Prøv avisen

Eksperter: Religiøs vold skal frem i lyset

Først var der overgrebene mod kvinder i Köln nytårsnat. Senere fulgte afdækningen af overgreb mod kvinder ved en musikfestival i Stockholm. Problematikken om, hvorvidt medier og myndigheder bør nævne gerningsmænds etnicitet og religion, er nu også kommet på dagsordenen i Danmark. Foto: Roberto Pfeil/AFP

Hensynet til den offentlige orden er ikke et holdbart argument for ikke at nævne gerningsmænds religion. Det siger eksperter, efter at myndigheder i flere sager har hemmeligholdt oplysninger om religiøse forhold for offentligheden

Først var der overgrebene mod kvinder i Köln nytårsnat. Senere fulgte afdækningen af overgreb mod kvinder ved en musikfestival i Stockholm. I begge tilfælde blev det dog først senere kendt for offentligheden, at gerningsmændene havde udenlandsk baggrund.

Problematikken om, hvorvidt medier og myndigheder bør nævne gerningsmænds etnicitet og religion, er nu også kommet på dagsordenen i Danmark. For i mandags kom det i Radio24syv nemlig frem, at politiet havde hemmeligholdt oplysningen om, at Omar Abdel Hamid El-Hussein, der stod bag terrorangrebet i København sidste år, havde en koran på sig, da han blev skudt og dræbt.

Denne sag kommer i forlængelse af en rapport om hadforbrydelser, der ignorerede oplysninger om ofrenes religion samt politikernes og Røde Kors' manglende vilje til at kortlægge den religiøse chikane på landets asylcentre.

Men spørgsmålet er, om myndigheder og medier bør nævne gerningsmænds religion, eller om det bør veje tungere at beskytte muslimer mod hadforbrydelser efter islamistisk terror.

Lektor Torben Bech Dyrberg fra Roskilde Universitet har sammen med lektor Mehmet Ümit Necef fra Syddansk Universitet redigeret en bog om mørkelægning og moralisme i medier, forskning og politik, der udkommer om et par måneder. Ifølge Torben Bech Dyrberg er hensynet til den offentlige orden ikke et holdbart argument for ikke at nævne kriminelles etniske baggrund:

”Det, at man skulle stigmatisere en hel befolkningsgruppe ved eksempelvis at nævne, at gerningsmanden er muslim, det ser jeg ikke som en valid grund til ikke at nævne forholdet. Så skulle der være tale om en helt ekstraordinær situation, som jeg slet ikke kan komme i tanke om. Jeg tror snarere, at der skabes en irritation eller en frustrationen i befolkningen, når det kommer frem, at myndigheder har holdt den slags oplysninger hemmelige. Hvis medier eller myndigheder står som en formynderisk instans og skal vurdere, hvad folk kan tåle eller ikke tåle, så er det et skråplan, som svækker tilliden til myndighederne i offentligheden,” siger Torben Bech Dyrberg.

Hans vurdering er, at det i højere grad skader end beskytter eksempelvis muslimer i Danmark, at pressen eller myndighederne undlader at nævne, at en given forbrydelse har været religiøst motiveret.

”Det kan skabe en grobund for konspirationsteorier eller radikalisering, der kan bidrage til en yderligere stigmatisering af minoritetsgrupper. For sagen er jo den, at sandheden kommer frem før eller siden. Det har historien vist. Så hvis det er relevant for sagen, skal det selvfølgelig nævnes. Jeg synes godt, man kan diskutere, om det skal siges hver gang, men når et terroranslag sker i islams navn, eller når overgreb mod kvinder begås af personer fra Mellemøsten, så tror jeg, at det er en kortsigtet eller forfejlet strategi at undlade at tale om religion,” siger Torben Bech Dyrberg og understreger, at det også gælder, hvis gerningsmanden eksempelvis var kristen.

Heller ikke Svend Andersen, professor med speciale i religionsret og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet, mener, at hensynet til den offentlige orden tæller højere end den sandfærdige beskrivelse af forholdene omkring en forbrydelse.

I gårsdagens udgave af Kristeligt Dagblad udtalte tidligere operativ chef ved Politiets Efterretningstjeneste Hans Jørgen Bonnichsen ellers, at myndighederne har en særlig pligt til at beskytte almindelige borgere fra de gengældelsesaktioner, der kan komme i kølvandet på et terrorangreb. Det gælder eksempelvis hadforbrydelser mod islamiske symboler, forklarede Hans Jørgen Bonnichsen.

Men professor Svend Andersen er altså ikke enig. Ifølge ham kan beskrivelser af eventuel religiøst motiveret vold nemlig hjælpe os til at forstå og forebygge radikalisering:

”Det, at man siger, at den enkelte forbrydelse har en sammenhæng til en bestemt religion, behøver ikke føre til uorden. Fordi der for Omar Abdel Hamid El-Hussein var en forbindelse mellem islam og terrorhandlingen, betyder det ikke, at der for alle andre muslimer er den sammenhæng. Vi må alle borgere være interesseret i, at de mulige sammenhænge bliver lagt for dagen. Ikke mindst for at forstå, hvad der sker. Der er også fundamentalistiske kristne, som slår aborttilhængere ihjel, men det påvirker ikke mig som kristen, selvom det beskrives i pressen,” siger Svend Andersen.

Rigspolitiet, der har mødt kritik for at hemmeligholde, at terroristen Omar Abdel Hamid El-Hussein havde en koran på sig, da han blev skudt, oplyser i en mail til Kristeligt Dagblad, at blandt andet ”hensynet til den almindelige tavshedspligt” og den omfattende efterforskning for lukkede døre betød, at ”der var oplysninger, som ikke kunne medtages”.

Generelt om oplysninger om gerningsmænds religion skriver Rigspolitiet:

”Politiet forholder sig til oplysninger om fund af religiøse symboler, genstande eller skrifter ved en forbrydelse på samme måde, som vi forholder os til andre oplysninger i en sag. Oplysningerne noteres og indgår som en del af en større helhed. Hvilken vægt, der eventuelt måtte tillægges de enkelte oplysninger, afhænger af den konkrete sag.”