Prøv avisen

En bevidst provokatør

Harald Søbyes forbilleder var Jesus, Marx, Søren Kierkegaard og Giordano Bruno, der blev brændt som kætter i 1600

»Han kan ikke skrive. Han er heller ikke særlig god til at fortælle«. Kristeligt Dagblads anmelder lagde i 1996 ikke fingrene imellem, da han anmeldte nu afdøde Harald Søbyes erindringer, »Præst og oprører«. Men trods den hårde dom over Søbyes litterære mangler, så slutter anmeldelsen alligevel med ordene: »Så med alle sine gebrækkeligheder er Harald Søbyes erindringer et vidnesbyrd om et troende menneske, der ikke lod sig kue. Det er i grunden ret opmuntrende at møde«. Men fik Harald Søbye, eller rettere hans sag, varig teologisk betydning, eller var hans sag enestående? Der er ingen uenighed om, at Harald Søbye både før og efter afskedigelsen i 1964, hvor han fra prædikestolen udråbte republikken og opfordrede menigheden til at demonstrere mod kapitalismen, kongehuset og NATO, var en kontroversiel person, som stod endog meget fast på sine socialistiske holdninger. Hans ideologiske forbilleder var Jesus, Karl Marx, Søren Kierkegaard og italieneren Giordano Bruno, der i 1600 blev brændt på bålet som kætter under inkvisitionen. Til gengæld rasede han mod Paulus, Luther og den etablerede kirke. Medierne elskede præsten, som var provo mange år før det blev moderne, og til hans 90-års-fødselsdag sidste år var det nogle af ungdomsoprørets frontkæmpere, der arrangerede festen i Folketingets snapseting. Blandt andet forfatteren Ebbe Kløvedal Reich, som kendte Harald Søbye siden 1980'erne. - Harald Søbye satte sig spor ved først og fremmest at få etableret, hvor afhængig folkekirken er af staten. Han fik slået fast, at man skal velsigne det bestående, ellers er der ikke plads i kirken, siger Ebbe Kløvedal Reich. En anden af Harald Søbyes mærkesager, som skaffede ham megen opmærksomhed siden 1973 var velsignelsen af homoseksuelle par. - Han fik flyttet grænser der, og tvunget kirken til at reagere på det. Fra en tv-udsendelse i 1973 og til 1988 velsignede Harald Søbye, ofte iklædt præstekjole, 210 homoseksuelle par. I 1997 tillod biskopperne, at folkekirkens præster velsignede homoseksuelle par. Ebbe Kløvedal Reich mener, at Søbye fik en utrolig dårlig behandling, blandt andet fordi han blev afskediget med kun totredjedels tjenestemandspension. I 1994 fik han hele pensionen, blandt andet var Kirkeministeriet blødgjort af hans store engagement for samfundets udstødte. Sognepræst i Stefanskirken på Nørrebro, Ivan Larsen, mener også, at Harald Søbye satte sig varige spor. - Harald Søbye har i høj grad været en provokatør i den danske folkekirke. Han var en af de få, der brugte den frihed, præster har i forkyndelsen. Den frihed bruger præster ikke nær nok. Hans sag fik også gang i en debat om, i hvilket omfang staten bestemmer over kirken. Endelig peger også Ivan Larsen på Harald Søbyes betydning for debatten om velsignelse af homoseksuelle. Lektor Jørgen Stenbæk, Det Teologiske Fakultet i Århus, mener ikke, at Harald Søbye har haft afgørende betydning for andet end den enestående sag, han bevidst fremprovokerede i 1964 efter flere års ballade. Jørgen Stenbæk henviser til et nummer af Præsteforeningens Blad fra 1964, hvor den daværende redaktør skrev en kommentar om Søbye-sagen. - Han skrev, at det var godt, at sagen var trukket så længe ud, fordi det var vigtigt ikke at krænke retten til forkyndelse. Samtidig måtte Harald Søbye også tage konsekvensen af, at han frivilligt havde meldt sig til tjeneste i folkekirken, og i konsekvens af det optræde nogenlunde sømmeligt, refererer Jørgen Stenbæk. Stenbæk påpeger, at der ikke var en teologisk debat efter afskedigelsen. Ingen støtte til Søbye fra kollegers side. - Og det var også meget vigtigt for daværende kirkeminister Bodil Koch (S) at få slået fast, at sagen handlede om usømmelighed og ikke var et spørgsmål om forkyndelsesfriheden. Harald Søbye var en bevidst revolutionær provokatør, og så kan det jo ikke undre ham, at systemet slår igen. Det undrede ham så vidt jeg ved heller ikke, siger Jørgen Stenbæk. - Redaktøren skrev også i 1964, at hvis dét som havde drevet Harald Søbye var en skræk for en borgerlig kirke, så var hans intention rigtig. Men det undskylder ikke manden. Harald Søbye skal, som han også sagde i et interview i Kristeligt Dagblad i 1996, begraves ved sin afdøde hustrus side på Helsingør Kirkegård. Ifølge Ekstra Bladet sker det uden en kirkelig højtidelighed.