Hun kunne ikke tåle morfin. Det vidste Jane Aamund selv, og hvis narkoselægen havde læst hendes journal, burde han også være klar over det. Alligevel var lægen på Rigshospitalet kommet til at give forfatteren en dosis af det smertestillende stof, og derfra gik tingene stærkt. Hun døde øjeblikkeligt, sagde hendes eksmand, som var til stede på operationsstuen – som en narkoman, der får en overdosis.
Mens personalet kæmpede med at bringe hende til live, oplevede Jane Aamund selv, at hun så det hele oppefra. Så forsvandt hun ind i en tunnel med et lille lys for enden. Turen mod lyset føltes som at gå i tungt vand, og pludselig kom et større lys, og hun var tilbage i sin krop. Med hænderne fik hun givet sin eksmand tegn til, at hun ville skrive, og han gav hende pen og papir i den tro, at hun nok endelig kunne få fred nu. Så læste han sedlen: ”Hvad fanden har de nu lavet?”.
”Og så var han klar over, at det ikke var denne gang, jeg skulle være ude af min krop for altid. Han sagde: ’De har givet dig morfin!’. Så blev jeg så rasende, at jeg straks kom helt til live, så jeg kunne rejse mig op, og så væltede det ud med alle de eder og forbandelser, jeg kan. Og det er mange,” siger den i dag 81-årige forfatter.
Siden genoplivningen tilbage i 1997 har Jane Aamund to gange oplevet at være på vej ud af sin krop for altid. På grund af mange års svær sygdom har døden generelt spillet en stor rolle i den succesfulde forfatters liv, og her har hun fundet det lettende ikke at frygte livets ende, men vide, at der kommer et liv efter. Og det er ifølge Jane Aamund netop det budskab, man får i påsken og i teksten til påskedag, hvor nogle kvinder går til Jesu grav og får at vide af en engel, at han er stået op fra de døde.
For Jane Aamund er teksten om genopstandelsen en af de smukkeste tekster i Bibelen og som et evigt eventyr.
”Teksten om opstandelsen er relevant for samfundet og for mennesker i dag, fordi kernen i den smukke historie er, at man ikke skal være bange for døden. Efter døden er der fred og lys,” siger hun.
Det var dog svært for Jane Aamunds ikke at frygte døden, da hun første gang fik konstateret forstadier til livmoderhalskræft.
”Da var jeg 33 år og meget bange for at dø fra mine børn. Der var ikke en dag, hvor jeg ikke bad om hjælp til at stå det igennem. I de hårde dage, både dengang og i dag, rykker jeg mig væk fra mine nærmeste – ikke fysisk naturligvis, men psykisk. Jeg skaber mig et rum, hvor jeg føler mig tæt på Gud,” siger hun og nævner som eksempel, dengang hun havde sine sønner og sin eksmand med sig, da hun skulle have fjernet en kræfttumor i sin gane.
”De var om mig, inden jeg blev kørt ind til operation. Jeg bad dem gå lidt væk, for jeg skulle lige bede Gud om at gøre det, han bestemte med mig. Jeg så ind i mig selv,” siger hun.
Den aggressive kræftform i ganen, som Jane Aamund blev ramt af, gør, at hun i dag næsten kun får flydende kost og har måttet arbejde hårdt på at lære at tale forståeligt igen. Det har været hårdt, og de seneste tre år har hun også oplevet sit helbred blive svagere og svagere. Den seneste tid er hun derfor også blevet mere afklaret med døden, og der har som sagt også været to andre tidspunkter, hvor det var tæt på.
For et par år siden mærkede hun en aften sit hjerte gå i stå. Da ambulancen kom, oplevede Jane Aamund, at hun blev suget langt op og endnu en gang overværede sin egen situation oppefra. Hun svævede som en astronaut, der var faldet ud af raketten.
