Hvilket ansvar følger der med at være registreret som ”reel ejer” af kirken, sognehuset og præstegården?
Det spørgsmål har flere menighedsrådsmedlemmer stillet på det sidste. Siden den 1. december har de været registreret hos Erhvervsstyrelsen med deres navne og personnumre som såkaldt ”reelle ejere” af folkekirkens bygninger lokalt. Det har både vakt undren og mødt protester fra enkeltstående menighedsrådsmedlemmer og Landsforeningen af Menighedsråd, der er usikre på, hvilket ansvar det medfører.
I går slog kirkeminister Mette Bock (LA) dog fast over for Kristeligt Dagblad, at menighedsrådene ikke skal bekymre sig. Registreringen betyder intet for menighedsrådenes ansvar og forpligtelser. Selvom de kaldes ”reelle ejere” af kirkernes bygninger, ejer de dem ikke i den forstand, at de for eksempel kan hæfte for skader eller beslutte at sælge kirkerne. Deri har Mette Bock helt ret, fastslår Søren Friis Hansen, der er professor i selskabsret ved Copenhagen Business School.
”Titlen som ’reel ejer’ betyder ikke nogen ændring i menighedsrådenes forpligtelser og ansvar. Jeg mener heller ikke, de skal være bekymrede,” siger han.
Søren Friis Hansen giver også ministeren ret i sin udlægning af, at det i forhold til EU’s regler ikke er muligt at undtage de danske menighedsråd fra registreringen. Han kan også godt se nødvendigheden i at registrere så meget om ejerstrukturer som muligt i forsøget på at forhindre økonomisk kriminalitet.
”Hovedparten af de registrerede virksomheder, fonde og selvejende institutioner gør selvfølgelig ikke noget kriminelt. Men nogle gør, og derfor har man fundet det nødvendigt fra EU’s side at lave dette regelsæt. Og det er vigtigt, hvis man vil undgå skattesnyd og anden økonomisk kriminalitet, selvom det set med danske øjne er en vidtgående registrering. Men undtog man fonde og selvejende institutioner fra listen, er der risiko for, at de vil blive benyttet til økonomisk kriminalitet. Og derfor må det gælde alle, også menighedsrådene,” siger han.
Til gengæld har Ditlev Tamm, der er professor i retshistorie ved Københavns Universitet, svært ved at se rationalet i beslutningen om at registrere menighedsrådsmedlemmer som ”reelle ejere”, selvom også han er enig i, at det ikke vil få direkte konsekvenser for menighedsrådsmedlemmernes ansvar.
”Det virker på mig som en art management-tankegang, der er kommet ind på et område, hvor den ikke har noget at gøre. Menighedsråd kan ikke sammenlignes med bestyrelser for private fonde, og det virker om muligt endnu mere barokt at tale om ’reelle ejere’, når det gælder menighedsråd. Den konstruktion, vi har, hvor kirken anses for at eje sig selv, er mere dækkende, og det er simpelthen noget sludder at kalde menighedsrådene for ’reelle ejere’, når de ikke har reelle ejerbeføjelser.”
Søren Friis Hansen er enig i, at begrebet er valgt meget upræcist. Han kalder det ”anstrengt” at tale om ejerskab i denne sammenhæng. Det samme mener Rasmus Kristian Feldthusen, der er professor i fondsret ved Københavns Universitet.
”Betegnelsen ’reelle ejere’ er ikke særligt smart. Det virker faktisk naturstridigt at kalde bestyrelser i fonde og andre selvejende institutioner sådan, når de netop er kendetegnet ved ikke at have ejere,” siger han. Han fortæller desuden, at man i den svenske implementering af direktivet har brugt ordet ”verklig huvudman” om registreringen, der på dansk kan oversættes til noget i stil med ”reel hovedansvarlig”. Det ville, ifølge Rasmus Kristian Feldthusen være en mere retvisende betegnelse.