I klitterne tæt på feriebyen Vorupør i Thy ved den jyske vestkyst ligger en kirkegård, hvor tiden er frosset fast i perioden 1850-1925. Her står et helt samfund at læse, fra fiskernes druknedød på havet til vækkelsesbevægelse og dyb fattigdom i en af landets mest barske egne.
Men den slags kirkegårdsmiljøer er sjældne, og der findes hverken en systematisk registrering eller tilstrækkelig lovgivning til at beskytte dem i Danmark. Det bør der være, siger en række fagfolk til Kristeligt Dagblad:
”Vi bør have mulighed for at udpege den slags tidslommer til egentlig fredning, for vi har kun ganske få tilbage. Den bevaringsstatus skal blandt andet bestå af en registrering af det, der er på kirkegården, og en bestemmelse om, hvordan den videre vil kunne bruges, og hvordan gravstederne skal se ud,” siger Mogens B. Andersen, kirkegårdskonsulent i Aalborg Stift, som understreger, at det er nødvendigt med en ”samlet, landsdækkende vurdering” og ikke blot lokale udviklingsplaner.
Kirkegårdene er ”historiebøger”, hvor de er bevaret bedst, og derfor skal en registrering og bevaringsstatus gælde hele eller dele af en given kirkegård og ikke kun enkelte interessante gravsteder, mener også Ulla Schaltz, direktør på Museum Lolland-Falster.
”Der er ingen tvivl om, at vi mister de her kirkegårdsmiljøer, hvis man ikke tager skridt til at bevare dem. Det er rigtig ærgerligt, for det er en vigtig del af kulturarven, som er på vores kirkegårde,” siger hun.
En kirkegård er et dynamisk sted, der til stadighed forandres i takt med, at gravsteder sløjfes for at give plads til nye generationer. Netop for at bevare de kulturhistoriske værdier vedtog man i 1986, at bevaringsværdige gravminder skal registreres. Det er provstiet, det vil sige en sammenslutning af sogne, meninghedsrådet og en sagkyndig, der står for udpegning og registrering af bevaringsværdige gravminder.
I dag er loven desuden sådan, at et særligt udvalg om kirkegårde skal konsulteres, inden en kirkegård, der er gået af brug, nedlægges. Også her er hensigten at forhindre, at ”umistelige” kirkegårde går tabt.
Men det er stort set altid for sent at udpege en kirkegård til bevaring, når den står for at skulle nedlægges, siger Mogens B. Andersen:
”Det er håbløst, for på det tidspunkt er kirkegården typisk afviklet og tom. Derfor mener jeg, at man aktivt skal ud og vælge nogle kirkegårde, som man vil bevare helt eller dele af,” siger han, som vurderer, at der er fem eller seks af den slags kirkegårde i Aalborg Stift.
Gravminderegistreringen fra 1986 er heller ikke tilstrækkelig til at sikre lokale kirkegårdsmiljøer som erindringskort af nationalhistorisk betydning, siger Ulla Schaltz:
”Mange af os har registreret en masse gravsten, og så er der ikke tænkt over det videre forløb. Gravstenene står bare på kirkegårdene eller er måske samlet i et hjørne. Men de kulturhistoriske strukturer forsvinder, hvis man kun bevarer enkelte sten og ikke kirkegården som et helt kulturmiljø.”
I Ribe Stift findes mindst fire kirkegårde af sådan ”unik karakter” og på landsplan 40-50, anslår Elof Westergaard, biskop og formand for Foreningen for Kirkegårdskultur. I Sønder Skast, hvor der kun bor 100 mennesker, er for eksempel en kirkegård, der har bevaret sin struktur siden 1805, og hvor man stadig kan aflæse forholdet mellem rig og fattig i datidens samfund.
Fordi den slags miljøer har national værdi, må det være en national opgave at finansiere deres bevarelse, mener han:
”En række af de kirkegårde ligger i sogne og provstier, hvor der økonomisk ikke er stort råderum. Man er nødt til at finde en model, hvor man siger, at de har så unik en karakter, at udpegning og bevaring skal ske ved hjælp af landskirkeskatten.”
”Vær opmærksom på, at der ikke er tale om driftstunge anlæg. Det er jo ikke Kongens Have, vi taler om,” siger han med henvisning til, at mange af kirkegårdene er ganske små.
Kristeligt Dagblad har bedt kirkeminister Joy Mogensen (S) om at svare på, om hun kan tænke sig ny lovgivning til beskyttelse af lokalhistoriske kirkegårdsmiljøer. Hun ønsker ikke at udtale sig.