Visse steder i de kristne skrifter er illustreret så mange gange, at de for de flestes vedkommende vil fremkalde livlige billeder for det indre blik. Det gælder ikke mindst, når Jesus i søndagens prædikentekst både omtaler Himmeriget og advarer mod Helvedes ild.
En tredje størrelse, som af og til også optræder i de bibelske tekster, er dødsriget. På Jesu tid herskede der adskillige opfattelser af livet i det hinsides, fortæller Carsten Vang, som er lektor i teologi ved Menighedsfakultetet i Aarhus.
”Jødedommen havde på Jesu tid ikke en entydig tolkning af dødsriget. Forståelserne var meget forskellige, men man kan tale om tre hovedstrømninger, som veksler og låner fra hinanden,” siger han.
Én forståelse fandtes blandt datidens præstestand ved templet i Jerusalem, saddukæerne. Med udgangspunkt i Det Gamle Testamente mente de, at det slet ikke gav mening at spekulere over, hvad der skete efter døden. De troede nemlig ikke på opstandelse fra de døde, og af samme årsag nægtede de at gøre sig forestillinger om livet efter døden.
”Alle, både gode og onde, dør på samme vis og går til den jord, som de blev skabt fra. Dødsriget blev derfor opfattet som det sted, de døde var, og så var der ikke mere at sige om det. Var du død, så var du færdig,” forklarer Carsten Vang.
Men med den græske filosofi og hellenistiske indflydelse, der vandt indpas i den jødiske religion i århundrederne før Kristus, begyndte flere at opfatte mennesket som todelt, og det førte til en ny forståelse af efterlivet. Nok ville den forgængelige krop gå til grunde ved døden, men sjælen var evig og skulle leve videre efter døden.
”De retfærdige sjæle levede i fred hos Gud i dødsriget, hvor også de fordømte måtte pines under Guds vrede og fordømmelse. Men man havde ikke nogen særligt grafisk beskrivelse af dødsriget,” siger Carsten Vang om en opfattelse, der var udbredt på Jesu tid.
Mest populær var dog troen på, at Gud før eller siden ville oprejse de døde til enten evigt liv og salighed hos ham selv eller til fordømmelse, pinsler og lidelse i helvede. Og det kaldte på en ny forestilling om dødsriget blandt farisæere og lægfolk.
”Med det perspektiv blev der altså tale om en mellemtilstand mellem død og opstandelse, og det førte til spørgsmålet: Hvor er de døde henne i mellemperioden? Dødsriget blev det sted, hvor alle døde skulle hen, og man havde meget maleriske billeder af riget og dets forskellige inddelinger for de salige frelste og for de fordømte,” siger Carsten Vang.
Selvom idéen om et opdelt dødsrige, hvor de frelste og de fordømte var adskilte, men alligevel bevidste om hinandens skæbne, var udbredt, herskede der mange forskellige bud på, hvordan dødsriget for især de frelste tog sig ud.
”Nogle tekster taler om, at de troende og fromme i dødsriget kommer til Paradis og Edens Have, mens de venter på den endelige dom. Andre tekster fortæller, at de er sammen med Abraham, Isak og Jakob. Der er ikke nogen entydige billeder. Det eneste gennemgående er, at de frelste er i Guds hånd, hvor de under hans velsignelse erfarer hans fred og venter på opstandelsen,” siger Carsten Vang, der understreger, at kun få tekster udfolder de egentlige rum i efterlivet.
Af samme årsag er det sparsomt med detaljer, hvad angår den skæbne, de fordømte ville møde efter døden. Det stod dog ganske klart, at den ville være pinefuld, og den ild, som Jesus advarer mod i morgendagens prædikentekst, var derfor ikke et fremmed skrækscenarium i samtidens forestillinger om efterlivet.
Når det på Jesu tid ikke ligefrem skortede på forskellige forståelser af dødens rige, hænger det sammen med, at Det Gamle Testamente kun gør sig få klare forestillinger om efterlivet. Idéerne udviklede sig derfor løbende i århundrederne omkring Jesu fødsel.
”Nogle få profeter i Det Gamle Testamente, blandt andre Esajas og Daniel, udtrykker et håb om en legemlig opstandelse af de døde. Den farisæiske retning har på Jesu tid udviklet på disse profetiske håb, der taler om et liv efter døden, og har derfor talt stærkt om de dødes opstandelse,” forklarer Carsten Vang.
Men alt imens forestillinger om et dødsrige langtfra var fremmed for datidens religiøse, forholder langt færre sig i dag til begrebet.
”Dødsriget er ikke længere et ord, der bruges. Selvom det – som Jesus om nogen selv gør umiskendeligt klart – er en væsentlig del af evangeliet, er det desværre forsvundet fra bevidstheden i dag. Det er blevet noget, som de fleste nødigt vil tale om, og nogle decideret benægter,” siger Carsten Vang.
Prædikenteksten til i morgen, 6. søndag efter Trinitatis, er fra Matthæusevangeliet 5,20-26.