Brunkål, petroleum, brun sæbe og sommetider urin og rotteekskrementer. Det lugtede Vesterbros opgange af i 1986, da Jens Johansen som nyuddannet præst kom til bydelen i København og blev sognepræst i Mariakirken.
”Dengang var det en nedslidt bydel præget af fattigdom og ressourcesvaghed. Der var høj dødelighed, dårlige boligforhold og store misbrugsproblemer. Men så kom byfornyelsen. Gårdene blev ryddet og baghusene revet ned, og der blev lavet gårdanlæg for beboerne. Sammen med udviklingen, hvor lejeboliger blev til andelsboliger, betød det, at den strøm af mennesker med boligsociale problemer, der tidligere havde præget Vesterbro, blev erstattet af børnefamilier, som blev boende. Så i dag lugter der først og fremmest af caffe latte fra alle udeserveringerne, og der lugter kun af urin, når gadefestivalen Distortion rykker ind en enkelt dag i juni,” siger den 66-årige sognepræst.
På søndag står han for sidste gang på prædikestolen i Mariakirken, for efter 32 år går han på pension fra det eneste præsteembede, han nogensinde har haft. Og det fra en kirke, som ligger i en af landets nok mest belastede gader, nemlig Istedgade. Det er en gade, der er kendt for at være tilholdssted for mange hjemløse, alkoholikere, prostituerede og stofmisbrugere. Men der er sket meget for de udsatte borgere i området i den tid, hvor han har boet og virket der. I dag er der mange institutioner og fixerum, som samler de hårdest prøvede skæbner op. Og man kan blandt andet se forbedringerne i området ved, at mængden af kanyleaffald i gaden er faldet markant.
Men uligheden er stadig til at tage og føle på i den del af Istedgade, hvor Mariakirken ligger. Det er tæt op ad Hovedbanegårdens bagindgang.
”Hvor befolkningssammensætningen har ændret sig meget, ligner gadelivet på mange måder sig selv. Men det har ændret sig på den måde, at de åbne grænser og globaliseringen har ført til, at Istedgade ikke længere er det, nogle i gamle dage med et grimt ord kaldte Danmarks skraldespand. Det er nærmere hele verdens. De prostituerede er ikke længere danske stofmisbrugere, men østeuropæiske og afrikanske kvinder, som ofte er handlede. Stofmisbrugerne i gaden er ofte migranter uden sociale rettigheder, og det er især de østeuropæiske hjemløse, der benytter vores nødherberg i kirken i vinterhalvåret,” fortæller Jens Johansen.
Sognebørnene, der hører til Mariakirken, er måske mere end nogensinde før en kontrastfyldt skare. For samtidig med, at den er kirke for lokalområdets mest udsatte, har der de senere år også været et sandt babyboom i området, hvilket har ført til, at Mariakirken også har rettet sine tilbud mod familierne. Kontras-ten oplever Jens Johansen i hverdagene, når babysalmesang afløser nødherberg i kirkerummet.
”De sovende vækkes klokken syv, og klokken ni kommer der mødre og deres børn til babysalmesang. Nogle gange sker det, at kirkerummet ikke er blevet luftet ordentligt ud. At der lugter af sure sokker og sved, når mødrene kommer. Men de synes faktisk, det er sejt at tage deres børn med i en kirke, der også er åben for hjemløse,” fortæller Jens Johansen.
”Vesterbros børn er i øvrigt i dag nogle helt andre end dem, jeg så i 1980’erne. I dag er de velstimulerede og velopdragne, nysgerrige og vidende. Men samtidig er det karakteristisk for kvarteret, at de traditionelle kirkelige handlinger fravælges af naboerne, og det præger arbejdet i kirken. Vi skal være meget opsøgende i vores bydel, og vi har fået en særlig rolle som traditionsformidler for en brugergruppe, der ikke i lige så høj grad som tidligere er fortrolige med folkekirken. Vi skal formidle, hvorfor året med dets højtider ser ud, som det gør, og vi skal formidle de bibelfortællinger, som bidrager til tolkningen af det enkelte menneskeliv.”
Hvad har drevet dig menneskeligt og teologisk til gennem så mange år at varetage det samme embede i så særligt et kvarter?
”Teologisk har jeg rødder i en økumenisk trinitær teologi inspireret af tredjeverdensteologi. Den bedste måde, man kan forklare det på, er, at evangeliet er godt nyt til fattige. Frelse er for mig at se konkret forandring, som skal til, når menneskers liv bliver trængt. Men jeg har også været drevet af en nysgerrighed på bydelen og på København. Det er ikke nok at være præst i kirkerummet i en kirke som Mariakirken. Man skal også ud over fortovskanten og blive synlig og engageret i det lokale landsbyliv, som leves på Vesterbro. Hvordan får vi et godt liv og en god by? Det har optaget mig både kirkeligt og politisk,” siger Jens Johansen, der blandt andet har siddet i Københavns Borgerrepræsentation og i dag er formand for det sociale tilbud Mændenes Hjem.
Men nu er tiden som beboer i området ved at være ovre for Jens Johansens vedkommende. Sammen med sin hustru flytter han i slutningen af januar til en mindre lejlighed i Vanløse i København. Det og den nye pensionisttilværelse går han i møde med sindsro.
”Det er på den ene side vemodigt, men jeg synes, jeg har ydet mit bidrag, og har også planer for mit otium. Jeg skal læse og skrive mere, og derudover vil jeg i længere perioder tage til Kreta, hvor jeg skal lære at male ikoner, som jeg er meget optaget af og selv har samlet på i 25 år.”8