”Men der var så lyst og så vidunderligt fredeligt. Jeg så mig omkring, om der var nogen andre. Nogen, jeg kendte. Jeg var helt bevidst. Jeg så efter engle eller afdøde eller bare nogen. Jeg var helt klar over, at det var en fase, jeg skulle igennem, før jeg skulle videre,” siger Jane Aamund, som dengang efter en indsprøjtning og genoplivningsforsøg oplevede ”at falde ned i sin krop” igen. Senere havde hun en tredje nærdødsoplevelse, hvorefter lægerne opdagede en hjertefejl.
I næste måned udkommer Jane Aamunds bog ”Samtaler om natten”, som er fyldt med tanker og erindringer. Bogen tager sit udgangspunkt i vestjyske Lemvig, som forfatteren flyttede tilbage til for nogle år siden.
”Det betyder meget for mig, at jeg bor i Vestjylland. Her er det naturligt at være kristen. Taler man om Jesus eller Gud, er der ingen, der tror, at nu er man ved at blive skør, og man får ikke hæftet en etiket på sig med en eller anden psykiatrisk diagnose. Det sker i storbyerne, hvor stress pisker storbyens mennesker af sted. De har ikke tid til at mærke sig selv. De søger andre veje,” siger hun og tilføjer, at der er opstået en hel kultur med clairvoyance, håndlæsere og healere.
”De nye bevægelser, som der er spalte op og spalte ned om i lokalaviserne og på nettet, er en smart måde at tjene penge på, for de er efter min mening skabt af frygt og en evig søgen efter svar, man aldrig får. For Gud er inde i os selv. Man skal ikke søge udenfor, men lukke af og vende sit indre øje ind og mærke stilheden, der er i alle. Her er det, budskabet om genopstandelsen er i mig.”
Jane Aamunds mor voksede selv op i Lemvig i et indremissionsk hjem, som hun dog brød med, da hun flyttede sammen med en mand uden at være gift. Manden, Jane Aamunds far, var medlem af et unitarisk kirkesamfund, der ikke troede på den protestantiske kirkers dogmer som treenigheden. Forældrene respekterede hinandens religion, selvom faderen ikke brød sig om protestantiske præster og gerne demonstrerede sin protest, så moderen sad rød i hovedet, når de var til kirkelige handlinger.
”Så satte far sig på bagerste række og sad og stønnede og rystede på hovedet. Mine brødre, Asger og Bjarke, var vant til hans opførsel, så vi sad bare og grinede. Men jeg syntes, han var pinlig, og mor ønskede bare, at det hele var overstået,” siger hun og tilføjer, at der var en stor tryghed i barndomshjemmet.
”Mor eller far bad Fadervor med os og sang forskellige godnatsange og salmer for os, inden vi skulle sove. Jeg beder stadig aftenbøn, og jeg bad altid aftenbøn med mine børnebørn, da de var små,” siger hun og tilføjer, at hendes tro aldrig har ændret sig.
”Mit forhold til tro er en del af mig og det liv, jeg har levet, og det liv, jeg lever i dag som 81-årig.”
Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?
Jeg ville minde menigheden om at sige tak for hver en dag, hvor der sker et eller andet positivt, selv den mindste ting. Der er kun det ”nu”, man oplever her i kirken, det fællesskab om vores tro. Fortiden kan vi ikke bruge til at leve på, heller ikke fremtiden, den kan vi håbe på. Men det, der skal leves, det er ”nu”. Det er genopstandelsen.
Hvad er det vigtigste af De Ti Bud?
Du må ikke slå ihjel. For se dig omkring – krige, vold, ondskab.
Hvordan er din ønske-gudstjeneste?
Kom til Harboøre Kirke på søndag. Der er fuldt hus og et sammenhold og en glæde.
Hvordan er dit gudsbillede?
Jeg ved det ikke, for Gud er inde i mig som i andre mennesker, ikke et væsen, men en stærk følelse og en vejleder. Jeg behøver ikke et billede.