Efter anklager om privatisering: Forholdet mellem kirke og stat er igen til debat

Beskyldninger om at privatisere folkekirken og løsne båndene mellem kirke og stat har trukket faglig strid ind i et politisk felt. En lang polemisk historik spiller ind på uenigheden om, hvem der skal have forhandlingsretten, når det gælder de ansatte i sognene

Striden om, hvem der skal forhandle løn og arbejdsvilkår i kirken, er ikke bare en kamp om proces. Der ligger dybe politiske lag i debatten. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Folkekirken skal ikke privatiseres. Den udmelding er kommet fra en række fagforeninger, som repræsenterer kordegne, organister og andre kirke-ansatte. De er bange for, at balancen mellem stat og kirke skal ændre sig.

Anledningen er et slagsmål, der på overfladen kan ligne ren teknik: Hvem skal forhandle løn og arbejdsvilkår med de kirkeansatte, der har deres gang i landets sogne?

Der er to syn på sagen: Staten skal beholde retten til at forhandle løn, mener de nævnte fagforeninger. Nej, retten til at forhandle skal flyttes til menighedsrådene, altså til kirken selv, mener Landsforeningen af Menighedsråd.

Men striden er ikke bare en kamp om proces. Der ligger dybe politiske lag i debatten. De to parter taler ind i en lang historik. Folkekirkens forhold til staten har været et debatemne siden dens fødsel. Klarest står det nok for mange, at en del af folkekirken med kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen (R) i spidsen ville have en form for kirkestyrelse i 2012. Det ville have været et skridt mod større selvstændighed fra staten.

Men det blev opgivet i 2014, da Marianne Jelved (R) havde overtaget posten som kirkeminister efter sin daværende partifælle. Den borger-lige fløj i Folketinget ønskede det ikke. Man frygtede blandt andet at få noget i retning af en svensk synode, der blæser til kamp for klima og flygtninge og på den måde splitter en folkekirke, der helst skal kunne rumme både højre- og venstreorienterede.

Venstrefløjen ville gerne have haft denne ledelse. Højrefløjen stod for at bevare tingenes tilstand, venstrefløjen for at tage et skridt væk fra den tætte stat-kirke-forbindelse i Danmark.

Der findes en tilsvarende modsætning inden for folkekirken, når det gælder stat og kirke. Det er den, der svinger med i slagsmålet om forhandlingsretten. For selvom Landsforeningen af Menighedsråd langtfra er det styrende organ, som blev drøftet op til 2014, rører dens forslag alligevel ved forholdet mellem stat og kirke.

Landsforeningen af Menighedsråd ville bevæge sig lidt i retning af at overtage mere kirkeledelse fra staten inden for det muliges rammer. Det var præcis reaktionen fra den tabende part i 2014, da reformen strandede: Vi laver så meget ledelse, vi kan, inden for de gældende rammer, når vi nu ikke kan få den ledelse, vi ville have.

Og selvom de stridende parter ikke påberåber sig nogle politiske fløje i den nuværende kamp, kommer de alligevel til at tale ind i en debat, der er skarpt defineret af en politisk modsætning.

Landsforeningen af Menighedsråd ønsker en ændring, der passer med kirkesynet i store dele af den venstre side af Folketinget. Også i de ledende lag af folkekirken er ønsket om at være mere herre i eget hus godt repræsenteret.

Heroverfor står en status quo-lejr i synet på båndene mellem kirke og stat. Den har typisk stået stærkt blandt kirkegængere, der er mere konservative politisk end de ledende lag. Og det er hele denne modsætning, fagforeningerne kommer til at røre ved med sin anklage om, at Landsforeningen af Menighedsråd kan komme til at privatisere folkekirken.

Også i den generelle samfundsdebat er det en følsom sag at kræve ændringer i folkekirkens forhold til staten. Ikke mindst i en tid, hvor der er debat og usikkerhed om danskhed, kristendom og islam.

Den generelle adskillelse har derfor ingen gang på jorden lige nu. Og det er da heller ikke den type ændringer, der er på dagsordenen i striden om forhandlingsret. Men det er denne ideologiske kontrast, striden om at forhandle løn med de kirkeansatte kommer til at bevæge sig indenfor, hvad enten man ønsker det eller ej.