Prøv avisen
Før søndagen

Elsk din fjende med kærlighedens stærke arm

Kunst- og kulturhistoriker Karin Kryger mener ikke, det er en umulig opgave, når Jesus i søndagens tekst ikke alene beder os om at elske dem, der står vores hjerte nært, men også vores fjender. Når Jesus kan elske og tilgive sine bødler, kan vi også lære at elske vores fjender. – Foto: Leif Tuxen

Hvordan elsker du din næste, hvis næsten ikke kun er den, du holder af, men også den, der vil dig ondt? Svaret finder kunst- og kulturhistoriker Karin Kryger hos sin gamle skolemester Gunnar Jørgensen

Det kræver ikke den største indsats at elske dem, man deler glæderne og sorgerne med, og som står en nær, hvad enten det er venner eller familie.

Men i søndagens tekst sætter Jesus mennesket på lidt af en opgave.

”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente?”, spørger Jesus.

Kunst- og kulturhistoriker Karin Kryger påpeger, at det er et stort krav at stille et syndemenneske, og selvom vi gerne vil kunne prale af at være i stand til at efterleve det, så er det mildt sagt ikke ligetil.

”Vi har to meget enkle bud: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl. Og du skal elske din næste som dig selv. Det første er sådan set uproblematisk, men det sidste kræver sørme noget øvelse, når ens næste også er ens fjende,” erkender hun.

Ved første øjekast kan det fremstå som et urealistisk krav, at man som ufuldkomment menneske forventes at være som sin fuldkomne himmelske far og elske ens forfølgere. Umuligt er det dog ikke, fastslår Karin Kryger. Forbillederne findes på trods af, at verden i dag bærer præg af stor fjendtlighed. Jesus var på korset i stand til at tilgive sine bødler. Og en måde at elske sine fjender er netop ved at tilgive dem, hvor svært det end måtte være.

”Jeg kommer til at tænke på en af prædikenerne, som Johannes H. Christensen holdt i Skovshoved Kirke nær København. Han refererede til Henrik Ibsens digt om Terje Vigen, der tilgiver den søofficer, som har været årsag til hans kone og barns død. De døde af sult, da han blev taget som krigsfange i mange år i begyndelsen af 1800-tallet. Under en storm får han mulighed for at ødelægge den engelske officer og hans families liv, men redder dem i stedet. Man har også hørt om fanger fra koncentrationslejre, der er blevet reddet og var i stand til at tilgive frem for at komme hjem med en følelse af had og hævngerrighed. Så det kan lade sig gøre,” mener Karin Kryger.

Personligt har hun dog svært sige, om hun selv vil være i stand til at elske en fjende, især fordi hun ikke kan sætte et menneskeligt ansigt på en fjende.

”Jeg har spekuleret som en gal over, hvem min fjende egentlig er. Det er helt åbenlyst en, der ikke elsker mig og vil mig det ondt. Men det er meget svært at sætte et individ på, hvem der er min fjende. Det bliver snarere nogle store grå udefinerbare masser som IS eller terrorister, der synes, at min måde at leve på er så forkert, at jeg skal straffes med døden. Det er vanskeligt at forholde sig til så udefinerbar en gruppe, selvom der også er individer, som har slået til i København. Jeg læste engang et sted, at man skal respektere og forstå fjenden. Det vil jeg have svært ved. Jeg kan ikke respektere og forstå ondskaben. Men man kan prøve at finde dens årsager,” siger hun.

Hvis vi alle elskede både ven og fjende, ville verden imidlertid se meget anderledes ud. Karin Kryger hæfter sig ved en samtale mellem Jonathan og Orvar i Astrid Lindgrens ”Brødrene Løvehjerte”:

”’Jeg kan ikke dræbe nogen,’ sagde Jonatan.

’Ikke engang hvis det gælder dit liv?’, spurgte Orvar.

’Nej, ikke engang da,’ sagde Jonatan.

’Hvis alle var som du,’ sagde Orvar, ’så ville ondskaben jo få lov at regere i al evighed!’.

