Eksperter: Præsters tro er også et offentligt anliggende

Det giver ikke mening at skelne mellem præstens forkyndelse og personlige tro, som det sker i aktuel reinkarnationssag, påpeger flere

Præsters tro er ikke en privatsag, påpeger flere teologer og kirkeretseksperter. Modelfoto
Præsters tro er ikke en privatsag, påpeger flere teologer og kirkeretseksperter. Modelfoto Foto: Paw Wegner Gissel

Hvad Annette Berg, som har givet udtryk for sin tro på reinkarnation, i sidste ende tror på, er et anliggende mellem hende og Vorherre. Sådan lød det i går fra biskop over Roskilde Stift Peter Fischer-Møller som forklaring på, hvorfor Annette Berg igen er indsat i embedet som sognepræst i Vig.

Men selvom det naturligvis ikke er muligt for biskopper at kontrollere, hvad præster eller andre inderst inde tror på, så betyder det ikke, at præsters tro er en privatsag, påpeger flere teologer og kirkeretseksperter.

”Naturligvis har hverken biskoppen eller vi andre adkomst til at undersøge præstens dybeste tro. Men det betyder jo ikke, at det er ligegyldigt, hvad præsten m/k giver udtryk for at tro på. Dette er ikke kun et anliggende mellem præsten og Gud, men også mellem præst og menighed. Det er i det offentlige rum, at præsten forkynder og kommunikerer sin tro,” siger professor i systematisk teologi ved Københavns Universitet Niels Henrik Gregersen.

Af samme grund undrer han sig over, at Annette Berg på Vig Kirkes hjemmeside kan præsentere sig som gestaltterapeut og åndelig vejleder, der beskæftiger sig med alt fra auralæsning til healing ved bøn.

”En folkekirkelig hjemmeside er en del af det offentlige rum og hører som sådan principielt under biskoppeligt tilsyn. Det drejer sig ikke om præstens tanker, men om præstens embedsførelse. Generelt vil det være ønskeligt, at præster, som blander forskellige religiøse forestillinger, bliver bedt om efterfølgende at redegøre offentligt teologisk sammenhængende for det. Præster er akademikere,” siger Niels Henrik Gregersen.

Tidligere rektor for Pastoralseminariet Mogens Lindhardt peger på, at præstens tro er tæt forbundet med præstens troværdighed. Han mener, at biskoppens sondring mellem Annette Bergs personlige tro og forkyndelse i den aktuelle sag mest er udtryk for et ønske om brandslukning, som imidlertid forsømmer at forholde sig til sagens kerne.

”Selvom præstens personlige forhold til Gud kan svinge fra det ene øjeblik til det andet - som for alle os andre - så er præsten bundet af det, man i folkekirken anser for at være troværdigt, nemlig den almene lære og den kirkelige dogmatik. Det er naturligvis noget, som kan diskuteres, men det forudsætter en teologisk besindelse og argumentation, som i hvert fald ikke har fundet sted i denne sammenhæng,” siger Mogens Lindhardt.

Derfor handler sagen i videre forstand også om en tiltagende mangel på teologisk troværdighed, som folkekirken må forholde sig til, mener han.

”Biskoppens henvisning til, at præstens personlige tro er en privatsag, kan være en udmærket førstehjælp for at holde sammen på den folkekirkelige ordning uden at skulle indlede en læresag. Men modellen holder ikke i længden, fordi den forsømmer at adressere troværdighedsaspektet i forhold til offentligheden. Vi mangler simpelthen en kultur i folkekirken for den teologiske håndtering af denne type sager,” siger Mogens Lindhardt.

Heller ikke jurist og kirkeretsekspert Anders Jørgensen mener, at man meningsfuldt kan sondre mellem præstens personlige tro, og hvad præsten forkynder fra prædikestolen.

”Man er præst 24 timer i døgnet, og ikke kun når man står i kirken. Hvis man derfor siger, at der for den enkelte præst er et rum for personlig tro og så et andet, når man indtræder i embedet, kan det medvirke til at stille både præst og folkekirke i et utroværdigt lys,” siger Anders Jørgensen.

Ifølge ham handler det om, at folkekirken nok vil undgå gejstlige læresager.

”Efter Grosbøll-sagen blev der udarbejdet et cirkulære om forberedelsen af lære-sager. Sammen med de øvrige procedurer for gejstlige læresager er det et kæmpeapparat at sætte i værk, og i den forstand er det forståeligt, at folkekirken vægrer sig ved at gøre brug af det. Men det efterlader et tomrum i håndteringen af de mange mindre præstesager, som har læremæssig karakter. Men uanset hvordan man vender og drejer det, har præster ikke tros- og religionsfrihed, men er forpligtet på læren i det trossamfund, de virker i,” siger Anders Jørgensen.