Profesor Peter Mandaville, du har blandt andet arbejdet to år som seniorrådgiver for det amerikanske udenrigsministeriums kontor for religion og globale anliggender og er for nylig trådt tilbage. Har kontoret været en succes?
Vi var en ny enhed inden for ministeriet, og ærligt talt var der mange, der syntes, at det var lidt skørt. For religion er et område, man ikke normalt knytter til diplomati og udenrigspolitik. Så det var nogle gange op ad bakke at overbevise andre afdelinger om, hvordan vi kunne hjælpe dem. På nogle områder lavede vi nogle gode partnerskaber, mens der i andre kontorer var folk, der ikke helt forstod, hvad vi lavede, og som derfor ikke var så interesseret i at arbejde med os.
I Danmark er der for nylig blevet oprettet et lignende kontor, der skal sætte fokus på religiøse minoriteters situation i særligt Mellemøsten. Er det en god idé med sådan et kontor?
Danmark er et relativt lille land, der er nødt til at være meget selektivt i forhold de områder, som man sætter fokus på og sætter ressourcer af til. Men hvis Danmark vælger den rette tilgang, tror jeg, at det er et område, som Danmark kan være effektivt på. Udfordringen vil være det pres, der er fra politikere om at fokusere på beskyttelse af kristne, og det arbejde, der samtidig foregår i Udenrigsministeriet, hvor man tænker menneskerettigheder bredere.
Hvad bør kontoret gøre i sådan en situation?
Allerførst er det klart, at kristne bliver forfulgt, så det er legitimt med et stort fokus på det område. Men når man arbejder med Mellemøsten, må man huske, at den religiøse gruppe, der eksempelvis har mødt størst pres fra Islamisk Stat, er shia-muslimerne. Der er muslimske grupper, der møder lige så stort had og pres som kristne. Samtidig ønsker mange kristne grupper i Mellemøsten ikke nødvendigvis et særligt fokus fra regeringer i Vesten. Mange af dem foretrækker bare at blive set som borgere i Egypten, Libyen og Irak snarere end som kristne. Så hvis de oplever, at der bliver sat et særligt lys på dem, føler de sig endnu mere marginaliserede. Derfor må man i dialog med de grupper, så det arbejde, man laver, hjælper dem.
I forbindelse med oprettelsen af kontoret har der været en debat om, hvordan sådan et kontor skulle agere. For eksempelvis mener nogle politikere, at kontoret meget åbent skal adressere forfølgelse af kristne, når ambassadøren fra kontoret besøger eksempelvis Saudi-Arabien. Er en meget håndfast tilgang til problematikken den rette vej at gå, som du ser det?
Problemet, når det kommer til Saudi-Arabien er, at mange vestlige regeringer har et forhold til landet, der handler om sikkerhed og energi. I mange år har det været en del af handlen, at man i Vesten derfor ikke rejste for mange spørgsmål om de hjemlige forhold i Saudi-Arabien. Men vi ved jo, at der er grupper og organisationer i Saudi-Arabien, der udbreder meget konservative fortolkninger af islam, som betyder, at der en sikkerheds- risiko for religiøse minoriteter i regionen. Men det er blevet muligt at have en samtale med Saudi-Arabien om de områder, hvis man indrammer samtalen. Og sådan er det generelt. Man kan have en konstruktiv samtale, hvis man fokuserer på landenes egne formål og ambitioner.
I Danmark har landets største missionsselskab, Danmission, også deltaget i debatten omkring det nye kontor for religiøse minoriteter. Her har generalsekretæren blandt andet sagt, at jo mere sort/hvidt vi taler om kristne og muslimer i Danmark og resten af Europa, desto mere sort/hvid bliver situationen i Mellemøsten. Deler du det synspunkt?
Er der ekstreme grupper, der kan bruge det som en forsvar for at angribe kristne? Ja. Det har grupper som Islamisk Stat gjort i en vis udstrækning. Men jeg tror ikke, at der er en klar sammenhæng mellem debatten i Danmark og angrebene mod kristne. Jeg har ikke set noget bevis for det. Jeg tror, at udfordringen for kristne i Mellemøsten har en længere historie, som går ud over vores tid, hvor muslimske samfund er blevet normale i Europa.