Prøv avisen

Først nu tør politikere sige farvel til blasfemiparagraf

Illustration: Rasmus Juul

Paragraffen mod religiøs hån og spot har over 300 år på bagen og er blevet kaldt alt fra sikkerhedsskabende til frihedsbegrænsende. Nu lader et politisk flertal til at ville sige endeligt farvel til blasfemibestemmelsen. Men hvorfor netop nu?

”En afskaffelse af blasfemiparagraffen vil være et vigtigt og nødvendigt skridt frem i et moderne demokrati.”

Det konkluderede den daværende radikale kirkeminister Manu Sareen i november 2013 i en kronik i Politiken. Krænkede religiøse følelser måtte ikke vægtes højere end ytringsfriheden, mente han, og derfor skulle den gamle paragraf, der beskyttede religioner mod spot og hån, væk én gang for alle.

Hans timing var ikke tilfældig. På Christiansborg gik alle partier og ventede på Straffelovrådets vurdering af de juridiske konsekvenser ved en ophævelse af blasfemiparagraffen. Når den kom, skulle der tages stilling til paragraffens fremtid.

Men der kom ikke noget opgør med paragraffen. Den juridiske vurdering blev præsenteret i februar 2015 og lød, at ytringsfriheden ikke blev begrænset af paragraffen, hvorefter Socialdemokratiet afviste at afskaffe den. Trods sin tidligere kritik gjorde det andet regeringsparti, De Radikale, det samme.

”Vi er blevet klogere,” lød forklaringen dengang.

Dermed overlevede muligheden for at straffe folk, der offentligt håner en religion eller gud, endnu et politisk angreb.

Noget tyder dog på, at fredningstiden blev kort. For i dag, godt to år senere, tegner der sig et politisk flertal for at fjerne paragraffen. Om det sker i forbindelse med Enhedslistens lovforslag om en afskaffelse, der skal til 2. behandling i Folketinget den 30. maj, vides endnu ikke. Men internt drøfter de partier, der tidligere har været imod, deres holdning.

Spørgsmålet er så, hvorfor det sker nu. Hvad gør, at en afskaffelse kan virke tættere på i dag end for bare 5, 10 eller 15 år siden?

Først er man nødt til at forstå, at partiernes holdninger til blasfemiparagraffen aldrig har været stabil, siger forskningskonsulent på Aarhus Universitet Signe A.E. Larsen, som har skrevet ph.d.-afhandling om paragraffen.

”Går man 100 år tilbage, ville Socialdemokratiet for eksempel af med paragraffen. Det ville de også i 1970’erne, men ikke i dag. De Radikale var for en afskaffelse i 1920’erne, men imod i de tidlige 2000’ere på grund af Dansk Folkepartis toning i debatten. I begyndelsen af 2000’erne så mange partier det som en måde at støtte Dansk Folkepartis islamkritiske debattone på, hvis man stemte for en afskaffelse af paragraffen. Derfor kunne der ikke skabes flertal,” siger hun og tilføjer, at flere partier siden har forsøgt at få paragraf-debatten til at handle om andet end islam.

”I dag får blasfemikere i vores del af verden ytringsfrihedspriser. Partier vil gerne identificere sig med blasfemikerne og tage patent på dem. Dansk Folkeparti har længe gjort blasfemikeren til en del af en kristen tradition ved at sige, at Jesus også blev set som blasfemiker. Enhedslisten ser blasfemien i tråd med socialistisk religionskritik, mens De Radikale skriver blasfemikeren ind i en kulturradikal tradition.”

Når de tidligere politiske forsøg på at afskaffe paragraffen ikke er lykkedes, er det, fordi noget altid har stået i vejen, siger Signe A.E. Larsen. I 1970’erne – hvor blasfemien ellers fik meget frit løb – var mange for eksempel bange for, at danskerne ikke havde nok tolerance over for fremmedarbejderne, der kom til landet. Siden har problemet været, at paragraffen – selvom den ikke har været i brug – er blevet en skueplads for en række principielle værdipolitiske kampe om blandt andet ytringsfrihed og tolerance.

”Fordi partierne i en årrække har givet den lille paragraf så megen symbolværdi, er det nu også symboltungt af afskaffe den. Det var også derfor, politikerne tøvede med en afskaffelse i 2015,” siger Signe A.E. Larsen.

At der så netop nu kan dannes flertal for at fjerne paragraffen, skyldes blandt andet, at nogen er tiltalt efter den – for første gang i over 40 år. I begyndelsen af juni skal en nordjysk mand møde i retten, da han er tiltalt for at have brændt Koranen i sin have og lagt en video af hændelsen ud på Facebook.

