Prøv avisen

Ekspert: Islamiske stater vil underminere ytringsfriheden

65-årige Ann E. Mayer har brugt de seneste 20 års forskning på at afdække strategien bag Organisationen for den Islamiske Konferences ageren i FN. -- Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Anerkendt ekspert i islamisk ret, som netop har besøgt Danmark, advarer mod at lade forbud mod religionskritik indgå som menneskerettighed

Hvis Organisationen for den Islamiske Konference, OIC, får magt, som de har agt, så er det nat med ytringsfriheden. Hvis det sker, vil den vestlige verden nemlig stå som forbryderen, og de mellemøstlige lande som de krænkede.

Så kort og kontant kan Ann E. Mayer, lektor på Pennsylvania Universitet, som i over 20 år har forsket i OIC's holdninger til menneskerettigheder, statuere sin pointe.

Ann E. Mayer rejser tilbage til USA i dag efter et par dage i Danmark, hvor hun blandt andet holdt foredrag, arrangeret af forfatterforeningen Dansk PEN og Københavns Universitets Islamsatsning.

Pointen får ekstra vægt i disse dage, hvor en under-komité under FN?s Generalforsamling igen har samlet flertal for et forslag mod "hadsk tale om religion", som skal indgå som en menneskeret sammen med blandt andet ytringsfrihed og religionsfrihed. Det er i OIC og FN's Menneskerettighedsråd, kuglerne støbes, så det er ikke første gang, det sker - men færre og færre stemmer for, hvilket ikke mindst de vestlige lande i FN sætter pris på.

De islamiske staters internationale arbejde har ændret sig over årene.

"I forbindelse med FN's Konvention om Kvinders Rettigheder forlangte både asiatiske og muslimske lande 'kulturelle særrettigheder', fordi de - for de muslimske landes vedkommende - mente, at kvindekonventionen stred mod islamisk ret, og at den i det hele taget gav udtryk for vestlige idéer, som var uforenelige med ikke-vestlige kulturer," forklarer Ann Mayer.

Derfor forsøgte landene i OIC også at udforme deres egen menneskerettighedskonvention. Kairo-deklarationen, som den blev kaldt, blev en realitet i 1990. Det var året efter Rushdie-affæren, hvor den iranske ayatollah Khomeini kort før sin død forsøgte at udbrede islamisk ret ud over resten af verden med en fatwa – religiøs anbefaling – der krævede, at Salman Rushdie skulle dræbes, hvorend han befandt sig. I Kairo-deklarationen spiller hverken ytringsfrihed, religionsfrihed eller kvinderettigheder nogen rolle.

OIC har siden 1990'erne flyttet fokus fra kultur til religion, blandt andet på grund af Rushdies bog "De Sataniske Vers" og siden 2005 på grund af Muhammed-krisen. Og det er en væsentlig ny tendens.

"I stedet for særrettigheder på grund af kultur forsøger OIC at få deres krav om forbud mod bagvaskelse af religion igennem via det FN-system, de hidtil har afvist som vestligt," siger Ann E. Mayer.

Det ændrer dog ikke på, at Ann E. Mayer mener, at både kultur- og religionsstrategien er en undskyldning for eller et dække over overtrædelse af grundlæggende rettigheder, især af ytringsfriheden.

"Det er pay back-time for OIC nu. Muhammed-krisen gav OIC et ordentligt boost, og hvis de nu får hadsk tale om religion igennem som en del af menneskerettighedskonventionen, så risikerer vi ytringsfriheden, som jo allerede er begrænset i konventionen i forhold til blandt andet diskrimination. Hvis man for eksempel kritiserer stening af utro kvinder, så vil det blive kaldt hadsk tale mod religion. I realiteten forfølger OIC samme mål som tidligere: Islams kulturelle særkende. Men nu sker det i FN-regi, og det lyder meget bedre at kalde det menneskerettigheder," siger Ann E. Mayer og uddyber:

"Går det igennem, så er det OIC, der har fat i den lange ende, og de vestlige lande, som forbryder sig mod konventionen på grund af forbuddet mod hadsk tale om religion. Ytringsfriheden vil blive opfattet som et vestligt særkende, og så er alt vendt på hovedet. OIC vil have fundet det skjold, hvorunder de kan beskytte deres egne overtrædelser."

Adspurgt om et forbud mod hadsk tale mod religion ikke netop kunne sikre religiøse mindretal i OIC-landene, for eksempel shiamuslimer og kristne i Saudi-Arabien, bahaier i Iran, ahmadyya- muslimer i Pakistan eller kristne i Irak, siger hun "nej".

"OIC-landenes kritik er udelukkende rettet mod Vesten. De får medhold af Rusland og Kina, begge lande, som undertrykker muslimske mindretal, men det har der aldrig været sagt et pip om. De kritiserer heller ikke hinandens undertrykkelse af mindretal, så selvom OIC har udvidet begrebet fra hadsk tale mod islam til det mere generelle religion, så er det stadig islam, de er fokuserede på."

Ann E. Mayer understreger, at hun har sit fokus på OIC, ikke på forskellene på de enkelte medlemslande og deres forhold til islam eller egne magthavere.

"Men jeg kender så mange dejlige muslimer i de lande, som ikke har ret til selv at tale, og det er for deres skyld, jeg forsker i og taler højt om det her."

Der er en indbygget ironi i, at OIC's og USA's holdning til international ret ligner hinanden. Ikke mindst, fordi USA så at sige kræver overholdelse af menneskerettighederne af de muslimske lande, som på deres side, mener, at den internationale ret "er USA?s skyld".

"Det er det ikke," siger Ann E. Meyer. "Tværtimod."

OIC's medlemslande ønsker ikke, at noget udefrakommende lovkrav skal stå over islamisk ret og anden national lovgivning. Sådan har USA det også. Intet over den amerikanske forfatning og national lovgivning.

Siden 2003 har en række republikanere arbejdet på at gennemføre en lov, der forbyder den amerikanske højesteret at henvise til international lovgivning, herunder menneskerettighederne.

"Så vi er ikke de rette til at belære andre," siger hun.

"Og med den kongres, der træder til nu, så bliver den isolationspolitik i forhold til resten af verden, der begyndte under præsident Georg W. Bush, desværre nok endnu mere udtalt," siger hun.

Og skutter sig af kulde i snevejret i Danmark, inden hun begiver sig videre for at se islamisk kunst på Davids Samling i København.

benteclausen@k.dk

Ann E. Mayer har brugt de seneste 20 års forskning på at afdække strategien bag Organisationen for den Islamiske Konferences ageren i FN. --