Jeg var langt ude på landet i Malawi. Det var en fattig landsby. Over for mig stod en kvinde, hvis barn var tæt på at dø af sult. Elendigheden var enorm, og jeg kunne være rejst derfra med en følelse af mismod. Men da jeg skulle tage afsked med kvinden, skete der noget, som ændrede mit perspektiv både på fattigdommen og kristendommen. Kvinden rakte en høne frem, som hun ville give mig, fordi hun havde været så glad for mit besøg. Jeg blev rørt og overvældet. Hun delte simpelthen ud af den lillebitte smule, hun havde, helt spontant og naturligt. Der blev det klart for mig, at kristendommen ikke bare var til for mig som et sted at høre til og én at gå til, når jeg havde det svært.
Jeg var 17 år og var i Malawi med Spejderhjælpen, som havde et samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp. Jeg skulle være ”spejderjournalist” og skrive artikler og lave film. Det var en skelsættende oplevelse på mange måder, for jeg havde intet kendskab til Afrika. Ingen i min familie havde nogen tilknytning dertil. Min farfar havde skrevet ph.d. om langhornet afrikansk kvæg, men aldrig selv været i Afrika, og mine forældre havde heller ikke været der. Så jeg var den første i familien, der satte ben på det afrikanske kontinent, og jeg blev helt slået bagover af den røde jord, duftene, solen, de smukke landskaber – men mest af alt af afrikanernes stærke tro og håb.
Da jeg kom hjem, var jeg ude i spejdergrupper og fortælle om mine oplevelser. Jeg fortalte også løs til mine gymnasiekammerater, for noget var virkelig blevet vakt i mig. En erkendelse af, at troen først og fremmest handler om at dele og give af sig selv. Det forstod jeg i det øjeblik i landsbyen, og siden har jeg fået det bekræftet igen og igen under mine rejser og ophold i Afrika. Jeg har aldrig mødt en afrikaner, for hvem troen ikke er en kilde til håb.
Inden jeg rejste til Afrika første gang, var troen for mig noget privat, som det vel er for de fleste danskere. Mine forældre er altid kommet i Timotheuskirken i Valby i København. Så der kom jeg også til gudstjeneste indimellem, men ellers var troen noget, jeg levede ud som pigespejder. Vi bad Fadervor ved møderne og havde andagter på vores sommerlejre og weekendture. Jeg kunne også finde på at bede en bøn, hvis der var noget i skolen eller andre steder, jeg syntes var rigtig svært. Så var troen et sted, hvor jeg kunne hente trøst og mod. Men jeg tænkte ikke på det som noget, der skulle leves ud i mine handlinger. Det kom først, da jeg stod i den landsby.
Kvinden med hønen gjorde, som Jesus gjorde. Han gav af sig selv, han delte brødet. Det vidste jeg godt. Men det nye var, at jeg fik øje på, hvad han kan gøre gennem os. Bespisningsunderet bliver til ved, at den lille dreng giver sine fem brød og to fisk, så disciplene kan dele ud af dem. Drengen giver, hvad han har, i tillid til, at det er til gavn for fællesskabet.
Kvinden i landsbyen var parat til at gøre det samme. Og den oplevelse udstak en retning for mit liv, som er årsagen til, at jeg i dag arbejder med udviklingsarbejde i en kristen organisation. Siden jeg var i Malawi som 17-årig, har jeg vidst, at det er det her, jeg vil: arbejde med udvikling med troen som ressource.
Der er meget i Afrika, som kan virke håbløst, og nogle gange er det også religionen, der bremser udviklingen. Det er ret udbredt, at afrikanerne sætter deres lid til Gud og bønnens kraft. Men det giver jo ikke udvikling, at man sætter sig derhjemme og beder i stedet for at søge arbejde eller sende sine børn i skole. I Danmission arbejder vi blandt andet tæt sammen med religiøse ledere, for de har en stor stemme i samfundet. Kan man for eksempel få en præst i en tanzanisk kirke til at sige i sin prædiken, at man skal sende sine børn i skole, så rykker det virkelig.
Men man skal heller ikke underkende bønnens betydning. Allerede da jeg var i Malawi som 17-årig, blev jeg betaget af den måde, som bønnen naturligt og ubesværet er en del af samværet på. I mit liv og arbejde på det afrikanske kontinent er bønnen en helt naturlig del, og jeg kan let bede sammen med andre.
Men først og fremmest har mødet med afrikanerne fået mig til at indse, at troen for mig er noget, der skal sætte sig spor i verden. At man må give af sig selv. Af sine ressourcer og sin energi. Jeg bliver stadig overvældet af den åbenhed og generøsitet, jeg møder blandt afrikanerne. I Tanzania oplevede jeg, at alle hilste på mig på gaden, og jeg tog mig selv i at tænke, at de nok ville sælge mig noget. Men det viste sig, at de faktisk bare ville hilse.
Mødet med Afrika har forvandlet mig og forvandler mig stadig. Blandt mine venner og kolleger er jeg kendt for at give meget energi og være meget entusiastisk, og det kommer simpelthen af det, der blev vakt i mig dengang i landsbyen i Malawi. Så det kan jeg takke den fattige kvinde for. Og nej, jeg tog ikke hønen med hjem, selvom det holdt hårdt at få hende til at beholde den. Men da jeg fik forklaret hende, at det ville være dårligt for hønen med den lange transporttid, accepterede hun det.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Selvom det er så brugt, at det nærmest kan virke som pop og overflade, så er 1. Korintherbrev, vers 13 helt centralt for mit liv og min tro. Hver gang jeg hører det oplæst eller læser det, påvirker det mig, og det er dybt rodfæstet i mig. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden. Det er livets vigtigste åndelige råd: at størst af alt er kærligheden.
Hvad har udfordret din tro?
Jeg har faktisk svært ved at pege på noget, der for alvor har udfordret min tro. Som vel de fleste har jeg oplevet perioder i mit liv, hvor troen har været mere eller mindre stærk, men jeg har ikke oplevet, at jeg var ved at miste troen. Det at læse teologi gav mig et sprog for troen, som var med til at styrke og gøre den mere konkret og nærværende for mig som noget, der giver sig et udtryk i verden.