Efter debat om dyretelepati i kirken: Lokale bakker op om præst

Gislinge har efter foredrag om dyre-telepati i kirken antændt en heftig debat om folkekirkens grænser. Tag med Kristeligt Dagblad på en tur i byen, der lagde kirke til clairvoyance med dyr

Det var i denne kirke, som var mennesketom, da Kristeligt Dagblad var på besøg i Gislinge, at man den 1. juni afholdt foredrag om telepati med dyr med indlagte eksempler på dyreclairvoyance. –
Det var i denne kirke, som var mennesketom, da Kristeligt Dagblad var på besøg i Gislinge, at man den 1. juni afholdt foredrag om telepati med dyr med indlagte eksempler på dyreclairvoyance. – . Foto: Jens Welding Øllgaard.

Der er stille og tomt, da Kristeligt Dagblad en småkold og overskyet junidag besøger Gislinge Kirke på Vestsjælland. Det eneste levende billede er en mand, der er ved at ordne hækkene ved kirkegården foran døren til kirken. Den er låst.

”Vil i ind?”, spørger han og hiver en nøgle op ad lommen på størrelse med en 15 centimeter lang Røsnæs-skinke, der er en lokal delikatesse på disse kanter.

Indenfor i våbenhuset mødes man af hjemmelavede kors og Kristus-figurer, der hænger på knagerækkerne. I selve kirkerummet kaster en klassisk, træskåret model af Jesus en skygge langs knæfaldet foran alteret.

Der er ikke ved første øjekast meget alternativt og spirituelt over den lille kirke. Forsvindende lidt tyder på, at der for få uger siden foregik et foredrag med overskriften ”Noget om strudse og himmelhunde” om clairvoyant og telepatisk kontakt med dyr. Et foredrag, der sidenhen har åbnet en intens diskussion om folkekirkens grænser, og hvorvidt den kan rumme telepati og clairvoyance med heste, hunde og katte. Både de levende og de døde.

På en smal vej lidt væk fra kirken har en af de lokale, Bettina Greve, trodset det grå vejr og bevæget sig ud på en gåtur med sin logrende hund. Hun har boet i byen i 21 år og bakker fuldt op om sin præst, Dorthe Thaulov, der er initativtager til det omstridte arrangement.

”Dorthe er en rar person. Hun er varm og hjertelig, og som præst taler hun et sprog, man kan forstå. Jeg synes, det er fint, at der foregår nogle andre ting i kirken,” siger Bettina Greve, der dog ikke selv deltog i arrangementet.

Også to andre hundeluftere bakker om deres sognepræst, som de beskriver som sød og venlig.

Cirka 500 meter længere nede ad vejen er byens frisør igennem 48 år, Anker Hansen, i gang med at klippe en hvidhåret herre. Han lægger alligevel saksen til side og tager sig tid til en snak, for heller ikke hos ham er arrangementet gået ubemærket hen.

”Det er da spændende. Jeg tror overhovedet ikke selv på det, men hvis jeg havde haft tid den aften, var jeg gået derhen af ren nysgerrighed,” siger Anker Hansen.

En af dem, der var til stede i kirken, er Henriette Knudsen. Hun tog turen fra Amager i København til Gislinge for at deltage i foredraget og var en af de mange, der havde medbragt et billede af deres døde dyr. I hendes tilfælde drejede det sig om hesten Niño, som hun ser som sin sjæleven. Niño blev udvalgt til clairvoyant kontakt med Ditte Young til foredraget. Et foredrag, Henriette Knudsen beskriver som fantastisk.

”Da hun fortalte om ham, kunne jeg genkende det. Niño spurgte, om han skulle fortælle, hvordan der var i hans himmel. Han fortalte om et bakket landskab, hvor han løb rundt, og hvor der også var andre heste,” fortæller hun.

Var der tale om en himmel i kristen eller religiøs forstand?

”Ditte Young forklarede, at der ikke sad en Gud i fysisk forstand, men at hun ser himmelen, som at hvert individ kommer ind i sin egen lille himmelboble. Den clairvoyante kontakt kommer så ind som frekvenser, man kan blive inviteret ind i,” siger Henriette Knudsen, der selv beskriver sig som troende kristen, men samtidig også er åben over for det spirituelle.

”Det var ikke nødvendigvis et kristent foredrag, men havde mine muslimske venner siddet der, tror jeg, at de havde opfattet det som værende kristent. Ditte Young taler om kærlighed, næstekærlighed, himmel og engle. Det med at være noget for hinanden og tro på noget, der er højere end sig selv. Det er meget i tråd med min egen kristendom,” siger Henriette Knudsen.

Selvom nysgerrigheden ved et arrangement som dette er et fælles træk blandt lokalbefolkningen i Gislinge, er det ikke alle, der er begejstrede. En af skeptikerne møder Kristeligt Dagblad i grøntsagsafdelingen i den lokale Dagli’Brugs’, der ligger et langt stenkast fra kirken. Hun hedder Rigmor Mikkelsen og er egentlig ikke fra Gislinge, men en lille by tæt på. Hun har fulgt sagen i pressen.

”Jeg synes ikke, den slags hører til i kirken. Det kan man gøre alle mulige andre steder,” siger Rigmor Mikkelsen, der selv er fast kirkegænger.

Selvom livet går sin vante gang i Gislinge, er der dog et lille stykke papir i kirken, der indikerer, at den seneste tid har været anderledes. Et nyhedsbrev med overskriften ”Sommerglæder”, der indeholder en beskrivelse af den presseomtale, kirken og sognepræst Dorthe Thaulov har fået. Brevet taler om at gøre noget ”anderledes”. Denne gang er det ”anderledes” dog ikke et foredrag om telepati med dyr, men en konkurrence om at tage det bedste sommerbillede for at minde om sommeren og livets glæder. Nyhedsbrevet er underskrevet af sognepræst i kirken Dorthe Thaulov, som ikke var til at komme i kontakt med under besøget i byen.

Sagen om hestetelepati

I våbenhuset i Gislinge Kirke mødes man hurtigt af små kreationer af Jesus på korset. Her et eksempel lavet med en terning og en korkprop.
I våbenhuset i Gislinge Kirke mødes man hurtigt af små kreationer af Jesus på korset. Her et eksempel lavet med en terning og en korkprop. Foto: Jens Welding Øllgaard