For ukrainerne handler kirkekonflikt om en krænket nationalfølelse og sjælens frelse

Den ukrainske ortodokse kirkes mulighed for selvstændighed har gjort Rusland rasende og skabt en diplomatisk og kirkelig krise af bibelske dimensioner. Men uafhængigheden er vigtig, hvis Ukraine skal rejse sig igen efter Ruslands ydmygelser, mener ukrainere. Andre er skeptiske

”Den ukrainske kirke har fortjent at blive anerkendt. Det er sandt, at Gud er én, men vi ortodokse har altid været delt i forskellige kirker,” siger Olga, som har kæmpet mod pro-russiske styrker i det østlige Ukraine og ikke ønsker sit efternavn i avisen. – Alle fotos: Tobias Stern Johansen.
”Den ukrainske kirke har fortjent at blive anerkendt. Det er sandt, at Gud er én, men vi ortodokse har altid været delt i forskellige kirker,” siger Olga, som har kæmpet mod pro-russiske styrker i det østlige Ukraine og ikke ønsker sit efternavn i avisen. – Alle fotos: Tobias Stern Johansen.

På en måde ville ukraineren Vjateslav Petrasjenko helst have været den ukrainske ortodokse kirkes uafhængighed foruden. Ikke at den 44-årige advokat, ægtemand og far til to begræder begivenheden, som har udløst en international krise mellem ortodokse kirkeledere, der kan vise sig at blive lige så dybtgående som bruddet mellem den katolske og den ortodokse kirke i 1054. Slet ikke. Han er ukrainer langt ind i hjertet, og siden Rusland i 2014 annekterede den ukrainske Krim-halvø og krigen i Østukraine brød ud, har han haft stadig sværere ved at bede i den russisk-ortodokse kirke, som han ellers er kommet i hele sit voksne liv.

”Det er temmelig ufatteligt, at netop jeg skal være vidne til så historiske forandringer,” siger Vjateslav Petrasjenko, efter at vi har taget plads i en georgisk restaurant i centrum af Kijev, hvor østeuropæisk popmusik buldrer ud af højttalerne og næsten sluger hans sagte talen.

I mere end 300 år har den ortodokse kirke i Ukraine været underlagt patriarkatet i Moskva, men med Ukraines uafhængighed i begyndelsen af 1990’erne blev der grundlagt to ukrainsk-ortodokse kirker, hvoraf den største hører under Kijev-patriarkatet. De to kirker har dog hele tiden været stemplet af Moskva som ”ukanoniske” – illegitime.

Men den 11. oktober gav den ortodokse kristenheds mest fremtrædende leder, den økumeniske patriark Bartholomæus i Konstantinopel (Istanbul), kirken status af ”autokefali” – selvstændighed. Et skridt, som har fået Moskva til at bryde de diplo-matiske forbindelser til Konstantinopel. Moskva-patriarken Kirill har svoret aldrig at ville opgive Kijev, som han kalder for Ruslands Jerusalem, selve udspringet for den ortodokse tro.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Jeg er glad, hvis den ukrainske kirke bliver uafhængig af Moskva,” siger Vjateslav Petrasjenko.

”Går jeg til den kanoniske kirke under Moskva, er jeg sikker. Men går jeg til den ukrainske, er jeg ikke sikker på, hvad der sker med min sjæl,” siger den 44-årige Vjateslav Petrasjenko.
”Går jeg til den kanoniske kirke under Moskva, er jeg sikker. Men går jeg til den ukrainske, er jeg ikke sikker på, hvad der sker med min sjæl,” siger den 44-årige Vjateslav Petrasjenko.

Og så vakler han alligevel. For ham som for andre ukrainere er kirkens uafhængighed ikke kun et spørgsmål om politik og national identitet – om Ukraines endegyldige løsrivelse fra Rusland. Det er også et spørgsmål, som rører ved selve troen, ved sjælelivet, forstår man på ham.

”Det kan måske være svært at forstå for en dansker. Men jeg er altid kommet i den kanoniske kirke, og indtil for 14 dage siden var der kun én kanonisk kirke i Ukraine, Moskva-patriarkatets,” siger han.

”Det har ændret sig nu, men jeg er skeptisk. Det vigtigste for en troende, i hvert fald i en ortodoks sammenhæng, er sjælens frelse. Lad mig sige det sådan her: Går jeg til den kanoniske kirke under Moskva, er jeg sikker. Men går jeg til den ukrainske, er jeg ikke sikker på, hvad der sker med min sjæl.”

