Efter fødslen af min datter for 23 år siden blev jeg ramt af en dyb fødselsdepression. Jeg var helt nede i et sort hul. Jeg var som lammet. Om morgenen glædede jeg mig bare til, at det blev aften, så jeg kunne sove. Men om aftenen kunne jeg ikke sove. Jeg kunne intet og kunne slet ikke være aktiv, som jeg plejede at være. På det tidspunkt var min mand og jeg begge meget aktive i en frikirke, hvor min mand fungerede som hjælpepræst. Menigheden var præget af en aktivistisk form for kristendom, og jeg gik selv forrest. Jeg følte, at jeg skulle tjene Gud ved at missionere og gøre verden til et bedre sted. På en eller anden måde havde jeg en fornemmelse af, at Guds kærlighed var betinget af, at jeg gjorde noget for ham og for andre mennesker.
I den periode, hvor det så allermest sort ud, gav min mand mig en bog af den hollandskfødte præst Henri Nouwen, ”The Return of the Prodigal Son”, ”Den fortabte søn vender hjem”. Bogen fandtes ikke på dansk på det tidspunkt, men min mand havde bestilt den hjem fra USA. Bogen former sig som én lang meditation over Rembrandts berømte maleri af den fortabte søns hjemkomst og af lignelsen, som billedet er malet over. At læse den bog vendte op og ned på mit liv og revolutionerede min tro. Det fik mit gudsbillede til at splintres eller bryde sammen og et nyt og større gudsbillede til at bryde frem i mig.
Jeg bar rundt på en byrde
Jeg spejlede mig meget i den ældste søn, der arbejder hårdt og pligtopfyldende for sin far. Han slider og slæber og gør alle de rigtige ting, men han har misforstået sin fars kærlighed, fordi han tror, at den er betinget af, at han yder og præsterer mest muligt. Jeg bar rundt på en byrde: Jeg skulle redde verden – eller i hvert fald gøre en stor forskel – og mine forbilleder var Martin Luther King og Gandhi og alle dem, der har revolutioneret verden med kærlighed.
Jeg havde selvfølgelig hørt lignelsen før, men at læse om den i Nouwens meditation vendte op og ned på mit gudsbillede. Jeg vil næsten sige, at selvom jeg er vokset op med kirke og tro og altid har opfattet mig selv som kristen, var jeg det ikke før dette øjeblik. Først her fattede jeg, at jeg var elsket af Gud fuldstændig betingelsesløst – og det skete på et tidspunkt, hvor jeg ikke kunne præstere noget som helst. Jeg kunne bare tage imod Guds omsorg. I Rembrandts maleri ser man faderen, der lægger to hænder på sin yngste søns ryg med stor omsorg. Man kan se, at de to hænder er forskellige, og i Nouwens udlægning præsenterer de Gud Fader og Gud Moder, to forskellige former for forældrekærlighed, som Gud omslutter os alle med. Min tro og min gudsrelation fik et helt nyt fundament. Jeg gik fra at have et arbejdsgiverforhold til Gud til at kunne tage imod Guds fader- og moderkærlighed.
Jeg ville høre Guds stemme
Jeg er vokset op i en kristen familie og kommer fra en meget økumenisk baggrund. Min far havde baggrund i Luthersk Mission, min mor i en konservativ frikirke, og de mødte hinanden i Missionsforbundet. Senere begyndte de at komme i en evangelisk frikirke i Randers, som var den kirke, jeg voksede op i. Som ung bevægede jeg mig over i en lidt mere karismatisk frikirkekristendom, hvor man nærmest samlede på oplevelser af Gud.
Da jeg som ung hørte andre tale om, at de havde hørt Guds stemme, blev det mit højeste ønske. Så jeg tog på bibelskole i New Zealand med organisationen ”Ungdom med Opgave”. Jeg anstrengte mig meget for at høre Guds stemme og havde også nogle erfaringer, der kunne tolkes sådan, men det blev på en måde også meget teknisk. Noget af det samme oplevede jeg i de karismatiske sammenhænge, jeg siden kom ind i, hvor der var en stærk higen efter ekstraordinære oplevelser af overnaturlig karakter.
Da jeg fik en fødselsdepression, blev det helt umuligt for mig at være med i de sammenhænge – også fordi jeg oplevede, at lidelsen ikke rigtig havde nogen plads. Vi flyttede ud af byen, og det gjorde mig godt at komme ud i naturen og møde Gud der. Både min mand og jeg var reelt udbrændte af det præstationspres, vi havde pålagt os selv i forhold til kirken og troen, og vi begyndte i stedet at komme i folkekirken og nød at kunne gå til gudstjeneste og bare sidde på bagerste række og så smutte ud igen, så snart postludiet var slut.
Moderkærlighed lærte mig meget
Siden jeg læste Henri Nouwens bog, er jeg igen og igen vendt tilbage til erkendelsen af at være Guds elskede barn. Jeg kan spejle mig i det i forhold til selv at være mor. Den kærlighed, man har til sit barn uanset hvad og hvordan. Man trøster sit barn, når det er ked af det, man lider med det, når det går igennem svære tider, man glædes med det, når det trives, og fejrer dets sejre, når noget går godt – men ens kærlighed er fuldstændig ubetinget af alt det.
Jeg kan stadig tage mig selv i at tænke som den ældste søn, der ikke stoler på Guds ubetingede kærlighed, og så skal jeg tilbage til grundlaget og gentage den erkendelse, jeg fik, da jeg læste Nouwens bog første gang.
Hvad har udfordret din tro?
Min datters sygdomsforløb. Hun har altid været en meget sensitiv pige og samtidig højt begavet. Hun mistrivedes i skolen, især fra 6. klasse og frem. Og i 9. klasse knækkede hun fuldstændig med stress, depression og angst og udviklede alvorlig anoreksi, der blev livstruende. Det endte med, at jeg gik hjemme i fem år og passede hende. I det sygdomsforløb var det, som om Gud blev fuldstændig væk for mig. Jeg følte, at min mand og jeg kæmpede alene. Jeg råbte Gud om hjælp, men syntes ikke, at jeg fik noget svar, og det blev en kæmpe tillidskrise i mit forhold til Gud. Jeg oplevede en dobbelt smerte – afmagten over ikke at kunne hjælpe mit barn, der led så voldsomt både psykisk og fysisk, og så en fuldstændig gudsforladthed.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Det må være et råd, jeg har fået af den katolske præst Jesper Fich, som jeg har lært at kende på Sankt Joseph Søstrenes retrætecenter Stella Matutina i Kokkedal. Da min datter var mest syg, og jeg følte mig helt gudsforladt, havde jeg en samtale med ham. Jeg fortalte ham, at jeg var begyndt at sætte spørgsmålstegn ved Guds eksistens, og at det rystede mig. Hans svar til mig var: ”Tillykke med det. Her slutter det kendte, og mystikken begynder.” Han kunne mærke på mig, at min længsel efter Gud var intakt, men at jeg samtidig satte spørgsmålstegn ved alting, og han sagde: ”Gud er i gang med at ommøblere det billede, du har af ham, og du er ved at nå dertil, hvor du kan lade Gud være Gud.”