Sidst omskæring af jødiske og muslimske drenge var til heftig debat i Europa, sad Heiner Bielefeldt på posten som FN’s særlige rapportør for religionsfrihed. Og hans reaktion på den domstolsafgørelse i Køln, der udløste debatten, var klokkeklar.
”Det rene vanvid,” sagde Heiner Bielefeldt om afgørelsen, der betegnede omskæringen af et fireårigt muslimsk barn som fysisk lemlæstelse, der ikke kan forsvares med forældrenes religionsfrihed.
Dette udtryk står han stadig ved. Den tyske katolske teolog og historiker er nu professor i menneskerettigheder ved Universitetet i Erlangen. Tyskland har siden indført en lov, der tillader drengeomskæring under iagttagelse af en række lægelige og hygiejniske betingelser. Men når Danmark nu igen diskuterer et lovindgreb mod drengeomskæring, har han en ubehagelig følelse af, at historien gentager sig.
”Modstanderne af omskæring hævder, at det er i strid med børns rettigheder. Jeg mener tværtimod, at forbud mod omskæring er i strid med de rettigheder, FN’s Børnekonvention giver børn,” siger den tyske ekspert.
Dommerne i Køln læste Børnekonventionens paragraf 14 om religionsfrihed sådan, at barnet har ret til selv at vælge sin religion, og at forældrene derfor forbryder sig mod dets religionsfrihed ved at give det en religion og besegle det med et fysisk indgreb, som barnet ikke senere kan ryste af sig.
”Det er et i mine øjne absurd argument, som bygger på påstanden om, at et barn, der er omskåret, ikke kan skifte religion, men er nødt til at forblive jøde hele sit liv. Det vidner om en komplet mangel på teologisk indsigt og er også absurd, når man tænker på, at Kristus selv og alle de første kristne var omskårne jøder, der skiftede religion,” siger Heiner Bielefeldt.
”Børnekonventionens paragraf 14 siger klart, at et barn har rettigheder og dermed også har ret til religionsfrihed, hvilket vil sige at tilhøre og praktisere en religion. Den fastslår, som en forlængelse af barnets religionsfrihed, at forældrene har ikke blot ret, men pligt til at vejlede deres børn. Den siger ikke, at et barn selv skal vælge sin religion, men derimod, at staten skal respektere forældrenes pligt til at give retningslinjer, der svarer til barnets gradvise udvikling. Det vil sige, at man tilkender forældrene en socialiserende, vejledende rolle, så deres børn kan træde ind i en social, kulturel og religiøs ramme. Dermed har forældrene ret til at gennemføre de ritualer, der er en del af denne socialiseringsproces.
”Det skal selvfølgelig ske, uden at der begås overgreb og i givet fald under respekt for lægelige kriterier. Og man skal lytte til de råd, der kommer fra lægelig side. Men man kan ikke bare ignorere religiøse menneskers følelser og affeje dem som absurde eller irrelevante. Især i jødedommen er omskæringen det afgørende tegn på tilhørsforholdet til jødedommen. Og at give et barn dette tilhørsforhold er ikke i strid med dets rettigheder. Tværtimod har et barn ret til at blive optaget i og høre til i sin families religiøse trossamfund,” pointerer Heiner Bielefeldt.
Han mener, at det ikke er lægevidenskabelige vurderinger, men sekulariseringen af de europæiske samfund, der er begrunder kravene om forbud mod omskæring.
”Omskæring fremstilles igen og igen som et forældet ritual, der ikke er vigtigt, og som jøder og muslimer bare skal opgive. Debatten kammer alt for ofte over i foragt for de mennesker, der tror. Men hvis man vil tage religionsfriheden alvorligt, skal man også tage de troende alvorligt, og i Europa opfattes religion af mange som et udtryk for noget, der strider mod fornuften og oplysningstidens idéer. Europæerne er blevet en slags religiøse analfabeter, der ikke forstår, hvorfor troende mennesker bliver anfægtet af krav om at opgive dele af deres religiøse praksis,” siger Heiner Bielefeldt.
”Jeg er ikke selv jøde, og jeg forstår ikke, hvorfor omskæring er så vigtigt. Men jeg har forståelse for, at religion er vigtigt, og at forbud kan ramme nogle mennesker så dybt, at de hellere vil forlade et land. Ritualet er så vigtigt, at det ikke vil forsvinde, hvis det forbydes. Det eneste, man vil opnå, er, at det gennemføres i det skjulte, uden lægeligt opsyn og under langt værre forhold i stedet for at blive udført af læger på hospitalerne,” siger den tyske teolog og menneskerettighedsekspert.
Han forholder sig udelukkende til omskæringsdebatten på idéplanet. Hvorvidt det i lægelig forstand er skadeligt at fjerne forhuden, tager han ikke stilling til.
”Lægevidenskaben er splittet i spørgsmålet om, hvorvidt omskæring forvolder fysisk skade. Det er selvfølgelig rimeligt at stille krav om, at omskæring foretages under vilkår, der er lægeligt og hygiejnisk forsvarlige. Børn skal beskyttes mod mishandling og skadelige indgreb. Man kan selvfølgelig sige, at hvis vi ikke ved, om det har skadelige virkninger, så foretager man ikke indgrebet. Men at straffe forældrene er et ekstremt skridt, der ikke tager hensyn til spørgsmålets kompleksitet.
”Hvis man frygter, det er skadeligt, kan man gå i dialog med trossamfundene og arbejde henimod at ændre praksis. Måske kan man finde andre ritualer, som mere symbolsk markerer tilhørsforholdet til jødedommen uden et fysisk indgreb. Den slags diskussioner finder allerede sted i en række lande, og der er stemmer i jødedommen, som begynder at tale for det. Men jøderne er blevet traumatiseret af en debat, der har hængt dem ud som børnemishandlere, som ikke hører til i deres eget land. Jo mere aggressivt, denne debat føres, jo mindre lydhøre bliver de troende,” siger Heiner Bielefeldt, der generelt ikke er imod en samfundsdebat om drengeomskæring.
”Det skal ikke være tabu, og religionsfrihed indebærer naturligvis ikke, at alt, der på en eller anden måde har rod i religion, skal være lovligt til enhver tid. Det er helt rimeligt, at samfundet sætter visse grænser. Men vi skal diskutere det på en respektfuld måde. Lovindgreb og sanktioner mod forældrene er den værst tænkelige løsning,” mener Heiner Bielefeldt.