”Sagen har samlet modstanden mod paragraffen på tværs af partiskel. Den skaber fornyet debat om, hvorvidt retssalen er det rette sted at behandle religionskrænkelser – og om, hvem der i virkeligheden vinder ved det. Men det er regeringsmagten, der står tilbage og skal udlægge signalværdien af en afskaffelse, og det er givetvis derfor, både Venstre og Socialdemokraterne tøver.”

Ifølge lektor i praktisk filosofi ved Roskilde Universitet Sune Lægaard kan udviklingen også forklares ved groft at inddele paragraffens betydning de seneste årtier i tre faser. Første fase er den sidste fjerdedel af det 20. århundrede, hvor ingen ifølge Sune Lægaard interesserede sig for paragraffen. Den blev aldrig brugt, og religion interesserede ikke danskerne. Men det kom den til i 2000’erne, hvor krigen mod terror begyndte, siger han.

”Fra at være en sovende paragraf, man aldrig troede ville vågne, blev blasfemiparagraffen pludselig vigtig for landets sikkerhed. Da Muhammed-krisen brød ud, kunne paragraffen bruges til at vise, at man tog sagen alvorligt. Det at have en lov imod hån og spot var en slags stødpude mod religionskrig. Dermed kunne man blive beskyldt for at udsætte landet for fare, hvis man ville afskaffe den,” siger han.

Nu er vi så i det, Sune Lægaard kalder den tredje fase. Den opstod i kølvandet på Muhammed-krisen, som ifølge lektoren gav os en erkendelse af, at vi ikke kun kan se danske politiske love i et nationalt perspektiv.

”Vi opdagede, at der globalt fandtes islamiske alliancer, som prøvede at kriminalisere religiøs kritik. De brugte bestemmelser, som svarede til blasfemiparagraffen, til at undertrykke religiøse grupper, og de kunne forsvare deres bestemmelser, fordi et land som Danmark havde en lignende lov. Når vi står, hvor vi gør i dag, er det også hjulpet af, at FN og menneskerettighedsorganisationer har taget et standpunkt. Da FN-rapportøren Heiner Bielefeldt besøgte Danmark i 2016, rådede han os til at afskaffe paragraffen. Fra at mene, at paragraffen beskyttede minoriteter og gjorde os mere sikre, er den nu problematisk i forhold til menneskerettighederne.”

En anden forklaring skal findes i den hårdere tone over for indvandrere, som er dukket op over de seneste år, siger lektor i politisk sociologi på Aarhus Universitet Carsten Bagge Laustsen.

”Den politiske stemning for en afskaffelse af paragraffen i dag skal forklares med islamdebatten. Flere partier er gået mod højre i deres indvandringspolitik, og de vil gerne markere sig på området for at vinde stemmer. For dem er retten til blasfemi blevet lig med retten til at karikere islam. Tidligere har nogle partier været nervøse for at blive set som offensive eller provokerende, særligt lige efter en international krise som Muhammed-krisen. Men nu er der ikke nogen stor global trussel. Nu handler det om en ren national logik,” siger han og tilføjer, at et andet eksempel på den udvikling er det seneste års nye love rettet mod hadprædikanter.

”Nogle siger, at afskaffelsen af blasfemiparagraffen handler om ytringsfrihed. Men når politikere samtidig begrænser religiøse forkynderes ytringer, viser det, at islamdebatten vejer tungest. Det vigtige er at kunne gå efter og kritisere islam.”

Vært på P1-programmet ”Mennesker og Tro” Anders Laugesen mener, at debatten om blasfemiparagraffen bør ses sammen med debatten om indskrænkning af frihedsrettighederne omkring religion i øvrigt. Ønsket om en afskaffelse er et udtryk for, at det religiøse er ved at få en ny placering i det offentlige rum og i menneskers bevidsthed, mener han.

”Bevægelsen omkring blasfemiparagraffen er del af et mønster, som skyldes et generationsskifte. Den generation, der bestemmer i samfundet i dag, har fået en anden dannelse i det religiøse og mistet fornemmelsen for det. De forstår ikke, at det religiøse er en del af vores samfund, og det gør det svært at vise hensyn til religion. Særligt fra 1970’erne og frem er der sket en udgrænsning af religionens særstilling. Nu er den accelereret på grund af debatten om islam,” siger Anders Laugesen og tilføjer, at en afskaffelse af paragraffen vil falde fint i tråd med de nye imamlove og de politiske drøftelser om forbud mod drengeomskæring og mod religiøse symboler på sygehuse:

”Tidligere har det danske demokrati handlet om at tage hensyn til minoriteter, hvilket netop er det signal, blasfemiparagraffen sender. Spørgsmålet er, om vi nu nærmer os en ny demokrati-forståelse, hvor flertallets ret bestemmer.”