Vi er hastigt på vej mod en situation som i 1600-1700-tallets Europa, hvor det sidst var så farligt at udgive religionskritik, at det måtte udgives anonymt.
Det mener forsker i religionssatire Dennis Meyhoff Brink fra Københavns Universitet. Han fremhæver blandt andet den britiske satire-tegneserie ”Jesus and Mo”, som fremstiller religionsstifterne Jesus og Muhammed som øldrikkende bofæller, og som bliver udgivet under pseudonym fra et hemmeligt sted i Storbritannien. Heller ikke religionskritikere som Ibn Warraq og koranforskeren Christoph Luxenberg (begge pseudonymer) lægger navn til deres arbejde. Og med det blodige attentat på det franske satiremagasin Charlie Hebdo vil endnu flere kritikere og satirikere fremover afholde sig fra at stå frem med deres eget navn, mener Dennis Meyhoff Brink.
”Vi vil sandsynligvis se meget mere af den slags anonyme udgivelser i fremtiden. Jeg tror, at vi kommer til at se noget af det samme, som foregik i Europa i 16-1700-tallet. Vi har set kimen til den hemmelige religionssatires tilbagekomst,” siger Dennis Meyhoff Brink, der får opbakning af professor ved Københavns Universitet Frederik Stjernfelt, som ligeledes mener, at vi kommer til at se endnu mere anonymiseret religionssatire.
”På nogle punkter er vi tilbage ved betingelserne under den tidlige oplysningstid 1650-1750, hvor truslen fra kristendommen ofte gjorde den voksende religionskritik anonym,” siger han.
Det er ifølge Dennis Meyhoff Brink angsten for terror og attentater, der i de senere år - efter blandt andet 11. september-angrebet og Muhammed-krisen - har givet de anonyme religionskritiske udgivelser et rygstød. Og selvom udviklingen viser, at ytringsfriheden er under pres, har han forståelse for, at satirikere og kritikere ikke vil stå frem ved navn.
”I den bedste af alle verdener ville det ikke være nødvendigt at udgive anonymt. Det er jo bedst og sundest for den offentlige debat, at mennesker har mulighederne for og modet til at stå ved deres udtalelser. Men når der er en reel fare for at blive slået ihjel, kan jeg sagtens forstå de satirikere, som ikke tør udgive i deres eget navn,” siger han.
Men at udgive kritik og satire anonymt er en forkert vej at gå, mener lektor i religion og forfatter til bogen ”Religionskritik” Dorthe Enger.
”Det er et meget dårligt tegn, når den slags bliver udgivet anonymt, for når man ikke vil stå ved sine synspunkter, så mister de magt. Jeg forstår godt, at fænomenet breder sig, men man risikerer, at det bliver meningsløst,” siger hun.
Thomas Thorhauge, tegner og bestyrelsesmedlem i Dansk Tegneserieråd, er enig:
”Når man udgiver på den måde, kan det godt være, at man prøver at gøre noget godt for ytringsfriheden - men man gør jo noget skidt. Man medgiver jo fuldstændig klart, at der er et problem, som man ikke vil stå ved,” siger han og tilføjer, at anonym satire som tegneserien ”Jesus and Mo” godt nok muligvis kan hjælpe til med at skubbe en proces i gang, der kan gøre det normalt at afbilde religiøse skikkelser, så den type udgivelser ikke behøver at udgives under pseudonym.
”Men jeg tvivler. Og hvis jeg havde publicistiske ambitioner, ville jeg ikke bryde mig om at udgive noget som helst anonymt. Det er jo pr. definition et knæfald og skader sagen mere, end det gavner,” siger han.