Prøv avisen

Emilia van Hauen: Efter nogle få måneder som eksistentialist var jeg dybt deprimeret

Emilia van Hauen droppede troen på Gud ved mødet med den franske filosof Sartre og hans tanker om eksistentialismen, der fik hende til at sige farvel til sin ”usynlige ven” – som hun dog hurtigt savnede igen. – Foto: Carsten Lundager

Kultursociolog Emilia van Hauen droppede Gud lige inden sin katolske firmelse – til fordel for Sartre. Men det blev hurtigt meget tomt og ensomt

Jeg er opdraget katolsk. Min mor er fra en lille landsby i Andalusien, og da hun blev gift med min danske far, skulle han skrive under på, at han ville opdrage de børn, de måtte få, i den katolske tro.

Vi gik derfor i kirke hver søndag, og jeg har på den måde altid været vant til at forholde mig til noget, der var større end mig selv. En slags usynlig ven, som gav mig trøst og forsikrede mig om, at alting nok skulle ende godt. En, jeg bad aftenbøn til.

Jeg var godt klar over, at jeg på den måde var anderledes end mange af mine kammerater. Det var midt i 1970’erne, meget var politisk, tro og religion fyldte ikke meget, heller ikke i deres hjem, og var i hvert fald slet ikke noget, man talte om. Måske har det også haft betydning for det, der så skete.

Det var lige før min firmelse, jeg var 14 år, godt inde i puberteten og begyndte vel at føle mig en lille smule voksen. På det tidspunkt blev jeg introduceret for eksistentialismen, slugte Sartres ”Terningerne er kastet” og besluttede mig for, at det var jo sådan, voksenlivet var: At man i bund og grund var fuldstændig alene, og at der naturligvis ikke kunne være et liv efter døden.

Men efter nogle få måneder som eksistentialist var jeg dybt deprimeret. Mørket slog nærmest ind over mig, og det var, som om jeg mistede min livsenergi. Jeg havde ikke længere min usynlige ven, jeg altid kunne tale med, finde trøst hos eller sige tak til, når dagen var gået.

Og en dag besluttede jeg mig for at tro igen. Faktisk var det ikke engang et valg. Jeg opdagede, at for mig var det simpelthen for hårdt og for ensomt uden Gud. Og dybest set troede jeg jo på noget. Hele tiden.

Det var en stor lettelse for mig at bede aftenbøn igen. Og det gør jeg stadigvæk. Jeg tror ganske enkelt, at det er livsnødvendigt for os alle sammen at føle os som en del af noget større. Noget, vi kan sige tak til og bede om hjælp.

I dag er jeg dog ikke længere katolik. Jeg er troende og overbevist om, at vi er en del af noget større, som vi kan kalde både Gud, Universet, Moder Jord eller noget andet. Navnet er for mig at se uvæsentligt. Og om det er en højere magt i form af kærlighed, grundlæggende livsenergi eller Gud, er for mig at se heller ikke vigtigt. Jeg bekender mig derfor ikke til en bestemt religion længere.

Så mit opgør med den katolske tro kom – men først senere. Og da slet ikke som et kategorisk farvel til Gud, men som et farvel til et trossystem, der ikke ligestiller kvinder med mænd. Hvor kvinder ikke kan blive præster, og hvor den katolske kirke ligefrem beder for de såkaldte vantro - altså dem, der ikke er katolikker. Tro skal altid være frivillig og gøre livet større, ikke menneskene mindre. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde vil forlade min tro. Den er lige så meget en del af mig, som min krop og min historie. Og den er det bedste værn mod ensomhed, meningsløshed og døden, jeg kender.