Der er brug for fornyelse af folkekirkens prædikener. Meget har ændret sig siden den tid, hvor det var tilstrækkeligt, at højmessens ord var teologisk holdbare. Det er ikke længere nok, viser den seneste forskning.
I dag har vi brug for at tænke nyt omkring prædikenen, og det gør vi også siger professor i systematisk teologi på Københavns Universitet Bent Flemming Nielsen, som blandt andet forsker i gudstjenestens liturgi og prædiken.
LÆS OGSÅ: Prædike-kunstens svære opgave: Moderne præster har problemer
Vi kommer fra en situation for 30-50 år siden, hvor det primært handlede om prædikens teologi. I dag skal en præst også kunne holde en prædiken, som er forståelig for den menighed, som nu engang møder frem med alle mulige personlige oplevelser i deres liv med fødsel, dødsfald, skilsmisse og arbejdsløshed. I dag er fortroligheden med det kristne sprog og salmerne ikke så stor som tidligere, siger han.
En af folkekirkens helt store udfordringer i disse år er prædikenen, mener Marlene Ringgaard Lorensen, der er professor på Københavns Universitet med særlige opgaver i prædikenlære og ph.d. i homiletik (prædikenlære).
Det kan være helt reelt, at kirkegængerne synes, at prædikenen var dårlig. Men det er bare ikke sikkert, at det alene er præstens skyld. I dag er det mere og mere anerkendt, at en prædiken er et samspil og fælles ansvar mellem prædikant og kirkegængeren. Empiriske undersøgelser viser, at kirkegængere ikke nødvendigvis efterlyser en præst, de kan identificere sig med, men snarere én der kan forstyrre og provokere deres vante tankegang, så de får hjælp til at stille nogle nye spørgsmål. Den gamle opfattelse, at præsten taler, og så skal menigheden bare absorbere, holder ikke længere. Kirkegængerne vil forbinde evangeliet med deres eget liv, siger Marlene Ringgaard Lorensen.
LÆS OGSÅ: Jesus på nudansk: Problemer i højmessen
Tidligere sognepræst Marianne Gaarden underviser i prædikenlære på Pastoralseminariet i Aarhus og er inden længe aktuel med en ph.d.-afhandling i prædikenens kommunikation.
Tiden er moden til kritisk at overveje, hvordan præster traditionelt har prædiket. Det er der en stor lydhørhed for lige nu. Mange præster arbejder hårdt på at gøre det anderledes og mere nærværende end hidtil. I dag ved vi, at en prædiken ikke kun er en enetale, men opleves som en indre dialog. Prædikenens budskab kan ikke bare overføres til tilhørerne, så hvis præsten ikke har noget på hjerte, aktiverer den ikke tilhørerne, siger Marianne Gaarden.
Dr.theol Svend Bjerg har blandt andet udgivet en prædikenvejledning og en række af sine egne prædikener.
Der skal være lidenskab i en god prædiken. Men den kan man ikke bare mobilisere med den gode vilje, hvis ikke man har den i forvejen. Der burde i højere grad være en arbejdsdeling mellem præster ud fra, hvem der evner at prædike virkelighedsnært, og hvem der ikke gør, siger Svend Bjerg.
Peter Fischer-Møller, biskop i Roskilde Stift, mener også, at vi som præster skal være mere opmærksomme på, hvad folk hører, end vi har været.
Vi har været meget fokuserede på vores egne manuskripter, og hvad vi gerne ville have sagt. Men hvis ikke det bliver hørt, hjælper det hele jo ikke så meget, siger han.
Formand for Den Danske Præsteforening, Per Bucholdt Andreasen, har ingen kommentarer, da foreningen alene arbejder med fagforeningsspørgsmål.