Det er ikke blot et spørgsmål om regler for den ukrainske advokat. For ham som for andre, Kristeligt Dagblad taler med, går der en ubrudt linje fra Jesu lære til disciplene i Det Nye Testamente og frem til nutidens kanoniske kirke. Moskva-patriarkatet er disciplenes åndelige efterkommer og har gennem århundreder fået overleveret den guddommelige opgave at værne om kirkens ritualer og gudstjenester og lære.

”Vi taler om 2000 års historie, som Kijev-patriarkatet nu mener at være en del af,” siger Vjateslav Petrasjenko.

Udenfor mellem Kijevs gråbrune stalinistiske højhuse skyder de ortodokse kirker op som gigantiske bryllupskager i pangfarver, der får selv det gyldenrøde løvfald til at virke en smule blodfattigt. Kijev er kendt som Østeuropas Jerusalem. Det var herfra, at kristendommen fra 900-tallet blev spredt til de slaviske områder, og byen er et valfartssted for ortodokse pilgrimme fra hele verden, som kommer for at tænde lys og bede om fred. Men når Vjateslav Petrasjenko i dag træder ind i kirken, følger krigen og konflikten og de mange dræbte ukrainere uvilkårligt med i tankerne. Moskvas patriark, Kirill, taler om borgerkrig i Ukraine, men der er tale om russisk aggression, mener Vjateslav Petrasjenko. Det falder ham svært at bede for Kirill og for Ruslands præsident Putin.

”Men Jesus siger, at vi skal bede for vores fjender, så det gør jeg,” siger han med et lille smil – og sukker så: ”Dette land er delt, og situationen er usikker. Jeg holder vejret og ser, hvad der sker.”

Olga, en ukrainer på godt 30 år med store grønne øjne, er mere afklaret. Uafhængig-heden af Moskva er en kæmpe begivenhed, siger hun storsmilende.

”Den ukrainske kirke har fortjent at blive anerkendt. Det er sandt, at Gud er én, men vi ortodokse har altid været delt i forskellige kirker,” siger Olga, som på grund af den betændte situation i Ukraine ikke vil have sit efternavn i avisen.

Bag hende sætter efterårssolen de gyldne kupler på Sankt Mikaels Katedral i brand. Kirken er en del af et kloster, som tilhører Kijev-patriarkatet, og muren rundt om klosteret er dekoreret med ansigterne af godt 3000 ukrainske soldater, som er døde i konflikten i det østlige Ukraine. Olga er ansat ved den ukrainske hær og kæmpede selv tre måneder mod prorussiske styrker i den østlige Donbass-region. Ruslands annektering af Krim og den russisk-støttede krig i Donbass har ydmyget ukrainerne, mener hun.

Der er brug for en samlet, uafhængig kirke, siger hun indenfor i kirken, hvor lys i messingstandere blafrer i tusmørket. Hun stiller sig ved et helgenikon under en glasmontre, kysser glasset og tørrer efter med en serviet.

”En uafhængig kirke kan hjælpe vores folk med at rejse sig efter at være blevet tvunget ned på knæ.”

Halyna Tarasjuk, en 45-årig kvinde, som underviser i ledelse på Zjytomyr Universitet vest for Kijev, er også begejstret for, at den ukrainske kirke endelig bliver anerkendt.

”Eget land. Eget folk. Egen kirke,” siger hun og tilføjer, at tanken om, at kirken er blevet betragtet som ulovlig, gør ondt langt ind i hjertet.

Nu får ukrainerne genoprejsning, og det er hverken hendes eller Ukraines problem, hvis det går Rusland imod eller skaber diplomatiske kriser, siger hun: ”Jeg er ukrainer, og mine rødder er her, ikke i Moskva.”

Men ikke alle ukrainere deler denne begejstring. Selvom 46 procent af befolkningen ifølge analyseinstituttet Pew Research Center tilhører kirker under Kijev-patriarkatet, tilhører 17 procent den prorussiske fløj. Moskva-patriarkatet besidder samtidig nogle af den ortodokse kristendoms helligste steder, herunder Kijev-Petjersk Lavra – Huleklostret i Kijev – fra 1051. Alina Stary-tjenko, en 22-årig studerende fra byen Oleksandrija, besøger klosteret sammen med sine forældre for at se dets grundlægger sankt Antonij og de 122 andre helgener, der ligger i glasmontrer i gravkamre under jorden. Hun er den eneste religiøse i familien, og den eneste sande kirke er ifølge hende den ortodokse kirke under Moskva. Kijev-patriarkatets leder, metropolit Filaret, er en selvbestaltet leder uden autoritet, mener hun og nævner også den angiveligt ubrydelige historiske kæde fra Jesus og hans apostle til patriarkatet i Moskva.

