Prøv avisen
Bedste&værste

Præst i pinsekirken: Elitens politiske korrekthed ødelægger frikirker

"Man skal kunne mærke præsten, hvis forkyndelsen skal være god, og man skal kunne mærke fællesskabet i liturgien," mener Jarle Tangstad. Foto: Leif Tuxen

Alle kristne er i samme båd, uanset hvilken kirke de tilhører, men elitens angst for at gå til biddet over for fundamentalistiske muslimer ødelægger det for landets frikirker, lyder det fra præst i pinsekirken Jarle Tangstad, der var med til at bygge Københavns Kulturcenter

Hvad er det bedste ved kristendommen?

"Kristendommens grundlæggende billeder af Gud og mennesker giver os tro, håb og kærlighed. Det er nemlig billeder, som handler om det, der opstår mellem på den ene side Guds ubetingede kærlighed og store nåde og på den anden side os mennesker med alle vores begrænsninger, vildveje og fejltagelser. For i kristendommens billeder lyder forkyndelsen om nåden, tilgivelsen og begunstigelsen, som er givet os gennem Jesus Kristus og modtaget ved tro på ham, og det frisætter os med både muligheder og fremtid. Det er også en tilgang til livet, der giver et dynamisk, rummeligt og eksperimenterende samfund."

Hvad er det værste ved kristendommen?

"Et af kristendommens grundlæggende problemer er, at når kristendommen allierer sig med magten og bliver selvgod, som det er sket gennem hele historien, lige siden kejser Konstantin indførte kristendommen som statsreligion i Romerriget omkring år 312 og til i dag, hvor kristendommen mange steder – også i Danmark – bliver til borgerskabets selvtilfredshed med en ret farisæisk tilgang til livet."

"Et andet grundlæggende problem er, når kristendommen bruges til at dele både verden og andre mennesker op i ”dem” og ”os” i stedet for at holde fast i ”os”."

"Livet er ikke altid enten- eller, men er også fyldt med både-og. Vi er alle i samme båd – og vi er alle forpligtede på hinanden i næstekærlighedens og Jesu navn, hvilket handler om ydmyghed og ikke om selvtilfredshed. Men det kan glemmes af kristne, uanset om de har magt eller ej."

Hvad er det bedste ved folkekirken?

"Folkekirken har altid haft – og har stadig – potentiale til at være et inkluderende sted med megen rummelighed og med nærhed til samfundet. Derudover har folkekirken som en af de få institutioner i Danmark mulighed for at få alle mennesker – fra den forhutlede hjemløse til statsministeren – i tale og dermed være samtalepartner på alle niveauer i samfundet med mulighed for samfundet for at spejle sig i den fælles fortælling baseret på Guds nåde gennem Jesus med det bagvedliggende Guds- og menneskesyn."

Hvad er det værste ved folkekirken?

"Jeg har svært ved at sige det værste. Jeg vil hellere tale om svagheden eller risikoen. Men det er ikke godt, når folkekirken ikke udnytter potentialet i sin nærhed og rummelighed. Eller når folkekirken reduceres til kun at være en kulturinstitution, der blot følger samfundsudviklingen og velsigner det, der sker, i stedet for at gå foran og angive en moralsk og etisk retning, også selvom det i perioder skulle blive til en modkultur."

"Derudover er der en mangel på kristen spiritualitet i folkekirken, som gør, at folkekirken i dette vakuum risikerer at tage den spiritualitet ind, som ikke er kristen, og som ikke gavner folke- kirkens evangeliske tilgang."

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

"En gudstjeneste er god, når præstens prædiken rykker mig og dermed får mig til at flytte fokus fra udelukkende mig selv til en større helhed. Og her tænker jeg ikke kun på os, der er til stede til gudstjenesten – men på alle os, der er sat i verden. En god prædiken udfordrer mig og sætter tingene i spil, og den kræver, at præsten vover også at sætte sig selv i spil. Og selvom det kun er præsten, der taler, så vil jeg sammenligne det med en dialog, hvorimod den upersonlige prædiken bliver en monolog."

"Summen af en god gudstjeneste er derfor erfaringen af det ”store rum”, hvor Gud, de andre og jeg mødes i tilbedelsen, nadveren og Ordets liv-givende og skabende kraft."

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

"Ligegyldige og tandløse prædikener og en liturgi på automatpilot. Man skal kunne mærke præsten, hvis forkyndelsen skal være god, og man skal kunne mærke fællesskabet i liturgien. Liturgien må skabe fællesskabsdimensionen, som, når den er bedst, bliver til Gud, ”os” og ”mig”. For hvis det kun bliver til Gud og ”mig”, reduceres gudstjenesten til min påfyldning på ”tankstationen”. Og bliver det kun til ”vi” og ”os”, er gudstjenesten reduceret til et religiøst forsamlingshus."

Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?

"Hvis nu spørgsmålet havde indeholdt ordet multietnisk, havde det været meget lettere at svare. Men grundlæggende handler multireligiøsiteten om en mangfoldighed, hvor vi kan blive mere bevidste om vores egen tro og egne værdier, men også mere nysgerrige på de andres tro, værdier og bevæggrunde."

"Et multireligiøst samfund har også den store fordel, at den intolerance, som er bagsiden ved det monoreligiøse samfund, om ikke undgås, så dog formindskes væsentligt, når flere religioner og kulturer lever side om side. Så alt i alt inviterer multireligiøsiteten til håb. Samtidig er det en tanke værd, at de multireligiøse samfund, der fungerer bedst, er samfund med en kristen historie og baseret på kristne værdier."

Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?

"Det værste er, når håbet og tolerancen bliver til angst, som vi i stor stil ser det ske i disse år overalt i den vestlige verden – også i Danmark. Dermed kan enhedssamfundets potentielle intolerance erstattes af en ny intolerance, der fjerner ytringsfriheden og friheden til at være anderledes fra, hvad ”flertallets” værdier tilsiger."

"Det skaber en angst, der kommer i mange forklædninger. Den viser sig generelt ved et stort behov for kontrol og for at kunne sætte mærkater og firkantede definitioner på andre mennesker og andre religioner – og gerne på en måde, så negative profetier bliver selvopfyldende."

"Men det er også en angst, som viser sig ved, at forskelle absolut skal udviskes med risiko for et grumset misk-mask, hvor alt er lige godt eller lige dårligt."

"Endelig er der også elitens angst for, at det får personlige konsekvenser at gå til biddet og tale imod en bestemt religion i en bestemt ramme som for eksempel at tale imod hadske prædikanter og radikal islam. Tværtimod inddrager man samtlige frikirker, når nye krav skal formuleres – selvom vi har været her i 150 år, og selvom det kun er visse islamistiske kredse, der er problemer med i forhold til parallelsamfund og social kontrol af medlemmerne."

"Det er en udvikling, der er stigmatiserende for de religiøse minoriteter. Og det udstiller samtidig borgerskabets angst for den religionsudøvelse, der har været pakket væk i mange generationer, men som nu kommer frem i samfundet igen – og som også er en mulighed for kristendommen."

Når Jarle Tangstad skal skrive, foregår det helst med fødderne på bordet og laptoppen i skødet. Foto: Leif Tuxen