Døden er livsbekræftende

Mange kirker vil landet over markere allehelgen i løbet af weekenden. Tidligere sognepræst peger på, at kirken er eneste platform for døden

"Når man i løbet af mindeaftenen hører om andres sorg, savn, tvivl, tro og håb, gør det, at man kan tænke, at der midt i den buket af fortællinger og musik også er plads til min lille blomst, som er lige præcis den følelse, den enkelte har," siger sognepræst Søren Nielsen.
"Når man i løbet af mindeaftenen hører om andres sorg, savn, tvivl, tro og håb, gør det, at man kan tænke, at der midt i den buket af fortællinger og musik også er plads til min lille blomst, som er lige præcis den følelse, den enkelte har," siger sognepræst Søren Nielsen. Foto: Lars Wittrock Denmark.

I aften vil flere hundrede mennesker ligesom de foregående år komme forbi Holstebro Kirke for at markere allehelgen. Siden 2002 har kirke og kulturaktører arbejdet sammen om arrangementet i Holstebro, der kaldes Miss You Like Crazy (Jeg savner dig afsindigt, red.).

Aftenen begynder i kirken med mulighed for at tænde lys, lytte til både salmer og jazzmusik samt til de beretninger, som de fremmødte selv bidrager med.

Når man i løbet af mindeaftenen hører om andres sorg, savn, tvivl, tro og håb, gør det, at man kan tænke, at der midt i den buket af fortællinger og musik også er plads til min lille blomst, som er lige præcis den følelse, den enkelte har, siger sognepræst Søren Nielsen.

LÆS OGSÅ: Museum holder fest for de døde

Efter tiden i kirken kan man fortsætte til byens musikhus for at høre mere jazz og til et værtshus, som også er en del af arrangementet.

Forhenværende sognepræst og forfatter Liselotte Horneman Kragh kan sagtens forstå, hvorfor kirkernes allehelgenarrangementer er velbesøgte.

Kirken er efterhånden den eneste officielle platform til at stille døden midt mellem os og kigge på den. Før døden kom på institution, for eksempel plejehjem og hospice, døde mennesker hjemme. Det gjorde døden mere synlig og allestedsnærværende. Nogle vil indvende, at der er meget død i samfundet, og særligt i medierne. Men det er bestemt ikke vores egen død, siger hun og kalder døden i medierne for den sexede død, der fascinerer og er spændende.

Omvendt kan man også al-tid slukke for den, hvis man ikke vil beskæftige sig med den.

Den usexede død er vores eller vore kæres langstrakte, kedelige, smertefulde død. Det er den død, vi ikke kan slukke for, og som alle må lægge krop til, forklarer Liselotte Horneman Kragh, der er forfatter til bøgerne Den fortrolige død og Døden nær.

Ifølge hende skal allehelgen gerne handle om dem, der er døde, men også om menneskers egen dødelighed.

Døden er det sundeste og livskraftigste perspektiv på livet, for så får vi prioriteterne i orden. Derfor er tanker om ens egen død som eksistentielt livsvilkår ikke livsnedtrykkende, men livsbekræftende, siger hun.

Liselotte Horneman Kragh mener, at døden er for tung, hvis den bæres alene.

Kirken er også et af de få steder, hvor man ved allehelgen kan dele en fælles dagsorden om det eksistentielle. Det kan godt være, man ikke kender de andre i kirkerummet. Men man er der om en fælles ting, nemlig døden, siger hun.