En flygtning med drøm om eget præsteembede i Danmark

Afonso Waco har levet en stor del af sit liv på flugt fra myndighederne i Angola. Skæbnen førte ham til Danmark. Her har han efter tre år og 200 ansøgninger endnu ikke fået det præsteembede, han drømmer om

Afonso Waco i Nathanael Kirke i København, hvor han har holdt flere gudstjenester. Et egentlig job som præst i folkekirken er det dog ikke lykkedes ham at få trods fuldgyldig ordination og formel godkendelse af alle papirer. --
Afonso Waco i Nathanael Kirke i København, hvor han har holdt flere gudstjenester. Et egentlig job som præst i folkekirken er det dog ikke lykkedes ham at få trods fuldgyldig ordination og formel godkendelse af alle papirer. --. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Første gang, Afonso Waco kunne kalde sig flygtning, var han blot et år. Desværre viste det sig at blive langt fra sidste gang. Siden sin spæde barndom er flugten flere gange gået frem og tilbage mellem den angolanske provins Cabinda på Afrikas vestkyst og Congo, fordi borgerkrige på skift har gjort det usikkert at opholde sig i de to lande.

Nu, 48 år efter han flygtede for første gang i sit liv, bor han i Danmark, hvortil han tog flugten med sin familie for lidt over 10 år siden. Og den triste titel som flygtning hæfter han stadig på sig selv.

– Jeg har stadig ikke fået dansk statsborgerskab, og så længe jeg ikke har det, er jeg flygtning og ikke indvandrer, siger han og fortæller, at han som følge af sin statsløshed føler sig identitetsløs.

– Indtil 1975, hvor Cabinda hørte under Portugal, var jeg portugiser, og det kunne jeg affinde mig med. Men jeg har aldrig nogensinde ønsket at kalde mig angolaner, siger han og ryster bestemt på hovedet for at understrege den foragt, han åbenlyst føler for det angolanske styre.

Afonso Waco voksede op som den næstældste i en søskendeflok på syv – med en mor, der var analfabet og en far med blot to års skoleuddannelse. Med den sociale arv i bagagen besluttede Afonso Waco sig i en meget ung alder for, at han ville drive det længere end sine forældre på det uddannelsesmæssige område.

– Min far var politisk aktiv, og han opfordrede os børn til at få en uddannelse. Og allerede som ganske lille dreng drømte jeg om at blive noget stort. Jeg troede på, at jeg skulle blive verdens bedste fodboldspiller, verdens bedste præsident eller noget helt tredje, siger han og griner med en høj og smittende latter.

– Mit største mål i livet var at gøre noget godt for andre. Men for at kunne gøre det så godt som muligt er man nødt til at have kvalifikationer, og derfor ville jeg gerne have mig en høj uddannelse, fortæller han.

Som følge af sine ambitioner forlod Afonso Waco sine forældre og søskende som 18-årig og drog alene i flygtningelejr i Congo. Paradoksalt nok var lejren det eneste sted, den ambitiøse unge mand kunne få sig en gymnasieuddannelse, og efter at have den i hus gik Afonso Waco i gang med en toårig uddannelse inden for administration. Derefter ville han fortsætte med at læse økonomi.

En uddannelse, han efter et år måtte opgive, fordi det kostede penge at gå til eksamen – penge, Afonso Waco ikke var i besiddelse af. Det var derfor også lidt af et tilfælde, at en ung Afonso Waco endte på teologistudiet. Her kunne han få adgang med den uddannelse, han indtil videre havde erhvervet sig med hjælp af nogle kirkelige organisationer fra udlandet. Samtidig er han ud af en protestantisk familie og var som 19-årig blevet døbt i flygtningelejren i Congo, så kristendommen var ikke ny for ham.

– Jeg syntes, det kunne være spændende at læse teologi, og så havde jeg også min drøm om at få en kandidat-eksamen, og det fik jeg muligheden for her, siger Afonso Waco, der efter studierne blev præsteaspirant hos en anden præst, som det er kutyme i Congo og Cabinda.

Men det var ikke nemt at være Afonso Waco i Cabinda. Han var samtidig med jobbet som hjælpepræst blevet politisk aktiv og kæmpede for at oplyse om det demokrati, som langt fra eksisterede i Angola. Flere gange var han tæt på at blive slået ihjel, fordi statsmagten ønskede ham af vejen, og en gang blev han sammen med 60 andre aktivister fanget og tortureret i tre timer.

