Adolf Eichmann: Lydig bureaukrat eller bestialsk folkemorder?

Retssagen mod nazisten Adolf Eichmann for 50 år siden kan stadig lære os noget - og den blev også begyndelsen til opfattelsen af holocaust som en særlig begivenhed i Anden Verdenskrig

Naziforbryderen Adolf Eichmann under retssagen i Jerusalem.
Naziforbryderen Adolf Eichmann under retssagen i Jerusalem. . Foto: Ritzau Scanpix/AP.

I april 1961 sad den nu 84-årige forfatter, jøde og journalist Richard Oestermann i det katolske kloster Ratisbonne i Jerusalem. Sammen med omkring 500 andre journalister fra hele verden fulgte han retssagen mod den tyske nazist og SS-officer Adolf Eichmann, som udspillede sig få hundrede meter derfra.

"Vi fulgte retssagen på en meget stor tv-skærm, der fyldte næsten hele bagsiden af scenen i det rum, vi sad i. Det var en grusom person, hvis lange, tynde ansigt tonede frem for os. Han sad i retssalen i et glasbur med en vagt på hver side. Nu skulle han endelig stå til regnskab for sine umenneskelige forbrydelser," siger Oestermann fra sit hjem i Jerusalem.

"Her kunne de yngre generationer og efterladte til ofrene også for første gang høre om, hvad der faktisk skete i udryddelseslejrene. Derfor var det en meget vigtig sag, fordi mange overlevende ikke før havde talt om det."

Adolf Eichmanns karriere som nazist kulminerede, da han blev ansvarlig for hele den europæiske transport af jøder til udryddelseslejrene. Han deltog også i Wannsee-konferencen i 1942, hvor den endelige udslettelse af hele det jødiske folk blev aftalt.

I år er det 50 år siden, at Adolf Eichmann blev stillet for en dommer. Året før blev han bortført af den israelske efterretningstjeneste, Mossad, fra hjemmet i Argentina. Han blev bedøvet, iklædt israelsk militæruniform og fløjet til Israel, hvor han efter en retssag og en appelsag blev hængt i Ramla-fængslet den 31. maj 1962. Den første og eneste dødsstraf i israelsk historie.

Retssagen blev tv-transmitteret til hele verden.

Dengang var der ingen internationale krigsforbryderdomstole, der kunne tage sig af sagen, og holocaust blev betragtet som en del af Anden Verdenskrig fremfor et særskilt kapitel om et folkemord.

Men både USA og Tyskland vidste, hvor Eichmann befandt sig, længe før israelerne fandt ham.

Og for begge lande ville afsløringen være pinlig. Den vesttyske kansler, Konrad Adenauers, sikkerhedsrådgiver, Hans Globke, var gammel kollega til Eichmann i afdelingen for jødiske anliggender og også medforfatter til udkast til Nürnberg-lovene, der i 1930?erne fratog jøderne deres civile rettigheder i Nazityskland.

Og den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, var i gang med at etablere et spionnetværk i Tyskland mod Sovjetunionen, som til dels bestod af tidligere nazister. Generelt mente amerikanerne også, at de med Nürnberg-processerne havde sat et punktum for retsopgørene ved at dømme hovedpersonerne.

"Egentlig burde Adolf Eichmann have været for en domstol i Tyskland, men landet havde ingen interesse i at retsforfølge en nazist og igen rippe op i sårene. Den tyske stat retsforfulgte ikke nazisterne, hvis man kunne undgå det. Der er heller ingen tvivl om, at en bortførelse fra et andet land er ulovligt, så der er en del, der taler imod retssagen. Til gengæld mener jeg godt, man kan tale om en moralsk ret," siger Mikkel Andersson, der er bachelor i historie og blandt andet har deltaget i udgravninger i Auschwitz-Birkenau for at modbevise holocaustbenægteren David Irvings påstand om, at der ikke var gaskamre i udryddelseslejren.

Tyskerne sprængte selv gaskamrene i luften, men udgravningerne viste, at der både var huller til gas i de rester af lofterne, der blev fundet, og til falske brusehoveder. Irving tabte sagen i 2000.

