet har de stigende takster for gravstedsvedligeholdelse fået mange til helt at sløjfe gravstedet. Selv har Knud Friis opsagt aftaler for seks familiemedlemmers gravsteder rundt omkring i Jylland, hvor han årligt havde betalt 3000-4000 kroner, men nu skulle betale op mod 10.000 kroner for vedligeholdelsen.

Der findes ikke centrale opgørelser over, hvor mange gravsteder der er blevet sløjfet som konsekvens af de landsdækkende takststigninger, men der er tale om et betydeligt antal, vurderer biskop i Ribe Stift og formand for Foreningen for Kirkegårdskultur, Elof Westergaard.

Det bekræftes også af en markant stigning i de så-kaldte hjemfaldne gravstedskapitaler, hvor menigheds-rådenes indtægter fra sløjfede eller udløbne gravsteds-aftaler er steget fra 169 millioner kroner i 2011 til 215 millioner kroner i 2014.

”At kirkegårdskulturen er under forandring, har vi vidst i årtier, og det hænger sammen med, at folk i stigende grad bliver kremeret i stedet for kistebegravet. Men det er da beklageligt og uhensigtsmæssigt, at de stigende takster for vedligeholdelse har fået den udvikling til at accelerere. Grundlæggende er det for mig at se rimeligt nok, at man skal betale kostprisen, hvis man ønsker at få et gravsted vedligeholdt af andre. Men de forandringer, det medfører, betyder, at vi er nødt til at kigge på en samlet, helhedsorienteret udvikling af kirkegårdsmiljøerne, så de ikke står og forfalder og i højere grad svarer til det behov, der er i dag,” siger Elof Westergaard.

Men det er lettere sagt end gjort. Selvom folkekirkens ti stifter i dag samlet set har knap 5 milliarder kroner i såkaldte stiftsmidler, der overvejende udgøres af indbetalte penge for gravsteder og vedligeholdelse, og som hvert år giver et betydeligt afkast, der føres tilbage til menigheds-rådene, så har rationalet i folkekirken de senere år været, at pengene skulle bruges på de levende snarere end på de døde, som det formuleres af kirkelig debattør og sognepræst i Lillerød Carsten Mulnæs.

”Retorikken har været, at folkekirken hellere vil bruge penge på kirkeliv end på kirkegårdsdrift. Men det er en falsk skelnen. For de dødes have er til for de levendes skyld. De forskellige afgiftsstigninger, som er en anbefalet økonomisk strategi fra centralt hold i Kirkeministeriet og påført menighedsrådene fra provstiudvalgene, sker ud fra rationalet om, at udgifter til kirkegårdene ikke bør belaste kirkens økonomi for meget. Men at gøre kirkegårdsdriften til et stedbarn i folkekirken er en trist udvikling,” siger Carsten Mulnæs.

Han er enig med Elof Westergaard i, at der er et påtrængende behov for nytænkning, så folkekirken kan være med til at skabe en levende og tidssvarende kirkegårdskultur.

”Rundt omkring på kirkegårdene bliver øerne af hjemfaldne gravsteder større og større, samtidig med at kirken kradser stadigt flere penge ind for erhvervelse og vedligeholdelse af gravsteder, også fra medlemmer af folkekirken. Man har ikke nok blik for, at en stor del af trofastheden over for folkekirken skyldes, at det er den institution, hvor man kan mindes de døde. Det kan ødelægges af brugerbetaling og snæver økonomisk nyttetænkning,” siger Carsten Mulnæs.

Men når taksterne for erhvervelse og vedligeholdelse blev sat op for cirka fem år siden, var det først og fremmest for at bringe taksterne i overensstemmelse med de forvaltningsretlige regler, som betyder, at man skal betale de fulde omkostninger for vedligeholdelsen, siger kontorchef i Kirkeministeriet Klaus Kerrn-Jespersen.

”Når man satte priserne op, var det for at følge principperne for prisfastsættelse af offentlige ydelser, herunder konkurrence- og lighedshensyn. For eksempel kan man diskutere, om det var rimeligt, at fru Hansen, som selv har vedligeholdt sin mands gravsted, over kirkeskatten skulle betale for, at direktør Petersens gravsted blev vedligeholdt billigt af kirkegårdspersonalet.”

Det skete samtidig med en lovændring fra 2006, som gjorde det muligt for menighedsrådene løbende at få udbetalt de hjemfaldne gravstedskapitaler uden at skulle vente på, at de enkelte aftaler udløb typisk efter 10 eller 25 år.

Rationalet var, at pengene skulle kunne bringes i anvendelse i stedet for at hobe sig op på en konto i stiftet, ligesom den øgede brugerbetaling har betydet, at en mindre del af folkekirkens samlede økonomi bruges på kirkegårdsdrift. At den praksis også har været med til at accelerere afviklingen af gravstedskulturen, vil Klaus Kerrn-Jespersen ikke afvise.

”Men du kan ikke lovligt fortsætte med en praksis, hvor kirken som del af den offentlige forvaltning yder tilskud til vedligeholdelse af gravsteder. I stedet bør man løse de aktuelle udfordringer, herunder ønsket om at nytænke kirkegårdskulturen, ved at blive bedre til at indgå i samarbejder om kirkegårdsdriften, så man frigør midler til udvikling. Heldigvis ser vi den udvikling flere steder i øjeblikket,” siger Klaus Kerrn-Jespersen.

Hos Knud Friis i Skanderborg er det ikke principper for prisfastsættelser, konkurrence- og lighedshensyn eller nytænkning af kirkegårdskulturen, som præger dagligdagen. Her handler det om at samle kræfter til den næste tur på kirkegården.