– Det var politiet, som arresterede os. Vi blev anbragt i en politigård, og så fik vi pisk i tre timer. Jeg var leder for de 60 andre, så jeg fik flest slag med pisken. De prøvede at knække mig. Men jeg fortrød ikke på noget tidspunkt, hvad vi arbejdede for, og selvom jeg fik mange pisk, opgav jeg ikke. Vi havde jo ikke gjort noget ulovligt, blot forsøgt at oplyse folk om de uhyrligheder, myndighederne stod for, fortæller Afonso Waco.

På et tidspunkt blev han dog af venner overtalt til at tage flugten. Myndighederne havde frataget ham muligheden for at være hjælpepræst, og han havde i mellemtiden fået kone og børn, og selvom han ikke selv frygtede døden, kunne han ikke udholde tanken om, at der skulle ske hans familie noget. Med kone, to døtre og en søn flygtede han til Congo, hvor de fik status som FN-flygtninge.

Tre måneder senere stod familien med jysk jord under fødderne i Hjørring. Her blev de vel modtaget, fik hurtigt venner inden for kirken og begyndte at integrere sig i lokalsamfundet, og Afonso Waco fik suppleret sin teologiske eksamen fra hjemlandet på Aarhus Universitet, så han med tiden kunne realisere drømmen om at få sit eget præsteembede i Danmark. For et halvt år siden blev han så vidt vides som første afrikaner i Danmark ordineret i Sundby Kirke i Amagerbro Provsti i København, og herefter arbejdede han som sognepræst i et halvt årstid med løntilskud fra det offentlige.

– Men det er ikke lykkedes mig at få et præsteembede endnu, siger han og tilføjer, at han ellers har søgt arbejde i tre år og skrevet over 200 ansøgninger.

Det går ham på. Det mærkes tydeligt. Alligevel formår han med jævne mellemrum at fylde rummet med sin karakteristiske høje latter. Da han bliver spurgt, hvordan det er lykkedes ham at beholde sit gode humør, bliver han stille et kort øjeblik, men siger så:

– Det er ikke let at såre mig. Der skal rigtig, rigtig meget til at knække mig. Det er noget, jeg er født med. Sådan er jeg.

Alvoren i de mørke øjne gør, at man ikke er i tvivl om, at han har ret.

Selvom Afonso Waco ikke er en knækket mand, erkender han, at livet i perioder har vist sig fra sin ubehagelige side. Faktisk siger han, er han først for et år siden begyndt at leve rigtigt igen efter syv-otte år, hvor han mistede noget af kontakten til den Gud, som ellers betyder så meget for ham.

– Gud svigter aldrig mennesket. Når man mister kontakten, er det, fordi mennesket svigter, og det var det, jeg gjorde, siger Afonso Waco og forklarer, at han var ked af flere forskellige ting. Blandt andet bedrøvede det ham, at han også her i Danmark havde så få penge, at han ikke kunne give sine børn lidt lommepenge, som mange andre danskere gør indimellem. Han blev også skilt fra sin kone, hvilket var et hårdt slag for ham.

– Men så for et års tid siden sagde jeg til mig selv, at nu måtte jeg altså se at komme ovenpå og finde den gode kontakt til Gud igen, hvis jeg skulle have det rigtig godt, siger han og smiler et af sine hyppige smil, der ikke efterlader nogen tvivl om, at forholdet til Gud er genoprettet.

Afonso Waco er flyttet til København. Han er lige nu i jobtræning på et værested på Amager, hvor han arbejder med integration. Inden længe byttes det ud med et lignende job på Vesterbro i København. Han er glad for det, kan godt lide at arbejde med integration, som han selv har haft så tæt inde på livet. Men drømmen er stadigvæk at få sit eget præsteembede. Og ikke at forglemme det danske statsborgerskab, som han endnu ikke har opnået, blandt andet fordi han ikke er selvforsørgende.

– Det er svært at få et embede. Hvis der er 49 danskere, der ønsker et job ud over mig, så tager de ikke mig. De er usikre og har ikke tillid til, at jeg kan gøre det godt, siger Afonso Waco og røber, at han endnu ikke har været til nogen prøveprædiken eller jobsamtale de mange ansøgninger til trods.

Han smiler og fortæller, at han alligevel bliver ved at tro på, at jobbet nok skal komme på et tidspunkt. Indtil da håber Afonso Waco, at han kan gøre brug af sine erfaringer som flygtning og af arbejdet med integration, så han kan komme rundt i landet og holde nogle foredrag.

soegaard@kristeligt-dagblad.dk