Det er nok de færreste danskere, der ikke har hørt eller læst om Thor, Odin og alle de andre ase-guder fra den nordiske mytologi. Men hvordan sagnene og myterne i sin tid opstod og blev til den asatro, vi kender i dag, fortaber sig i historiens tåger. Vi ved det ganske enkelt ikke.
Til gengæld kan den guldskat, som for nylig blev fundet ved Vindelev i nærheden af Jelling, måske gøre os klogere. For Vindelev-skatten ser ud til at være et af de første udtryk, vi har for den nordiske mytologis tilstedeværelse i Danmark.
Blandt de mange guldgenstande, som forskere mener blev gravet ned i 500-tallet og genfundet 1500 år efter, er en af de mest centrale en slags amulet i guld, også kaldet en brakteat. Den bærer en runeindskrift, der er blevet oversat til ”houar”, som betyder ”den høje”, og dette kan meget vel være en henvisning til alfaderen i den nordiske mytologi, Odin. Fordi man ikke måtte skrive Odins navn, gik han under en række synonymer, blandt andet ”den enøjede”, ”spydkasteren” og ”den høje”. Den person, som er afbilledet på mønten, har langt hår, hvilket blev set som et symbol på styrke, rider på en hest og stirrer ind i øjnene på en rovfugl, som kunne være en af Odins ravne, Hugin eller Munin.
Spørger man forskerne, hvilket stadie den danske asatro var på i 500-tallet, har de svært at ved at svare. Flemming Kaul, der er seniorforsker ved Nationalmuseet, forklarer, at der er en tidsperiode, hvor vi ved meget lidt om religionsdyrkelsen i Norden. I perioden fra 500 år f.Kr. til 400 år e.Kr. er der så godt som ingen kilder, der kan gøre os klogere på datidens nordboeres religiøse praksis.
”Der er 900 års blank historie, hvor vi mangler billeder og ikonografiske vidnesbyrd af religionsdyrkelsen. Det er derfor svært at sige noget om, hvordan religionerne har udviklet sig i denne periode,” siger Flemming Kaul.
Men noget har vi dog fra før 400-tallet.
Vores ugedage, der menes at have eksisteret allerede i 200-tallet e.Kr., er opkaldt efter guderne fra den nordiske mytologi. Tirsdag betyder Tyrs dag. Onsdag betyder Odins dag. Torsdag betyder Tors dag. Og fredag er Friggs dag. Det kan give os en idé om, hvor langt tilbage dyrkelsen af Ase-guderne går, forklarer professor emeritus ved Aarhus Universitet Jens Peter Schjødt, der har forsket i religionshistorie.
”Navnene på vores ugedage går tilbage til 200 år e.Kr. Det viser, at en del af mytologiens navne går tilbage dertil. Hvad der har været 500 år tidligere, kan vi kun gisne om. Religioner, som ikke har en stifter, er meget svære at sætte en klar begyndelse på,” forklarer Jens Peter Schjødt.
Fra nogenlunde samme periode er der desuden nogle arm- og fingerringe, som bliver kaldt ormeringe. Det er usikkert, hvad de forestiller, men de kan ifølge Flemming Kaul ligne ravnehoveder, og der er også blevet fundet våben, der har været udsmykket med ravne.
”Disse guldringe og våben blev måske båret af den daværende overklasse og kan dermed have symboliseret en tilknytning til Odin, som var herskerguden,” vurderer Flemming Kaul.
Forbindelsen til Odin-kulten
Teorien om Vindelev-skatten er, at den var et offer til de højere magter. Den blev gravet i jorden, efter at høsten i nogle år havde slået fejl. Men spørgsmålet er hvilke højere magter? Rundt om i Europa var der, i århundrederne før guldskatten i Vindelev blev begravet, en Odin-kult, som blandt andet historikeren Jeanette Varberg har beskrevet. Og den kan have udviklet sig på skuldrene af andre mytologier. For den nordiske mytologis rødder går ifølge Jens Peter Schjødt helt tilbage til Antikken, blandt andet den græske og romerske mytologi.
”Man kan sige noget om, hvornår det, vi i dag kalder den nordiske mytologi, slutter. Men det er svært at sige, hvornår den begynder. Det har været en religion, som har udviklet sig over tid, og derfor er det svært at finde frem til en begyndelsesdato,” siger Jens Peter Schjødt.
”Odin i en eller anden form går langt tilbage. Tacitus, en romersk historiker, skriver, at den mest dyrkede gud blandt germanerne var Merkur. Odin og Merkur deler en række egenskaber,” siger Jens Peter Schjødt.
Slægtskabet mellem den nordiske mytologi og Middelhavsområdets religioner skal ikke forstås sådan, at guderne er sammenlignelige en til en. Der er sket en sammenblanding af evner og karaktertræk over tid.
Jens Peter Schjødt peger på Odins slægtskab med Zeus, men der er også ligheder med Apollon, som var lægegud, og med Merkur, som var gud for de omvandrende.
”Hermes og Odin går begge klædt i kapper og hat og er guder for vandringsmænd. At Odin også er en lægegud, kommer til udtryk i et fund, hvor han påkaldes for at kurere sygdom,” siger Jens Peter Schjødt.
Et andet træk, som Odin har til fælles med Apollon, er ravnen. Den græske gud bruger ravnen som sendebud og spion. Men Odins ravne, Hugin og Munin, udfylder en lidt anden rolle. De flyver ud om morgenen, og når de vender tilbage, fortæller de ham om alt, hvad de har set.
Sådan lyder fortællingen i hvert fald i dag, men ravnene kan have udfyldt en anden rolle, da Odin blev tilbedt i fordums tid.
”Den Odin, som muligvis opstår omkring år 200, kan have været en hel anderledes Odin end den, vi kender i dag,” siger Flemming Kaul.
Måske bliver vi klogere, når forskere har haft tid til at se nærmere på de genstande, der er fundet ved Jelling. Der er blandt andet billeder og runer, som skal tydes, oplyser Mads Ravn, der er forsknings- og samlingschef på Vejle Museerne. Det sidste ord er næppe sagt om de nordiske guders status i 500-tallet.