Men så sagde jeg, at hvis alle var som Jonathan, så ville der slet ikke findes nogen ondskab.”

Kort sagt kan ondskaben elskes ihjel. Og formlen på det krævende foretagende finder Karin Kryger hos sin gamle skolemester Gunnar Jørgensen og hans motto: ”Prøv med kærlighedens stærke arm”. Det er netop, hvad Jesus beder om i søndagens tekst – at vi med kærlighedens stærke arm elsker vores næste, hvad enten det er en ven eller fjende. Karin Kryger mærkede selv i sin skolegang, hvor stor en betydning, kærlighedsmottoet havde.

”Gunnar Jørgensens Skole var en skole med stor omsorg og kærlighed. Det påvirkede på mange måder eleverne. Jeg har sommetider funderet over, at der ikke var konflikter mellem parallelklasserne. Vi legede alle sammen og lærte en stor fordomsfrihed og åbenhed over for andre,” fortæller hun.

Karin Kryger er født i 1948 og opvokset i Hellerup, hvor hendes far var politiadvokat og hendes mor var uddannet jurist. Allerede som barn havde hun en interesse for kunst og historie, og hun var ofte at finde ved tegnebordet eller med en bog i hånden. I starten drømte hun om selv at blive kunstner, men måtte erkende, at hun enten manglede talentet eller ikke lagde det nødvendige arbejde i at udvikle det. Hendes interesse blev derfor flyttet fra egen til andres kunst, hvilket hun især kunne udleve, da familien flyttede til Ny Kongensgade i København, der lå godt tæt på mange af byens museer. Under sit første studieår på Københavns Universitet udviklede hun et særligt forhold til kirkegårdskunst og kirkegårdskultur. Udstyret med en bog fra 1912 med fotografier af gravminder gik hun på opdagelse i de københavnske kirkegårde. På den måde har døden været en naturlig del af hendes arbejde, og hun har både skrevet bøger og holdt foredrag om kirkegårdskultur og gravminder.

”Man hører meget om, at død er tabuiseret, og at folk ikke bryder sig om at tænke på døden. Den tabuisering tror jeg ikke på. I al den tid jeg har beskæftiget mig med kirkegårdskultur og monumenter, har der været en kæmpe interesse. Men jeg har observeret, at når folk selv får øjnene op for døden, dens konsekvenser og dens udtryk, så mener de, at når de ikke selv har set det før, så er det, fordi døden er tabui- seret,” forklarer Karin Kryger.

Det var gennem en dødsoplevelse, at hendes tro for alvor begyndte at tage form. I dag er hun fast kirkegænger og medlem af menighedsrådet i Skovshoved Kirke i Klampenborg, men i hendes barndomshjem var forholdet til tro ikke dominerende. Hendes mor var ikke-troende og vakte furore i sin ungdom, fordi hun ikke ville lade sig konfirmere.

Hendes far var missionærsøn og født i Indien, men han havde selv et noget ambivalent forhold til tro, fordi han havde oplevet, hvordan mennesker kan sætte kristendommen ind i en misforstået ramme af hykleri og selvretfærdighed. De kirkelige udfoldelser var derfor begrænset til julesalmer, og første gang, Karin Kryger kom i kirke efter sin egen dåb, var ved hendes storebrors konfirmation.

Hun gik stille med dørene med sin gudstro, fordi hun fornemmede sin mors skeptiske holdning og sin fars splittede forhold til kristendommen, men det havde dog ikke indflydelse på de gensidige kærlige relationer i barndomshjemmet. Som 11-årig mærkede Karin Kryger på egen krop sin tro, da hun blev alvorligt syg med bughindebetændelse.

”Det var en dødsoplevelse, men Vorherre besluttede, at jeg ikke skulle i Paradis ved den lejlighed. Jeg mærkede Guds nærvær, og min tro betyder tryghed og taknemmelighed. Når man er bevidst om, at livet kunne have været slut, da man var 11 år, så er hver dag en stor gave,” siger Karin Kryger.