I foråret 2019 var jeg på en længere rejse i USA. Jeg var i New Orleans i en måneds tid, hvor jeg arbejdede på et hostel, og i New York, hvor jeg opsøgte forskellige kirker og var frivillig i suppekøkkener og med at dele madposer ud på gaden. Jeg fandt også et kirkefællesskab i Harlem, hvor jeg boede i nogle dage og var med i deres husmenighed. I modsætning til mine jævnaldrende, som var begyndt at blive gift og få børn, kunne jeg bare tage af sted. Så jeg rejste ud for at opleve noget – og også lidt for at slippe væk fra spekulationerne om, hvilken retning mit liv skulle tage.
Siden jeg som ung blev kristen, har jeg været optaget af at finde ud af, hvilken plan Gud har lagt for mit liv, og hvordan jeg kan følge den. Jeg har altid gerne villet prøve en masse ting. Jeg er vokset op på min fars fødegård, en nedlagt landejendom, og ville egentlig have været landmand, men besluttede at læse til diakon og socialpædagog.
Jeg fandt dog efterhånden ud af, at jeg har brug for også at lave noget praktisk, håndgribeligt arbejde ud over det pædagogiske. Men jeg var i tvivl om, hvad der var det rigtige. Jeg forestillede mig, at Gud havde forudbestemt mit liv, og det så var min opgave at følge den plan så snorlige som muligt. Selvom jeg altid har fået at vide, at Gud er kærlig og ikke dømmende, kunne jeg ikke helt tage det til mig som en sandhed i mit liv. Jeg blev handlingslammet af at forestille mig en dømmende Gud, der ville være utilfreds med mig, hvis jeg ikke traf de helt rigtige valg.
Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle arbejde med misbrugere eller hjemløse som uddannet diakon. Men under studiet blev jeg præsenteret for mange flere forskellige grupper, som det kunne give mening at arbejde med. Samtidig var jeg i tvivl om, hvilket kirkefællesskab jeg kunne føle mig mest hjemme i. En veninde gjorde mig opmærksom på et job som kirketjener i en folkekirke, og der arbejdede jeg i næsten to år, inden jeg sagde mit job op og rejste til USA. Som afslutning på rejsen til USA tog jeg en uge til Taizé, et økumenisk klosterfællesskab i Frankrig, der modtager mennesker fra hele verden. Jeg havde læst mig til, at deres målgruppe især var unge under 30 år, og jeg var 29, så jeg tænkte, at det måtte være nu, at jeg tog derned. Jeg håbede, at jeg i løbet af ugen i Taizé kunne få en form for klarsyn – et svar på, hvad Gud ønskede af mig, og hvilken vej jeg skulle gå.
Det skete ikke. Men i stedet fik jeg en anden klarhed. Det skete allerede den første dag ved morgenmaden. Det var ret koldt, så vi spiste indendørs i et stort fælleshus. Ved et af bordene sad en afrikansk munk for sig selv, og jeg gik hen og satte mig ved siden af ham, og vi faldt i snak. Han fortalte, at han kom fra et kloster i Tyskland og havde været en uge i Taizé, så det var hans sidste dag dernede, mens det var min første.
Jeg fortalte ham om min motivation for at komme til Taizé. Så svarede han, at han var overbevist om, at Gud var med i alle ens valg – om man gik til højre eller venstre eller ligeud, så var Gud med i det valg og med på hele ens vej. Han fik sagt det, så jeg forstod det på en ny måde. Jeg holdt op med at forestille mig, at jeg skulle rejse hjem fra Taizé med et billede af en snorlige vej, Gud havde udstukket for mit liv. I stedet kunne jeg tage derfra med en overbevisning om, at Gud er med mig, uanset hvilken vej jeg går.
Min samtale med munken den første dag i Taizé gav mig ro til at være til stede og tage imod. Bare det at komme i kirken, hvor brødrene kom i deres hvide kutter og bad de tre daglige tidebønner. Det var nyt, men føltes trygt. Hver morgen stod en af brødrene for en bibeltime, hvor han åbnede op for et emne, som vi så brugte resten af dagen på at reflektere over i mindre grupper med mennesker fra hele verden. Et af de emner, vi drøftede, var netop, hvordan vi kunne vælge retning i vores liv, og jeg blev klar over, at mange af mine jævnaldrende også kæmpede med det. Når jeg ellers har været ude at rejse, har jeg også talt med andre unge om den slags. Men i Taizé var det anderledes, fordi vores samtaler byggede på den overbevisning, at Gud er med inde i ligningen og er med på vores vej, uanset hvilke valg vi træffer.
Min tid i Taizé åbnede mig for den erkendelse, at Gud ikke har forudbestemt en vej, jeg skal gå. Valget er mit, og Gud er med. Det har givet mig ro i forhold til at vælge arbejde, boform og så videre. Det er ikke blevet let at træffe valg, men visheden om og tilliden til, at Guds kærlighed er med mig, uanset hvad jeg vælger, giver mig tryghed.
I forhold til det kirkelige har jeg bevæget mig fra Indre Mission til Vineyard, som er en kirkelig bevægelse, der begyndte i USA i 1980’erne. Jeg fandt ind i en Vineyard-menighed, mens jeg var i praktik i København, og da der så blev plantet en ny menighed i Aarhus, hvor jeg var kommet tilbage til, fandt jeg mig til rette der. Jeg kan godt lide, at stemningen er meget nede på jorden, og der er stort fokus på at skabe en kultur, hvor der er plads til nye i fællesskabet. Vi har netværksgrupper, som mødes om bøn, samtale og socialt arbejde, og der er rum til, at man kan tale om sine op- og nedture, både de åndelige og de mere praktiske. Men selv om der er stor fortrolighed, skal det ikke blive en lukket vennekreds. Jesus har jo vist os, at vi skal være åbne for dem, vi møder på vores vej, og være parat til at slå følgeskab med hinanden, ligesom Gud altid er med os på vores vej.
Hvad har udfordret din tro?
Selv om jeg grundlæggende har en tro på og forståelse af, at Jesus døde og opstod for min skyld, og at jeg er elsket, som jeg er, kan jeg have svært ved helt at forstå, hvor stor den gave er – at jeg kan have en relation med Gud, uden at jeg behøver at gøre mig fortjent til det. Det er simpelthen større end, at jeg helt kan forstå det.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Det var et råd, jeg fik på en sommercamp i Sverige med Vineyard-bevægelsen. Der var en taler, som talte om vigtigheden af at finde et retrætested i sit personlige trosliv – ikke nødvendigvis ved, at man tager væk på retræte i en uge i træk, men lige så meget ved, at man i sin hverdag skaber nogle hellesteder, hvor man kan trække sig tilbage og være i bøn og stilhed med Gud. Han talte om ordet retræte, som oprindeligt er et militært begreb, der bruges om en hær, som er på tilbagetog for at komme til kræfter efter et slag. Og han fortalte, at Jesus også havde behov for at trække sig tilbage og pleje relationen med sin far. Det fik mig til at tænke, at hvis Jesus havde behov for det, har jeg det også. Så jeg sørger for at have stilletid med Gud, ikke kun når bølgerne går højt, men også i fredstid. Det gør jeg især på gåture i naturen eller ved at lytte til lovsang og sidde i meditation om aftenen, hvor jeg forsøger at lukke alting ude, så Gud kan få plads i stilheden.