En andagt i farezonen

Kommentar: Debatten om Morgenandagtens berettigelse handler både om vaner, kulturkamp og forandringer i pressens rolle

Halloween / Allehelgens Aftens gudstjeneste. Sognepræst Lene Bischoff Mikkelsen på prædikeastolen under gudstjenesten.

Morgenandagten fra Domkirken i København er sædvanligvis en fredsommelig affære. 18 minutter med Gud i øret til at begynde dagen på. Knap 40.000 lyttere er nærmest afhængige, om ikke hver dag så en gang imellem.

Andre kunne aldrig drømme om at lægge øre til andagten. Det sidste gælder formentlig den skribent, der skrev leder om morgenandagten i dagbladet Information i sidste uge. Vedkommende fandt anledning til at påpege, at DR's forpligtelse til alsidig dækning af kristendom og tro ikke nødvendigvis inkluderer, at "der dagligt holdes mikrofon for Luther-monopolet", og var tillige stærkt bekymret for, at morgenandagten kunne tvinge DR til at "smadre" P1's folkeoplysende morgenflade. Den korte andagt kan altså bringe gemytterne i kog.

Anledningen til lederen var naturligvis, at Morgenandagtens placering er kommet i spil, fordi DR mister P2, så der skal findes plads til klassisk musik og morgenandagt på de øvrige FM-kanaler – eller på DAB (digital radio). Det sidste er den fælleskirkelige forening KLF – Kirke og Medier meget betænkelig ved og har derfor iværksat en underskriftindsamling for at fastholde andagten på en FM-kanal.

Den omtalte leder i Information sluttede af med at bede Herren hjælpe DR?s generaldirektør Kenneth Plummer – og P1 Morgen. En interessant dobbeltbøn, som illustrerer, at der er flere lag i diskussionen.

For det første anskueliggør Informations leder, at vi med Morgenandagten har med et niveau at gøre, der stikker dybere end det symbolske spilfægteri for galleriet.

Det handler her om daglige vaner, det helt basale. Her er hovedanliggendet ikke først og fremmest ideologisk modstand mod andagten, en modstand der formentlig ikke er en påtrængende modstand hos ret store dele af befolkningen.

Nej, det, der bringer skribenten i affekt, er bekymringen for, om hans egen morgenflade bliver "smadret". Her skriver øjensynligt et menneske, der har radioen fast indstillet på P1 Morgen, en vane, skribenten nødig vil lave om på. Her ligner han – bare med andre præferencer – i øvrigt Morgenandagtens trofaste lytter. For begge er radiolytningen med til at strukturere morgenen og dagen – et godt eksempel på, hvordan moderne medier har overtaget struktureringen af dagligdagen; en rolle, som religionen tidligere havde med tidebønner, morgen og aftensang og ditto bøn.

P1-lytteren burde altså forstå P2-lytterens bekymring, hvis det altså ikke lige var for det trumfkort, der hedder religion, og som kan bruges både for og imod Morgenandagten.

For det andet er Morgenandagten jo nemlig et emne i den kulturkamp, hvor spørgsmål om religion er blevet fast krumtap.

Er det urimeligt eller for meget forlangt, at en statsejet radiostation hver dag transmitterer en morgenandagt fra folkekirken, som omkring 80 procent af befolkningen tilhører?

Ateisterne kan selvfølgelig slet ikke lide det, og set fra den troende ateists side springer morgenandagten op af samme kulturkampskuffe som Jellingstenen i passet, konfirmationsforberedelse i skoletiden og teologisk uddannelse på universiteterne. Eksemplerne er legio – og der kommer stensikkert flere i de kommende år. Den hårde modstand er ikke bred, men den modsiges fra såvel kirkeligt som politisk hold med henvisning til grundlov og historie. Her er vi på kulturkampsniveau og i et hjørne af kampen, hvor debattører af så forskellig teologisk observans som Katrine Winkel Holm og Anders Gadegaard går hånd i hånd.

Og for det tredje er der det element, man kunne kalde det fagligt-journalistiske. Morgenandagten lå tidligere på P1, og skiftende P1-redaktører har i tidens løb forsøgt at få andagten flyttet for at opnå en mere "ren" sendeflade. Morgenandagten er som transmission en journalistisk genre fra en tid, hvor medier stod i en højere sags tjeneste – oplysningens, kirkens eller partiets for eksempel.

Nu hører transmissioner til undtagelsen, der stort set kun gælder fodboldkampe, kongelige bryllupper og fester, hvor det skal være rigtig stort og nationalt – og så altså torsdagskoncerter og morgenandagter, som betegnende nok ligger på P2, kanalen med færrest lyttere. Morgenandagten er "gammeldags" radio, som en øgle, et dyr fra de tidligste tider, hvilket altså – NB – ikke behøver at være et argument mod Morgenandagten – vi lever i moderne tider, som netop er karakteristiske ved det, man kunne kalde det usamtidiges samtidighed. Måske kan Morgenandagten ligefrem blive kult? Truede arter udrydder man jo ikke, dem passer man på!

Så altså, der er mange lag i diskussionen om Morgenandagten. For den enkelte handler det om lyttevaner, i den store kulturelle optik handler det om kulturkamp – og for den journalistiske fagmand handler det om "rene flader".

Det gode spørgsmål er, hvad der vejer tungest, når beslutningen træffes i DR i 2011. En tidligere P1-redaktør, som i sin tid forgæves forsøgte at slippe af med Morgenandagten, har udtalt, at hvis Morgenandagten var en hest, så ville han holde på den. Om han får ret, vil tiden vise.

Birgitte Stoklund Larsen er redaktør af Dansk Kirketidende og leder af Grundtvig-Akademiet.