Siger man Eichmann-sagen, er det komplet umuligt ikke også at sige Hannah Arendt (1906-1975). Den tysk-jødiske politiske filosof, der boede i USA, fulgte delvis retssagen mod Eichmann i Jerusalem, som hun dækkede for The New Yorker. I 1963 udkom hendes "Eichmann i Jerusalem – en rapport om ondskabens banalitet" (dansk 2008). Hun kom, muligvis uretfærdigt, til at tegne billedet af Eichmann i årene fremover: en bureaukratisk, underbegavet embedsmand, der var så optaget af at følge ordrer og løbe med strømmen, at han end ikke overvejede konsekvenserne af, hvad han dermed udførte.

Hannah Arendt mente, at ondskaben er et vilkår for alle moderne mennesker, hvis de glemmer at se kritisk på det samfund, de lever i.

En af Arendts nulevende støtter er den israelskfødte filminstruktør og lektor i medievidenskab på University of East London Eyal Sivan. Han taler på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) i morgen om sagen og betvivler ikke, at Adolf Eichmann var en forbryder.

"Men han var ikke en bestialsk psykopat. Ikke ekstrem, men mainstream. Og det er en personlighed, som også findes i dag, og derfor er Eichmann-sagen som lærestykke stadig vigtig. Hvis vi stempler gerningsmænd som dyr, så er det kun for at lulle os selv ind i den vrangforestilling, at vi 'ikke er som ham'," siger Eyal Sivan.

"Der er rigtig mange eksempler på mennesker, som lydigt og dygtigt udfører deres job uden tanke på konsekvenserne, for eksempel når personer fjernt fra stedet med et tryk på en knap dræber andre ved hjælp af ubemandede droner. Eichmann muliggjorde holocaust ved at orkestrere transporten til lejrene. Ikke af ideologiske grunde, men af lydighed mod sin arbejdsgiver. Hans udåd var 'kontor-kriminalitet', og den er der ingen tvivl om, at han var skyldig i."

Adolf Eichmann meldte sig til SS i Østrig i 1932. To år senere kom han til det frygtede sikkerhedspoliti i Berlin. I 1937 forhandlede han blandt andet med et medlem af den jødiske modstandsgruppe Hagana, som senere blev til den israelske hær, om at tvangsforflytte jøder til det britiske mandat Palæstina, men det var englænderne ikke interesserede i, så den plan blev droppet.

I 1938 etablerede Eichmann i Østrig kontoret for jødiske anliggender, hvor han skulle fremme tvungen deportation af jøder fra landet. I 1939 etablerede han et tilsvarende kontor i Tyskland, stadig med tvangsforflyttelse af jøder fra Europa som hovedopgave.

I 1941 fortalte hans overordnede Reinhard Heydrich, at alle jøder skulle udslettes, og det blev stadfæstet året efter ved Wannsee-konferencen, hvor Eichmann tog referat. Her kulminerede nazisternes mange antisemitiske tiltag i Endlösung: den totale udryddelse af det jødiske folk. Eichmann blev ansvarlig for samtlige togtransporter af jøder til udryddelseslejre. År senere i Ungarn fortsatte han, trods Heinrich Himmlers ordre om det modsatte, med at sende jøder til gaskamrene.

Mikkel Andersson anfægter Arendt og Sivans udlægning af Eichmann som lydig embedsmand.

"Det er næsten umuligt at forstå, hvor vigtig Eichmann-retssagen var for det jødiske folk. For mange af de overlevende er det 'Kennedy-mordet gange rigtig mange'. Her fik mange unge for første gang historien om, hvad der var sket i udryddelseslejrene, og Eichmann stod som en næsten overjordisk dæmonisk kraft. Det billede havde Hannah Arendt måske også forventet og er så blevet overrasket over, hvor almindelig han så ud."

Mikkel Andersson forklarer, at Eichmann mindst én gang besøgte Auschwitz-Birkenau og andre udryddelseslejre og dermed heller ikke kunne være uden viden om, hvad hans transportsystem resulterede i.

"Arendts pointe er vigtig, fordi man selvfølgelig skal tage etisk stilling til det, hvis man bliver bedt om at udføre et arbejde, som er indlysende inhumant. Men der var altså også lejrkommandanter, som ud over alle grænser var så ondskabsfulde, at de ville få Hollywoods billede af nazister til at ligne en parodi."

