Eksperter: Samarbejde er vejen frem for menighedsråd

Kirkeminister har nedsat tre udvalg til afbureaukratisering af menighedsråds arbejde. Men eksperter siger, at ministeriet selv er et af problemerne

Der afbureaukratiseres og lettes på de administrative byrder for menighedsråd, mener kirkeminister Bertel Haarder (V).
Der afbureaukratiseres og lettes på de administrative byrder for menighedsråd, mener kirkeminister Bertel Haarder (V). Foto: Nikolai Linares.

Det skal være både sjovt, indholdsrigt og udfordrende at sidde i menighedsråd.

Derfor skal der afbureaukratiseres og lettes på de administrative byrder, siger kirkeminister Bertel Haarder (V), der netop har igangsat et omfattende udvalgsarbejde, som skal forenkle menighedsrådenes arbejde.

”Vi skal hen imod, at der er mindre 'skal' og mere 'bør' i kirken,” siger kirkeminister Bertel Haarder i en udtalelse i forbindelse med initiativet.

”Jeg hører for ofte om regler, love og paragraffer, der ofte stiller grundløse krav om kirkeligt bureaukrati og administration. Det kan virke direkte lammende på engagementet, og derfor skal der lettes og ryddes op, hvor det overhovedet kan lade sig gøre,” siger Bertel Haarder.

Men det handler også om at rydde op i Kirkeministeriet, mener kirkekonsulent Poul Langagergaard, der har sin daglige gang blandt mange af landets menighedsråd.

”Det er fint, at ministeren siger, at det skal være nemmere at være menighedsrådsmedlem. Men mit råd er, at han ikke taler menighedsrådene ihjel, men viser, at han mener det alvorligt. Det største problem er, at ministeriet er filtret ind i så mange rigide holdninger om, hvordan menighedsråd må samarbejde, at det spænder ben. Menighedsråd vil gerne samarbejde omkring de administrative opgaver, men mødes af forældede problemstillinger i Kirkeministeriet. Nogle menighedsråd bliver lidt provokerende over for ministeriet, mens andre giver op og lægger opgaverne fra sig,” siger kirkekonsulent Poul Langagergaard.

Det nye initiativ kommer fra styregruppen bag Kirkeministeriets undersøgelse ”Menighedsråd på jeres måde”, der handler om arbejdsvilkårene rundtom i menighedsrådene.

Styregruppen vil forsøge at mindske bureaukrati og har derfor nedsat tre nye arbejdsgrupper.

Gorm Skat Petersen er formand for menighedsrådet i Adventskirken i København.

”Umiddelbart ser jeg ikke noget epokegørende i ministerens initiativ, for afbureaukratisering er noget, der stort set er blevet lovet af alle kirkeministre gennem tiderne, uden at det for alvor er blevet til noget,” siger han.

Han er formand for samarbejdet KirkeAdministration.dk, der er et samarbejde mellem 35 menighedsråd i Københavns og Helsingør stifter omkring de administrative opgaver.

Her mærker man et unødigt bureaukrati, for eksempel at Kirkeministeriet nu kræver, at regnskabet for det administrative samarbejde skal lægges ind i et af de deltagende menighedsråds regnskab.

”Det giver helt uoverskuelige regnskaber for det menighedsråd, der skal medtage regnskabet, og er med til at ødelægge samarbejdet mellem menighedsrådene,” siger Gorm Skat Petersen. Han mener, at vejen frem for at løfte de administrative opgaver for menighedsrådene er meget mere samarbejde mellem menighedsråd og ikke sløjfning af de regler, som er nødvendige for, at folkekirken fungerer.

Bent Meier Sørensen, professor og ph.d. ved Copenhagen Business School med speciale i teologi og organisation, advarer imod at tro, at man kan fjerne bureaukratiet.

”Sangen om det onde bureaukrati har vi nu sunget i de sidste 30 år. Det er selvfølgelig vigtigt, at der ikke er et unødvendigt bureaukrati. Men for store religiøse organisationer som folkekirken er det vigtigt at have regler i et samfund, der bliver stadig mere komplekst. Bureaukratiet er ikke sat i verden for at styrke bureaukraterne, men for at sørge for, at alle borgere i samfundet behandles lige efter deres rettigheder. Hvis der er et problem her, så er det menighedsrådene, som har det,” siger Bent Meier Sørensen som anbefaler, at menighedsrådene går sammen i større enheder for at løfte arbejdsopgaverne i fællesskab sammen med særlige folkekirkelige serviceenheder, for eksempel på personaleområdet.