Elsket af romerne, foragtet af israelitterne: Holdninger til hunden var delte i oldtiden

Hunde spiller sjældent en positiv rolle i Bibelen, og blandt jøder blev de tidligere brugt til at beskrive alt fra vantro til prostituerede mænd. I andre af oldtidens samfund elskede man dog menneskets firbenede venner

Sådan så det ud, da Gud skabte dyrene – også hundene – i den bibelske beretning. Billedet er taget fra en latinsk 1200-talsgengivelse af Bibelen. – Foto: Ritzau Scanpix.
Sådan så det ud, da Gud skabte dyrene – også hundene – i den bibelske beretning. Billedet er taget fra en latinsk 1200-talsgengivelse af Bibelen. – Foto: Ritzau Scanpix.

Hvis man læser i Bibelen, er der ikke meget, der tyder på, at dens forfattere var de store hundemennesker.

I Det Gamle Testamente nævnes ordet hund ofte som et skældsord eller i forbindelse med, at nogen skal ædes eller jagtes af dem. Og i Det Nye Testamente får man at vide, at man ikke skal give hunde det hellige, at man skal vogte sig for dem, og at de skal blive uden for himlens porte sammen med troldmændene, morderne og afgudsdyrkerne.

Hvis man deltager i en gudstjeneste i morgen, vil man få endnu et eksempel på en negativ brug af ordet. For i den bibeltekst, der skal prædikes over i landets kirker, sammenligner Jesus en ikke-jødisk kvinde, der beder om hans hjælp, med en lille hund.

Men var menneskets firbenede venner virkeligt så ildesete på bibelsk tid?

Artiklen fortsætter under annoncen

Spørger man John Lund, der er seniorforsker ved Nationalmuseet og arbejder med middelhavslandenes oldtid, kan noget tyde på, at man omkring det hellige land havde et vanskeligere forhold til hunde end i andre af datidens civilisationer.

”Ser man på den romerske og antikke verden, var hunde meget populære dengang, og forholdet til dem minder sandsynligvis meget om det, vi kender i dag. Men israelitterne lod til at have en anden tilgang til hunde, som minder om den, man havde i andre nærorientalske lande og nogle steder stadig har i dag. I den moderne arabiske verden er ’hund’ for eksempel stadig et udbredt skældsord,” siger han.

John Lund har i forbindelse med interviewet med Kristeligt Dagblad forhørt sig hos en israelsk kollega og gennemgået en videnskabelig artikel om emnet.

Ud fra dem fremgår det ganske rigtigt, at henvisninger til hunde i de fleste bibelske og rabbinske tekster – som Talmud og Midrash – er nedsættende. Hunde er urene dyr, der spiser affald, bringer dårlige varsler og er styret af basale impulser. I mange tekster bruges ordet om ringe og uværdige mennesker og om mandlige prostituerede.

Hunde blev dog også nævnt som nyttige arbejdsdyr, når det kom til at vogte får, beskytte hjem eller gå på jagt. Og noget tyder på, at hundenes praktiske funktioner gjorde, at tilgangen til dem i det jødiske samfund efterhånden udviklede sig til at minde mere om den, man blandt andet så i den græsk-romerske verden og i persisk kultur.

Her lagde man større vægt på hundens bidrag til samfundet og på det følelsesmæssige bånd mellem hunden og dens herre. Dette kom blandt andet til udtryk i kunst, siger John Lund.

”Hunde er et af de hyppigste dyremotiver i romersk kunst, og antikke forfattere bekræfter deres popularitet som blandt andet kæledyr. På gravrelieffer er en hund undertiden gengivet sammen med dens afdøde ejer,” siger han og tilføjer, at man ved udgravninger også har fundet terrakotta-figurer, der forestiller hunde, i private huse.

Et andet eksempel på hundens betydning er et epigram af digteren Martials (ca. 40-103 e.Kr.), som var en satirisk hyldest til hunden Issa, der ifølge teksten var ejerens yndlingshund, renere end en dues kys, mere forførende end alle kvinder og mere dyrebar end indiske diamanter. Digtet bekræfter desuden, at det i oldtiden var almindeligt at give hunde navne, hvilket man ifølge John Lund også ved fra andre kilder.

Man kender ikke til rabbinere, der skrev bøger eller digte om deres hunde, og der er heller ikke fundet hundemotiver på jødiske kister, hvilket tyder på, at de aldrig opnåede helt samme popularitet i det jødiske samfund. Men ifølge John Lund kan bibelteksten, hvor den ikke-jødiske kvinde sammenlignes med små hunde, der får brødkrummer fra bordet, pege på, at man har haft hunde inde i huset.

Derudover virker opfattelsen af hunde heller ikke så negativ i den tekst fra Det Nye Testamente, hvor nogle hunde slikker den fattige Lazarus’ sår.

”Det sidste har paralleller til den antikke opfattelse af hundens lægende funktion. Man forbandt hunden med lægeguden Asklepios, og jeg mener også, at der i asketernes helligdomme er fundet indskrifter, der lyder, at nogen var blevet helbredt af hunde, der havde slikket deres sår,” siger han.