Eksperter: Reinkarnationspræst har skabt en tabersag for folkekirken

Folkekirken står i et pres mellem den del af befolkningen, der er åben for det spirituelle, og den gruppe, der ser mere konservativt på kirkens indhold. Derfor har præst Annette Berg, der åbner for reinkarnation, sat biskop og folkekirke i en uheldig situation, siger eksperter

Peter Lodberg, Brian Arly Jacobsen og Kresten Schultz Jørgensen mener alle, at folkekirken står i et "krydspres."
Peter Lodberg, Brian Arly Jacobsen og Kresten Schultz Jørgensen mener alle, at folkekirken står i et "krydspres." . Foto: Lars Kruse/Privatfoto/Michael Daugaard.

Folkekirken står med en vaskeægte tabersag. For med Vig-præst Annette Berg, der har luftet sit positive syn på reinkarnation, har den ansvarlige biskop to muligheder for at reagere. Og med begge metoder vil folkekirken formentlig møde kritik enten for at være for hård eller for at optræde for vattet.

Det vurderer eksperter over for Kristeligt Dagblad.

En af dem er Brian Arly Jacobsen, forsker i religion og politik ved Københavns Universitet.

”Der er ingen tvivl om, at folkekirken står med en tabersag i hænderne, for uanset hvad man gør, så vil der være brydninger, der kan skabe distance over for begge grupper af medlemmer af folkekirken: Den konservative fløj i kirken vil finde det problematisk, hvis biskoppen mener, at man kan tolerere præstens trosmæssige tilknytning til reinkarnation, mens de mange danskere, der er interesseret i det spirituelle og samtidig medlemmer af folkekirken, vil spørge sig selv, om de kan rummes inden for folkekirkens trossyn, hvis kirken slår hårdt ned på præsten,” siger Brian Arly Jacobsen.

Han henviser til befolkningsundersøgelser, der har vist, at cirka hver femte dansker tror på reinkarnation.

Også Kresten Schultz Jørgensen, brandingekspert og direktør i kommunikationsbureauet Lead Agency, mener, at folkekirken har fået sig en ærgerlig sag på hænderne.

”Den gruppe af folkekirkemedlemmer, der står i gråzonen mellem tro og tvivl, vil spørge sig selv, hvad folkekirken vil, uanset hvad der sker. Går deres kirkeskat til præster, der tror på reinkarnation, eller til en folkekirken, der prøver at slå det spirituelle ned. Så uanset hvad er der endnu flere mennesker, der får endnu mindre tillid til kirken. Problemet er, at der ikke er styr på grundfortællingen i folkekirken, og det bliver kun mere problematisk, fordi vi lever i et kulturkristent samfund, som er i konkurrence om tro med verdensreligioner, der ikke har et problem med at fremstå tydeligt,” siger Kresten Schultz Jørgensen.

Folkekirken står i en vanskelig situation. Det vurderer også lektor i teologi Peter Lodberg fra Aarhus Universitet.

”Det er et krydspres. Der er dem, der mener, at det er nødvendigt, at folkekirken kommer den religiøse søgen i befolkningen i møde, hvilket den også allerede gør, og så er der gruppen af missionske og tidehvervske, som mener, at rummeligheden i folkekirken allerede er blevet for stor. Det er et krydspres imellem det individuelt spirituelle og hensyn til den fælles bekendelse,” siger Peter Lodberg, som påpeger, at dette er en evig udfordring for folkekirken:

”Der foregår konstant en forhandling mellem den konservative og den liberale fløj i folkekirken, og det bliver særlig tydeligt med sager som denne med Annette Berg. Men det er et vilkår for folkekirken, og nogle vil mene, at det er dens styrke, mens andre vil sige, at det er folkekirkens svaghed,” siger Peter Lodberg.

Spørger man derimod konsulent i kommunikationsbureauet Brandbrother Jørgen Michael Rasmussen, er der ikke så meget tvivl om, hvad folkekirken skal gøre for at sikre sit omdømme i sagen om Annette Berg.

”Når man skal markedsføre sig selv, handler det om at finde ud af, hvad essens er i virksomheden. Folkekirken er i den grad nødt til at stå fast på, hvad der er kristendommens essens.”

”Giver man køb på det, vil man gøre arbejdet dårligere ud fra et brandingmæssigt synspunkt. Vil kirken være moderne og reformere Bibelen, så sælger den jo ud,” siger Jørgen Michael Rasmussen.

Han sammenligner Annette Berg-sagen med, at en medarbejder fra Spies Rejser fløj regelmæssigt med konkurrenten i Bravo Tours:

”For udeforstående ville det jo være en udvanding af rejsebureauet. Det er selvfølgelig folkekirkens opgave at følge med tiden, men det betyder ikke, at man skal ændre på, hvad varen er,” siger Jørgen Michael Rasmussen.