Men Eichmann var ikke den største nazi-fisk, påpeger lektor i sydeuropæiske studier Christian Axboe Nielsen, Aarhus Universitet, som blandt andet har været analytiker og ekspertvidne i sager ved straffedomstolen for det tidligere Jugoslavien i Haag.

Også han er på talerlisten ved DIIS' seminar "Adolf Eichmann – Fifty Years Later" med foredraget "Fra Jerusalem til Haag".

"Jeg ser alene på, hvad dommen og retssagen siger om, hvad der egentlig skete under Anden Verdenskrig. Er det en pålidelig historie, når man mange år senere læser dommen? Er der fejl eller andre problemer i den?," siger han.

Og noget af det, Christian Axboe Nielsen falder over, er den israelske premierminister David Ben-Gurions (1886-1973) udtalelser i den forbindelse, hvor han på forhånd erklærede Eichmanns skyld og kaldte ham "den værste krigsforbryder i menneskehedens historie".

"Der er ingen tvivl om, at Eichmann var skyldig, men man kunne have lyst til posthumt at spørge Ben-Gurion, hvad han så mente om Reinhard Heydrich, Heinrich Himmler og Adolf Hitler."

Christian Axboe Nielsen kalder Eichmann-sagen for den vigtigste retssag mellem Nürnberg-processerne og etableringen af de internationale krigsforbryderdomstole siden 1990'erne.

"Det er stadig vigtigt i dag i forbindelse med sager om folkedrab og andre krigsforbrydelser, at hverken dommere, anklagere eller forsvarere lader sig rive med af mediernes ofte farverige og forkerte beskrivelse af gerningsmændenes rolle i sagen. En retssag handler om indicier og andet retsmateriale, ikke om fordomme og fjendebilleder."

"Det kan man også se i Eichmann-dommen, hvor dommerne var klar over den enorme kløft, der havde åbnet sig mellem opfattelsen i befolkningen af, hvem Eichmann var, og det store, kedelige arbejde med at rekonstruere, hvad den anklagede kunne have gjort. At Eichmann ikke var uskyldig, betød på den anden side heller ikke, at han var skyldig i det hele."

Christian Axboe Nielsen mener, at retssagen mod Serbiens tidligere præsident Slobodan Milosevic på det punkt nærmest var en genindspilning af Eichmann-sagen, men heller ikke Milosevic var "skyldig i det hele".

"Og selve dommen er noget mere nuanceret i sin fortolkning af Eichmanns rolle og holocaust end anklageskriftet."

"Holocaust har ligheder med andre folkemord, blandt andet i optakten med diskriminerende love og propaganda op til den egentlige beslutning om udryddelse af et folk – her undtager jeg Rwanda, som er det eneste folkemord, der gik fra 0 til 100 i løbet af meget kort tid," siger Christian Axboe Nielsen.

"Men holocaust adskiller sig også i den teutoniske industrielle operation, nazisterne havde stablet på benene, og som bevidst ledte hen til udryddelse i en størrelsesorden, som nærmest er uden sidestykke."

Eichmann-sagen blev også for israelerne i den kun 12 år gamle stat et vendepunkt. Sagen blev, ifølge Mikkel Andersson, både det egentlige retsopgør med en af holocausts vigtigste skikkelser og begyndelsen på en ny fortælling om Auschwitz: at folkemordet ikke var en del af historien om Anden Verdenskrig, men en helt særskilt begivenhed i verdenskrigen.

Det blev begyndelsen til en omfattende forskning i folkemord. Både holocaust i sig selv og de afledte begivenheder: de overlevende og deres børn, optakten til folkemord og meget mere.

Eller som en anden jødisk forfatter og politisk aktivist Susan Sontag (1933-2004) udtrykte det: Eichmann havde en dobbeltrolle i retssagen –som sig selv og sin egen forbrydelse og som bærer af hele den antisemitiske historie.

Richard Oestermann, som rapporterede om sagen i danske, svenske og norske medier, har stadig ikke tilgivet, at kulturnationen Tyskland kunne ende i et bevidst forsøg på systematisk at udrydde et helt folk.

"Der var vidnesbyrd på vidnesbyrd om grusomhederne, og det blev ved i ugevis. Og jeg skrev og skrev hver eneste dag om, hvad jeg så på tv-skærmen, der viste rettergangen."