Egyptisk kristen fængslet for Muhammed-blasfemi

En kopter skal seks år i fængsel for at fornærme profeten Muhammed. Ekspert: Sårbar situation for det kristne mindretal i Egypten

Der er en historisk tradition for sameksistens mellem kristne koptere og muslimer i Egypten,men med Muhammed-filmen drives en kile ned mellem forholdet, mener Lise Paulsen Galal, som forsker i koptisk kristendom ved Roskilde Universitet.
Der er en historisk tradition for sameksistens mellem kristne koptere og muslimer i Egypten,men med Muhammed-filmen drives en kile ned mellem forholdet, mener Lise Paulsen Galal, som forsker i koptisk kristendom ved Roskilde Universitet. Foto: ALEXANDER TOMAS.

Ytringsfriheden har lidt et alvorligt knæk i Egypten med en nylig fængselsdom. Læreren Beshoi el-Behiri, der tilhører det kristne mindretal, er blevet dømt til seks års fængsel for overtrædelse af blasfemiparagraffen.

Manden har angivelig lagt fornærmende tegninger af profeten Muhammed ud på sin profil på det sociale netværk Facebook. Retssagen mod ham begyndte i juli og har været dækket intensivt i internationale medier.

LÆS OGSÅ: Pakistansk kirke med danske rødder brændt

Med fængselsdommen har friheden tabt stort. Det mener lektor ved Roskilde Universitet Lise Paulsen Galal, som forsker i koptisk kristendom i Egypten. Ifølge hende vil udfaldet af retssagen forværre kopternes situation.

Kopterne er i forvejen en udsat minoritet, og de får det sværere. Den officielle udmelding fra landets styre er, at kopterne skal respekteres, men realiteten er, at kopterne har god grund til at være usikre på deres position i det nye Egypten. Derfor bliver sagen ekstra betændt af, at det er en kopter på anklagebænken, påpeger hun.

Ifølge Lise Paulsen Galal vurderer flere af Egyptens intellektuelle iagttagere, at retssagen er et tilbageslag for kopterne.

Stemningen i Egypten er højspændt, efter at dommen er faldet. Der er en mistanke om, at han har fået en strengere dom, fordi han er kristen. Det koptiske mindretal er bekymret over, at Egypten bevæger sig mod en mere konservativ tilgang til religion, siger hun.

Lise Paulsen Galal mener ikke, at kopterne bliver specielt forfulgt i blasfemisager, for også muslimer anklages jævnligt for fornærmelser mod islam. Blandt andet blev en af Egyptens kendte skuespillere tidligere på året retsforfulgt for blasfemi.

Hun mener dog, at filmen Innocence of Muslims (Muslimers udskyld), der angivelig er produceret af en koptisk kristen i USA, har gjort kopternes usikre status i landet endnu mere usikker. Filmen beskriver profeten som en kvindebedårer, børnemishandler og bedrager.

Der er en historisk tradition for sameksistens, men med filmen drives en kile ned i forholdet mellem koptere og muslimer, og det øger frygten for fremtiden, siger hun.

Nyhedsbureauet Associated Press skriver, at demonstranter uden for retssalen protesterede over dommen, som, de mente, var for svag.