På Jesu tid fulgte elever deres religiøse læremestre overalt

Religiøse ledere havde elever, der efterlignede deres måde at leve på

Arkivbillede.
Arkivbillede. Foto: Sandra Berndt/Panthermedia/Ritzau Scanpix

Mange danske forældre i dag ville nok få et par skeptiske rynker i panden, hvis deres store børn pludselig bekendtgjorde at have mødt en religiøs guru. Og rynkerne ville nok ikke blive mindre dybe, hvis det blev fulgt op af et ønske om at følge guruen overalt. Ikke desto mindre var det et ret almindeligt fænomen på Jesu tid.

Mange steder i Det Nye Testamente berettes der om Jesu disciple. Betegnelsen refererer til de 12 apostle men også til en større gruppe af mennesker, som troede på og fulgte Jesus og udbredte kendskabet til hans ord og gerninger. I søndagens prædikentekst beskriver evangelisten Lukas, hvordan Jesus vender sig mod de folkeskarer, som følger ham, og beder dem om at give afkald på alt deres eget. Kun hvis de er parate til det, kan de være hans discipel, står der.

Men Jesus var ikke den eneste, der havde disciple. Faktisk havde mange religiøse læremestre i den jødiske kultur på Jesu tid den type elever eller følgere, fortæller Joshua Sabih, dr.theol. og ekstern lektor ved institut for tværkulturelle og regionale studier på Københavns Universitet, og som forsker i klassisk jødisk kultur og civilisation.

Ifølge ham er det mest sandsynligt, at Jesus selv har brugt det hebraiske ord ”talmid” eller i flertal ”talmidim”, der også betyder elev, frem for det latinske discipel.

Artiklen fortsætter under annoncen

I hvert fald er Jesu befaling om, at disciplene skal give afkald på alt deres eget, et klart udtryk for en særlig religiøs pædagogik, som var udbredt i jødisk kultur og sekteriske miljøer på Jesu tid, forklarer Joshua Sabih.

”Der var mange rabbinere, som havde elever, og når man læste hos en rabbiner, indebar det, at man forlod sit hjem. Det er lidt ligesom, når man tager på kostskole i dag, men det bemærkelsesværdige var, at det ikke bare var et undervisningsprogram, man fulgte. Man skulle ikke kun lære af mesterens ord, men også af hans gerninger, og det skulle man gøre ved at kopiere alt det, han gjorde. Det er jo det, vi kan læse i evangelierne, at disciplene gør,” siger Joshua Sabih og fortæller, at også andre af Bibelens skikkelser havde den slags elever, for eksempel Johannes Døberen.

Det tætte forhold mellem læremester og elev og det tydelige fokus på, at eleven skal lære af det, mesteren gør mere end af det, han siger, kommer til udtryk i den jødiske lovsamling Talmud, siger Joshua Sabih.

”Lad mig give et eksempel på, hvor intimt lærer/elev-forholdet var: I Talmud er der en beretning om eleven Rav Kahana, der gemmer sig i rabbinerens soveværelse. Mens rabbineren har sex med sin kone, ligger eleven under sengen. Da han bliver opdaget, forklarer han, at han gjorde det, fordi han ikke kunne nøjes med at få en beskrivelse af det, der skete i sengen. Han ville selv se, hvordan det foregik,” siger Joshua Sabih.

Det helt særlige ved Jesu udvalgte disciple var dog, at de ikke tilhørte samfundets elite. Det står i modsætning til eleverne hos for eksempel saddukæerne, som var en udbredt jødisk retning på Jesu tid, siger Joshua Sabih.

”Jesus valgte sine elever blandt fiskere, analfabeter og i det hele taget fattige folk med lav, social status. Det var usædvanligt,” siger Joshua Sabih.