Prøv avisen
Bedste & værste

En ateist som mig har meget at takke kristendommen for

Lars Trier Mogensen i Absalons Kirke på Vesterbro, som nu er taget ud af drift som kirke og indrettet som kulturhus. Noget, som ateisten Lars Trier Mogensen mener kunne danne forbillede for alle kirker i Danmark. Foto: Leif Tuxen

Folkekirken er et forlorent narrespil, men den kan noget i forbindelse med død og begravelse, som kan gøre en ateist misundelig, siger ansvarshavende chefredaktør på mobilmediet Føljeton Lars Trier Mogensen

Hvad er det bedste ved kristendommen?

For en hård ateist som mig er det uden tvivl, at kristendommen – og især protestantismen – bærer kimen i sig til sin egen opløsning. I takt med oplysningstid og det moderne gennembrud har vi nemlig især i de protestantiske lande skabt en tradition for at tænke mere frit, mere selvstændigt og mere kritisk. Noget, som har skabt det største antal sekulære og ateister på en klode, hvor 9 ud af 10 tænker og forholder sig religiøst til livet, hinanden og samfundsopbygningen.

Det er med andre ord os, som er de anderledes. For i de protestantiske lande er vi blevet frisat af religion og kristendom og skelner nu mellem det verdslige og det religiøse. Og paradoksalt nok har dette netop kunnet lade sig gøre på grund af de erkendelser og tankesæt om frihed og menneskelighed, som der ligger i særligt lutheranismen. En kultur, som for eksempel Grundtvig også har været med til at skabe i Danmark med sine tanker om kirken og det enkelte menneske.

Så en postprotestant som mig må være kristendommen og især protestantismen meget taknemmelig. For uden den protestantiske revolution havde jeg formentlig ikke kunnet tænke uden Gud og leve frit i en del af verden, hvor demokrati og frihed er rodfæstede størrelser, og hvor forholdet til myndigheder og samfund er pragmatisk og ikke styret af liturgi og ritualer.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Det er, når præster og kristne mennesker foregiver at repræsentere den humanisme, som de i virkeligheden har kidnappet. For sagen er, at humanismen hænger nøje sammen med oplysningstiden og de moderne præmisser om rationalitet og mennesket som et frit, kritisk og tænkende individ.

Men sådan er det ikke i den kristne selvforståelse, hvor humanismen misbruges, når kristne træder ind på scenen i rollen som det godes repræsentant og gør humanismen til bærer af fortællingen om den gode Gud, Jesus, barmhjertigheden og næstekærligheden.

Men det er jo kun halvdelen af den kristne fortælling. Den anden halvdel handler om skyld, skam og synd. Om Satan og ondskab. Men det er en mørk og ubehagelig fortælling, som er ganske upopulær, og som behændigt glemmes og ikke berettes, da den uden tvivl vil skræmme mange væk. Men den historie er der også, og det provokerer mig og gør, at det hele bliver meget uvederhæftigt, at den gemmes væk. Kristendommen bliver falsk, når den ikke vil stå ved den fulde fortælling, som altså ikke kun er en hyggelig, lille historie, men en rablende vanvidsfortælling, som jeg husker det fra min skoletid i det indremissionske Haslev.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Det er folkekirkens sociale funktion som samlingspunkt og bindeled, både i de små samfund og især i forbindelse med dødsfald og begravelser. Man har forsøgt at lave andre ceremonier end den kirkelige, når der skal tages afsked med en afdød, men intet kommer i nærheden af folkekirkens ældgamle ceremonier. Og det kan en ateist som mig godt være meget misundelig på. For i folkekirken skabes et rum, så de efterladte kan samles i sorg og få afskeden afviklet på en måde, hvor der både er fællesskab og plads til at sørge og måske endda også få sjælefred.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Det er de andre personlige højtider som barnedåb, konfirmation og bryllup, der repræsenterer nogle ritualer, som kun få tillægger en reel betydning. Et brudepar kommer for eksempel i kirken, der danner en smuk kulisse og hører på ord og fraser, som ikke betyder noget for dem, og selv siger de også ja til at ville leve sammen, indtil døden dem skiller ad. Det er rent skuespil, rent egnsteater med tilhørende replikker og dragter – og absurditeten fordobles, når så præsten ikke engang selv tror på det, som han eller hun læser op.

For sådan er det ofte i dag, hvor det at være præst ikke længere er et kald eller noget, der handler om egen tro og forkyndelse af evangelierne. Det er en karrierevej som at blive psykolog eller gymnasielærer, og dermed taber kirken hele sin legitimitet og bliver til et forlorent narrespil.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Vi lever i en tid, hvor mange små samfund mister deres biblioteker samt kultur- og uddannelsesinstitutioner. Det gør, at kirken bliver det eneste sted i byen, hvor man kan få et åndeligt modsvar til det forbrug og tidsfordriv, som vi ellers let forfalder til og opfordres til af stærke kapitalinteresser.

Jeg så selvfølgelig hellere, at der var masser af biblioteker, museer og teatre alle vegne. Men i fraværet af disse kulturelle udtryk står gudstjenesten som ugens mulighed ude i de små samfund for at få livets og tilværelsens spørgsmål sat i et større og dybere perspektiv, hvis altså præsten formår det.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Forkyndelsen. Når præster indtager rollen som den, der med kristendommen som middel åbner og skaber verden og lader kristendommen afkoble den konkrete virkelighed til fordel for forkrampede og formummede dogmer. Når den kritiske og rationelle sans pakkes væk til fordel for bibelcitater og bibelreferencer, som ikke giver mening i nogen anden sammenhæng end netop den religiøse. Når det ender med symbolsnak, og præsten forfalder til dogmer og historier om talende slanger og den slags.

Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?

Stadig flere religioner er en gave, og det er godt, at vi tvinges til at erkende og forholde os til, at verden er sammensat og broget. Især fordi der ligger en udfordring i at skulle lære, at alle mennesker opfatter sig selv og deres handlinger som i det godes tjeneste – også selvom de er fundamentalt anderledes end en selv, og der dermed er skabt grobund for konflikt.

Et andet forhold er ydmygheden. Jeg hører ofte kristne sige, at de føler sig ydmyge. Det gør man også som ateist, når man konfronteres med den store og komplicerede verden og erkender, at man blot er en lille brik i det store spil. Men nej, man sætter ikke sig selv i Guds position, som religiøse ofte hævder det.

I stedet tvinger det mig som ateist til at erkende, at verden og livet er bøvlet og besværligt, og at der ikke er en facit-liste eller en Gud i centrum. Men at vi er overladt til os selv og vores egne valg – og at det derfor grundlæggende er en fordel, når boblen brister, og vi ser mangfoldigheden og lærer at forholde os til hinanden og leve sammen.

Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?

Det er, at religionen spiller en stadig større og mere dogmatisk rolle. Der var engang, hvor vi troede, at sekularismen ville øges i takt med velfærden. Det viste sig desværre ikke at holde stik.

Religion fylder mere og mere, og symbolkonflikter om tegninger, tørklæder og frikadeller i børnehaven breder sig alt for meget og får lov til at overskygge reelle og strukturelle samfundsproblemer om sundhed, uddannelse og arbejde.

De væsentlige konflikter i hverdagen og i samfundet bliver simpelthen overtrumfet både i medierne og i den politiske debat, og det ender med at gøre os alle fattigere, både materielt og åndeligt.