”Den kæde har Kijev brudt,” mener hun.

Hendes far ryster på hovedet, og siger, at datteren har fået det ”helt galt i halsen”. Men den unge kvinde affejer hans ord med en håndbevægelse.

Katja Sjybsjtjenko, en 28-årig bankchef med lange kunstige negle fra storbyen Dnipro, ryster også på hovedet af den ukrainske kirkes ønske om uafhængighed. Skridtet er blot med til at forværre landets situation, mener hun:

”Det er ren politik og en stor provokation. Vi ukrainere og russere er brødre, sådan har det altid været. For mig spiller det ingen rolle, om jeg beder til Guds søn i en russisk kirke eller en ukrainsk kirke.”

Men det er snarere Moskva-patriarkatets kirker i Ukraine, som har været med til at forværre situationen. Det mener 61-årige Viktor Jelenskij, religionssociolog og næstformand for et udvalg for kultur og spiritualitet, som rådgiver det ukrainske parlament. Ifølge ham har krigen mellem Ukraine og Rusland været det springende punkt, der kalder på uafhængighed.

”Vi forsøger at forsone de kæmpende parter, men vores hjerte er naturligvis på den ukrainske side,” siger han, mens han fører avisens udsendte forbi bevæbnede unge mænd i militæruniformer og ind i udvalgets bygning, en kommunistisk kolos med tunge træpaneler og endnu tungere gardiner.

”For at sige det helt enkelt har vi at gøre med en altovervejende ortodoks nation, den ukrainske nation, som ønsker at gøre sig åndeligt uafhængig af Moskva, der på sin side fører regulær krig mod Ukraine,” siger han og uddyber, at den russisk-dominerede kirke har vist sig at stå skulder ved skulder med Kreml: Russisk-ortodokse præster har velsignet russiske nationalister inden kampene i det østlige Ukraine, og nogle har nægtet at begrave ukrainske soldater med den begrundelse, at de tilhørte en af Kijev-patriarkatets kirker.

”Det har gjort det umuligt for mange at blive i Moskva-patriarkatets kirker,” siger han og tilføjer, at 70 ortodokse sogne, som før var under Moskva, allerede har vendt sig til Kijev-patriarkatet.

Hvis et stort flertal i menighederne er enige om beslutningen, sker skiftet uden problemer, men indimellem har ønsket ført til vold og tumult, tilføjer han.

Viktor Jelenskij understreger, at der i den ortodokse verden er præcedens for, at suveræne stater med en overvejende ortodoks befolkning også får en selvstændig ortodoks kirke. Det var eksempelvis tilfældet med de ortodokse kirker i Serbien og Kroatien efter Jugoslaviens sammenbrud.

”For ukrainere er det vigtigt at vide, at deres kirke ikke er kættersk. Jeg kendte en nu afdød biskop i Kijev-patriarkatet, der var oprigtigt bekymret for, at han ikke ville komme i himlen. Jeg har også mødt en russer, der går til den russiske kirke med den begrundelse, at Gud taler russisk,” siger han.

Både den ukrainske regering og Kijev- patriarkatet har understreget, at kirker, der ønsker at forblive under Moskva-patriarkatet, skal have ret til det. Men tilbage i Huleklostret i Kijev, som hører under Moskva, er den 50-årige ortodokse præst Vladyslav Sofijtstjuk ikke så sikker.

”Vi er stærkt foruroligede og ved ikke, hvordan det her ender. Vi frygter, at den ukrainske kirke tager vores kirker med vold,” siger han.

Ifølge ham er den ukrainske kirkes uafhængighed et internt kirkeligt anliggende, som Moskva skal tage stilling til. Men Ukraine har gjort det til et politisk spørgsmål, og den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, har talt varmt for uafhængighed.

”En løsrivelse vil være et brud på kirkens love, og hvis nogen forbryder sig imod de love, er vedkommende en forbryder, ligesom når man bryder et lands love,” siger han.

”Vi frygter, at den ukrainske kirke tager vores kirker med vold,” siger den 50-årige ortodokse præst Vladyslav Sofijtstjuk fra Huleklostret i Kijev, som tilhører Moskva-patriarkatet.
”Vi frygter, at den ukrainske kirke tager vores kirker med vold,” siger den 50-årige ortodokse præst Vladyslav Sofijtstjuk fra Huleklostret i Kijev, som tilhører Moskva-patriarkatet.