En ændring af nadveren kan have en høj pris

Det er løbende blevet diskuteret, om den kristne nadver skal nyfortolkes og bevæge sig i retning af et fællesskabsmåltid. Men det kan blandt andet bringe indvandrere i vanskeligheder, skriver kirkehistoriker Kurt. E. Larsen

Nadveren står forholdsvis svagt i dansk kirkelig sammenhæng. Mange kommer til folkekirken for at få deres børn døbt, men få deltager i det andet sakramente, nemlig nadveren. Det er således et ikke ukendt fænomen, at når der kort efter dåbshandlingen også er nadver i gudstjenesten, så nøjes dåbsfølget med at være tilskuere til de faste kirkegængeres gang op til alteret. Selvom de opfordres til at deltage.

Nogle vil mene, at årsagen kan ligge i det nuværende nadverritual, der lægger op til, at man får syndernes forladelse i nadveren. Dåbsgæsterne står måske fremmede over for dette, ligesom de gør over for hele det ”mystiske” ved handlingen. De ved måske heller ikke, hvad kirken lægger i begrebet ”synd”, og de mener derfor heller ikke at have brug for syndernes forladelse.

For at undgå opdelingen af menigheden i nadvergæster og ikke-deltagere kunne man så ved en ritualrevision vælge den udvej at nedtone det ”sakramentale” og ”mystiske” ved nadveren og i stedet tale om nadveren som et fællesskabsmåltid.

Der er gode bibelske og kirkelige argumenter for at slå på nadverens fællesskabstanke, der også i andre kirkelige traditioner har været stærkere fremhævet end i dansk folkekirkelig sammenhæng. Man kan med rette slå på, at i kirken er alle ét. Ligesom Jesus sad til bords med apostle, toldere og syndere på én gang, samles ved kirkens nadverborde i dag unge og gamle, rige og fattige, nydanskere og gammeldanskere. Fællesskabet mellem mennesker kommer glimrende til udtryk i tanken om et måltidsfællesskab, hvor alle knæler ved det samme alterbord og modtager de samme gaver.

Det er muligt, at en sådan udlægning af nadveren kunne få flere til at deltage. Det kunne også være, at en del af dåbsfølget deltager af respekt for kirkerummet, dåbens mystik og familietraditionen og netop ikke har noget ønske om at være en del af menighedens ærlige fællesskab.

Fællesskabstanken er et af flere elementer ved nadveren, og den kan i sig selv fint kombineres med tanken om syndernes forladelse. Men hvis fællesskabsaspektet rendyrkes og gøres til nadverens egentlige indhold, opstår der to problemer: 1) Det er i modstrid med folkekirkens grundlovsbestemte evangeliske lutherske lære om nadveren, hvis kernepunkt er, at Kristi legeme og blod i sandhed er til stede i brødet og vinen og uddeles til nadvergæsterne. 2) Hvis nadveren kun handler om fællesskab, er der ikke forskel på nadveren i gudstjenesten og den eventuelt efterfølgende kirkekaffe i kirkens lokaler. Her er der forhåbentligt også tale om et inkluderende fællesskab – som der i øvrigt også kan være det i en sejlklub og på et højskolekursus.

Inkluderende må man være ud fra tanken om, at nadverens bord skal være åbent for toldere og syndere. Ud fra den tanke inviterer mange i folkekirken også udtrykkeligt de udøbte i kirken til at deltage i nadveren. Det kan være nogle af mini-konfirmanderne eller udøbte dåbsgæster.

For nogle kan denne inkluderende holdning være en god begyndelse, der fører frem til dåb senere. For andre kan holdningen imidlertid medføre en høj pris. Både blandt muslimer og hos kristne af andre traditioner tænker man ofte på nadveren som et særligt kendetegn på Kristus-tro. Muslimer kan som bekendt komme til at betale en høj pris, for eksempel udstødelse af deres familier, ved at blive kristne. Og alene det at deltage i de kristnes nadvermåltid vil måske blive opfattet som udtryk for en konvertering, med alt hvad det indebærer.

Dette gælder også i forhold til de mange herboende østeuropæiske børn og unge med baggrund i de ortodokse kirker. For de ortodokse hører kirkefællesskab og nadver tæt sammen, så en person, der deltager i folkekirkens nadver, vil måske blive betragtet som udtrådt af sit eget kirkesamfund derhjemme.

Også i den situation må den kirke, der inviterer udøbte til nadver, påtage sig ansvaret for at forklare de mulige konsekvenser for deltagerne.

Kurt E. Larsen er professor i kirkehistorie