Elsk din nabo i festugen

Kirken er på banen mellem fadøl og festtelte, når festugen i Århus om tre uger løber af stablen. Temaet "Naboer" lægger sig op ad kirkens næstekærlige budskab

Årets tema for Århus Festuge er Naboer. -
Årets tema for Århus Festuge er Naboer. -. Foto: Århus Festuge PR foto.

Kirken er til fest og farver. Kirken er for alle. Og kirken er en del af festugen.

Derfor rejser Festkirken under sloganet "Elsk din nabo som dig selv" et telt midt i Århus ved Vor Frue Kirke og byder festugen indenfor. Bag Festkirken står flere af Århus Midtbys sognekirker og flere kirkelige organisationer.

Sidste år var første gang, kirken var så stærkt repræsenteret til Århus Festuge, og i år gentager man altså arrangementet, som begynder om tre uger.

Ud over kirketeltet midt i Århus vil pilgrimspræst Elisabeth Lidell snøre vandreskoene og guide interesserede rundt på en pilgrimstur i Århus. Og FDF sender unge på skattejagt rundt i byens kirker med GPS'er som guide.

KFUK's sociale arbejde brygger kaffe, og Kirkens Korshær inviterer på grill. Danmission holder modeopvisning under temaet "Genbrugstøj og -sko, gi'r din nabo et sted at bo", og gadepræsten åbner sammen med Økumenisk Ungdom, Studentermenigheden, FDF, Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse, Skt. Johanneskirken og KFUM og KFUK kirkedøren til events for unge.

Martin Bonde Christensen, formand for Økumenisk Ungdom, mener, det er oplagt, at kirken kommer på banen, når byen er fuld af festglade mennesker.

"Festugen er ikke kun en fadølsfest. Det er også en kulturuge, hvor der sker meget andet, end at folk drikker øl. Der er god musik, kunst og teater," siger han og fortsætter:

"Det er en god idé for kirken også at vise, at den ikke kun kan byde på gudstjeneste, men også på gode diskussioner i kirketeltet. Det er folk ikke nødvendigvis bevidst om."

Martin Bonde Christensen håber, at Festkirken kan nå dem, der ikke til daglig bruger kirken.

"Der skal være noget, der fanger opmærksomheden, når man kommer forbi. Sidste år havde vi stor succes med et gøglerarrangement, hvorimod en klassisk sangaften ikke var så velbesøgt - og måske var med til at bekræfte folk i nogle af deres fordomme om kirken," siger han.

Årets festugetema er "Naboer". Og det passer perfekt til kirken, mener Ole Madsen, der er formand for Århus Studentermenighed.

"Temaet med naboskab er helt relevant for kirken. Næsten er jo ens nabo," siger han.

Også han lægger vægt på, at det er vigtigt for kirken at vise ansigt i festugen.

"Fordi vi møder folk i festugen, som normalt ikke kommer i kirken. Det er givende, at man i festligt lag kan møde kirken og få afkræftet sine fordomme om kirken. For os i Studentermenigheden er det også vigtigt, at vi får fortalt, at der sidder nogle studenterpræster på universiteterne, som man kan tale med, hvis man har brug for det," siger Ole Madsen.

For der er interesse for kirken blandt ungdommen i Århus, understreger han. Sidste år kom der 200 til en ungdomsgudstjeneste, og Ole Madsen regner også med et stort fremmøde til en lignende gudstjeneste i år.

Som Martin Bonde Christensen håber han på, at mange, uanset om de er kirkelige eller ej, har lyst til at smutte forbi kirketeltet og få en sludder og en øl i sofaen.

"Vi, der er engageret i Studentermenigheden, er alle kristne, og mange af os læser teologi, så folk er velkomne til at spørge om hvad som helst. Man kan også bare komme og drikke en øl," siger Ole Madsen.

schelde@kristeligt-dagblad.dk

Kirken og Århus Festuge smelter sammen til Festkirken i slutningen af august måned. Hver dag i festugen er det muligt at komme til kirkelige arrangementer. --
Kirken og Århus Festuge smelter sammen til Festkirken i slutningen af august måned. Hver dag i festugen er det muligt at komme til kirkelige arrangementer. -- Foto: Århus Festuge.