Jeg havde søgt ly for regnen i et bustoppested og sad bare der i efterårskulden, halvvåd og nedtrykt. På den anden side af kornmarken foran mig lå den efterskole, som jeg var gået fra og under ingen omstændigheder gad at vende tilbage til.
Jeg gad i det hele taget ikke Danmark – og slet ikke efterskole. Jeg vidste knap nok, hvad en efterskole var. Alle omkring mig havde glædet sig helt vildt og spurgte, om ikke det var fedt at være hjemme igen. Men jeg havde det frygteligt.
Jeg kunne hverken lide landet, sproget eller spejle mig i kulturen. Indeni havde jeg en følelse af at have opgivet alt, hvad der var smukt, værdifuldt og rigtigt til fordel for et liv på en efterskole i Vestjylland blandt jævnaldrende, som jeg absolut ingenting havde tilfælles med.
Jeg var seks år, da min familie og jeg flyttede til Etiopien. Jeg indrømmer gerne, at den periode nok har fået et lidt lyserødt skær hen over årene, ligesom de fleste husker deres barndom. Mine forældre var missionærer, men ikke på sådan en måde, hvor man kun er ude at prædike om Jesus. Min mor arbejdede som lærer, og min far var maskinmester.
De havde forladt deres hjem, familie og venner med en fast overbevisning om, at det virkelig var meningsfuldt og gjorde en forskel at flytte til det her land. De følte sig kaldet af Gud og var villige til at flytte, selvom de måtte ofre noget af sig selv.
Vi havde boet i Etiopien i ni år, så jeg har været omkring 15 år, da vi flyttede tilbage til Danmark, og jeg begyndte på efterskole. Her følte jeg mig som sagt alene og fuldstændig ved siden af det hele. Jeg passede ikke ind. Måden at forholde sig til alt var ny. Jeg kunne ikke navigere i det hele og savnede enormt alt det, som var i Etiopien.
Jeg kan nok bedst beskrive det som et tab af konstanter, hvilket skabte en ubehagelig følelse af usikkerhed. Gennem hele min opvækst var Gud og kristendom et fast fundament, som vi i familien byggede vores liv på. Men da jeg kom på efterskole og pludselig sad der i ly for regnen i busstoppestedet, var jeg kommet grundlæggende i tvivl om alt. Var der overhovedet noget i mit liv, der kunne holde vand i denne nye tilværelse, hvor jeg følte mig som en totalt fremmed?
Det var ikke en decideret bøn, og velformuleret har det i hvert fald ikke været. Men da jeg rejste mig for at gå tilbage til efterskolen, fik jeg i frustration sagt noget i retning af: Gud, er du der overhovedet? Og det er så her, det bliver en åndelig oplevelse, hvor ord ikke slår til. Det er lidt ligesom, når man skal forklare, hvor fed en koncert var, til en, som ikke selv var der. Det kan man ikke rigtig.
Men idet jeg rejser mig, rammer en dråbe af noget varmt og blødt mig oppe midt på hovedet og spreder sig ned gennem hele min krop. For mig er der ingen tvivl om, at det var Gud, der mødte mig og viste, at han findes og elsker mig. Følelsen af Guds nærvær i det øjeblik og oplevelsen i det hele taget er i dag lige så virkelig for mig, som at jeg har en højre og venstre fod.
Men det kom totalt uventet. Jeg havde aldrig før og har aldrig siden haft så stærk en åndelig oplevelse som den dag ude på den mark i Vestjylland. I min opvækst fyldte det karismatiske ikke ret meget, og jeg havde aldrig overvejet eller forestillet mig, at Gud kunne røre mig rent fysisk.
Da jeg kom tilbage på efterskolen efter mit møde med Gud, satte jeg mig op på mit værelse og stenede. Oplevelsen ændrede ikke på, at resten af efterskoletiden fortsatte med at være nederen, og det tog mig stadig rigtig mange år at finde ud af, hvad det vil sige at bo i Danmark. Men oplevelsen skabte en vished i mig om, at Gud er der og vil være den konstant i mit liv, som aldrig forandrer sig.
Det betyder selvfølgelig ikke, at alt i mit liv så bare er fryd og gammen og lykke ud til alle sider. Jeg bliver stadig vred og frustreret over Gud og har ofte svært ved at forstå ham. Men det er en kæmpe trøst og giver en grundlæggende tryghed at vide, at Gud er med mig i alle livssituationer og alle mine mange krumspring.
Hvad har udfordret din tro?
Det udfordrer min tro, at det er mig, der skal leve den. Jeg er tit i tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert at gøre i forhold til Gud. På den ene side har jeg mine egne ønsker og vil gerne selv kontrollere, hvordan min tro kommer til udtryk, men samtidig tror jeg også på, at Gud er så meget større og vildere, end hvad jeg kan kontrollere. Så det er mere de ting, der knytter sig til at leve troen, der udfordrer mig, end de her klassiske problemer som, hvordan en god Gud kan tillade ondskab, og hvorfor Gud har givet os en fri vilje, hvis han gerne vil, at vi skal gøre, som han siger. For mig er den slags bare filosofiske spørgsmål, som ikke rører ved det grundlæggende om Guds eksistens. Det er bare intellektuelle puslespil, som er interessante at snakke og læse om.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Jeg var på et tidspunkt forsanger i et lovsangsband, hvor jeg følte mig fanget i sådan en dansk jantelovsmentalitet. Sangene var jo om Gud, til Gud og for Gud, men det var mig, folk kiggede på og gav komplimenter. Det var jeg frustreret over. Det var jo ikke mig, det handlede om. Det skulle handle om Gud. Jeg talte med en amerikansk lovsanger om det, og han sagde: ”Gud har skabt dig og alt, hvad du indeholder, så du har bare at stråle.” Det er simpelthen så amerikansk, men det hjalp mig helt vildt. Hans pointe var jo, at Gud har skabt mig og dermed lagt noget af sig selv i mig. Så hvis jeg skal få Gud til at stråle, så skal jeg selv stråle – jo mere jeg skinner, jo mere skinner Gud.