20-årige Bo Nellemann er til julefrokost i Aalborg. Rundt om bordet sidder en del mennesker, som han ikke kender - det er hans kærestes arbejdsplads, der holder festen, og derfor er de fleste af gæsterne hendes kolleger. Da han fører glasset med snaps op til munden, begynder han pludselig at ryste. Angsten griber ham, og han sveder og ryster. Det hele føles uvirkeligt, og han får en fornemmelse af at sidde i en osteklokke. Bo Nellemann er imidlertid godt opdraget, så han bliver pænt siddende ved bordet og gør ikke væsen af sig, selvom han er meget bange og dybest set bare har lyst til at få luft. Da selskabet senere bryder op for at tage i Jomfru Ane Gade, Aalborgs forlystelseskvarter, tager Bo Nellemann hjem til sit kollegium for at få hold på sig selv og være alene.
Året er 1977, og den unge mand på kollegiet er tilsyneladende velfungerende. Han læser HF, har kæreste og venner. Men barndommen har været turbulent. Som 12-årig blev hans forældre skilt efter et samliv præget af store skænderier, som Bo og hans to søskende ofte var vidner til. Moderen er kritisk og faderen alkoholiker, og Bo gør alt for at tilpasse sig og være pæn og rar. Efter skilsmissen kommer midterbarnet Bo på kostskole. Det går imidlertid ikke godt. Han begynder at ryge hash og eksperimenterer også med et af tidens modestoffer, LSD.
- Jeg tror, at jeg har været arveligt disponeret for angst fra min mor, som er nervøst anlagt. Men det er nok også den opvækst, som jeg har haft, der har gjort, at jeg siden hen kom til at lide af angst, siger Bo Nellemann, der i dag er 47 år og førtidspensionist.
Efter at Bo Nellemann har oplevet sit første anfald af panikangst til julefrokosten, går der næsten et år, før det næste anfald kommer. Han er inviteret hjem til sin tante og onkel mortensaften. Menuen står på gås, men så langt kommer Bo Nellemann ikke. Maven snører sig sammen, munden bliver tør, og han bliver så svimmel, at det er svært at holde balancen. Fra da af vokser angsten. Han er bange i klasseværelset, når han kører med bus og køber ind i supermarkedet, og til sidst fylder det så meget, at han bliver indlagt på en ungdomspsykiatrisk afdeling i Aalborg.
- Jeg var dybt ulykkelig. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg var så bange, og hvorfor jeg ikke kunne leve som andre unge og gå i skole, færdes i byen og gå til koncerter, husker Bo Nellemann.
Han er indlagt på psykiatrisk afdeling i tre måneder og bliver behandlet efter datidens normer. Der er gruppesamtaler og gestaltterapi, som går ud på, at få patienten til at bryde sammen, før han kan begynde sin vej mod helbredelse, og for Bo Nellemann, der er angst for at være sammen med andre mennesker, bliver behandlingen et helvede. Han er så bange og skræmt, at han ikke siger fra, og efter tre måneder bliver han udskrevet med det råd, at han skal tage ud og være sammen med andre mennesker. Den anbefaling følger han meget bogstaveligt, idet han flytter i kollektiv, men for et menneske, som er angst for store grupper af mennesker, viser det sig hurtigt, at fællesspisning og tæt samliv ikke er lykken. Han får det dårligere og sidder til sidst og hyperventilerer, når han spiser.
Han begynder på samme tid at læse historie og samfundsfag på Aalborg Universitet, men et stort auditorium og en kæmpemæssig kantine er for meget for et menneske, der lider af angst, og til sidst opgiver han. Bo Nellemann får aldrig en uddannelse, og i 1992 bliver han førtidspensioneret. Og selvom han livet igennem har haft kærester, har han heller aldrig fået børn.
- Hvis man skal være en god far, skal man kunne gå i Brugsen og købe sutteflasker og bleer, og man skal gå til forældremøder, og det ville jeg aldrig kunne gøre på grund af angsten. Derfor har jeg valgt det fra, selvom jeg da synes, det er underligt aldrig at skulle have børn, siger han.
Igennem årene har han været indlagt flere gange. Han har fået kraftig nervemedicin med benzodiazepiner, der gjorde ham afhængig, og da depressionspillerne kom på markedet, var det dem, lægerne udskrev til ham. Desuden udviklede han et alkoholmisbrug, fordi han drak for at dulme angsten. Men medicinen og alkoholen førte til mere angst, og på den måde havnede Bo i en ond cirkel, der var svær at komme ud af.
Egentlig terapi kom han først i for knap et år siden.
- Jeg var lige blevet udskrevet og tænkte, at nu skulle det være nok. Jeg gik i banken og tog et lån og søgte hjælp på Center for Angsthåndtering. Der har jeg af egen lomme betalt for terapi, men var nødt til at stoppe i foråret, da jeg ikke havde flere penge, og kommunen ikke ville hjælpe mig økonomisk. Det er første gang, at jeg har fået undervisning i, hvad angst er, og hvad man kan gøre, når man mærker, at et angstanfald er undervejs, siger Bo Nellemann.
Langsomt er han begyndt at gøre det, han ellers ikke tør. Han kalder det bytræning. Det handler om at tage en tur i Netto, køre med bus og tog, gå i stormagasiner med mange mennesker eller tage ud og spise på restaurant. Han har også planer om at gå en tur i biografen, men endnu er det ikke blevet til noget.
- Terapien har gjort, at jeg er blevet bedre til at sige til mig selv, at angsten er urealistisk, og at der ikke er noget at være bange for. Men jeg kan altså køre mine tanker langt ud, før jeg får dem stoppet, erkender Bo Nellemann, som mener, at dette er hans bedste tid, siden angstanfaldene begyndte for 27 år siden.
I dag har han et job som havemand i en fritidsklub nogle timer om ugen, og han fremstiller stearinlys i sin lejlighed. Angsten er han dog ikke blevet kvit og bliver det nok heller aldrig helt. Og en af de sværeste ting er, at han sjældent kan forudse et anfald. Efter en god nats søvn, kan det alligevel komme pludseligt, mens han er ude, og nogle gange kan alene angsten for at blive angst være et problem. Han foretrækker fortsat at gå i supermarkedet om formiddagen frem for fredag eftermiddag, og familiesammenkomster har han også meldt sig helt ud af.
- Jeg er nok blevet en ensom steppeulv af det her angst, men jeg trives godt med at være alene og gå herhjemme. Jeg skal bare passe på, at det ikke tager overhånd. Det er bedst at komme ud nogle timer hver dag og møde venner, tage på café eller museum eller besøge min bror. Jeg kan godt lide at være sammen med familien, det skal bare ikke være til store sammenkomster, og det gør det også svært i forhold til kærester. Jeg vil gerne have en kæreste, men jeg kommer ofte til kort, fordi jeg ikke har lyst til at deltage i alt det familiekomsammen.